Helene Hansen fortæller om sit valg af specialisering
Jeg valgte specialiseringen i Organisation og Ledelse, fordi det gav mig mulighed for at indsnævre min brede profil i retning af et felt, jeg drømte om at arbejde i. Og jeg har aldrig fortrudt det.
Da jeg skulle vælge kandidatstudie, var det vigtigt for mig at kunne dykke ned i de emner, jeg gennem bachelorstudiet havde opdaget, især var interessante for mig. Jeg valgte specialiseringen i Organisation og Ledelse, fordi det gav mig mulighed for at indsnævre min brede profil i retning af et felt, jeg drømte om at arbejde i. Og jeg har aldrig fortrudt det. Tværtimod, så har specialiseringen været med til at skabe en rød tråd fra min bachelor, og til jeg stod som dimittend og landede mit første fuldtidsjob. Min specialisering – blandet med forskellige studiejobs – gjorde, at jeg meget målrettet kunne skrive projekter inden for emner der virkelig interesserede mig, og at jeg landede en enormt spændende studiepraktik på 9. semester, hvor jeg fik ansvaret for HR-opgaver inden for bl.a. læring og kompetenceudvikling. Specialiseringen gjorde til sidst, at jeg kunne skrive speciale om et superrelevant emne, der ikke kun var spændende for mig, men også for organisationer og virksomheder, da jeg stod med den færdige opgave og for alvor skulle søge job. Jeg landede mit første job som HR-konsulent baseret på mine kompetencer fra studiet, praktik og jobs – og ikke mindst fordi jeg kunne klarlægge den røde tråd, jeg havde valgt gennem mit kandidatstudie. Specialiseringen på SIV hjalp mig med at sætte ord på, hvad jeg kan og vil med mit arbejdsliv.
Helene Sophie Holmgreen Hansen, cand.mag. International Virksomhedskommunikation i Engelsk med specialisering i Organisation og Ledelse