Spring til indhold
ForsideUddannelseBacheloruddannelserHistorie

Artikel

Katlas historie: Udlandsophold ændrede kursen

Lagt online: 01.07.2024

Katla Cortsen Brandt ville læse historie – mest fordi hun gerne ville undervise i det. Passionen for historie var stor, og den ville hun dele med andre gennem formidling. Derfor var planen at blive gymnasielærer. Men praktisk erfaring og et uplanlagt udlandsophold i Norge under uddannelsen gjorde, at Katla i dag arbejder med historieforskning i sin ph.d.-uddannelse på Universitetet i Stavanger.

Artikel

Katlas historie: Udlandsophold ændrede kursen

Lagt online: 01.07.2024

Katla Cortsen Brandt ville læse historie – mest fordi hun gerne ville undervise i det. Passionen for historie var stor, og den ville hun dele med andre gennem formidling. Derfor var planen at blive gymnasielærer. Men praktisk erfaring og et uplanlagt udlandsophold i Norge under uddannelsen gjorde, at Katla i dag arbejder med historieforskning i sin ph.d.-uddannelse på Universitetet i Stavanger.

Udlandsophold og praktik i Norge

- Det var nærmest tilfældigt, at jeg kom til Norge på udlandsophold. Alle på studiet kendte hinanden godt – også underviserne. Og efter en projektperiode spurgte min vejleder mig, om jeg – og måske også min kæreste, som også læste på studiet – ville afsted på ophold. Min vejleder havde en kontakt på Norsk Maritimt Museum og en anden underviser havde forbindelser på Oslo Universitet, hvor min kæreste kunne blive tilknyttet en forskningsenhed. Det var jo helt vildt, og vi sagde ja.  

Kort efter rejste Katla til Oslo for at starte i praktik hos Norsk Maritimt Museum. Her blev hun en del af et team, der skulle lave en ny udstilling om skibsmodeller. Arbejdet med skibsmodellerne gav inspiration til indhold i både et semesterprojekt og senere i det afsluttende speciale. Og så var der selvfølgelig en stor personlig oplevelse også.  

- Rent personligt var det helt vildt at rive rødderne op. Vi smed alle vores ting i Boxit og satsede alt på de fire måneders ophold i Oslo. Det gav et kæmpe boost, og jeg følte mig vildt stærk samtidig med, at det også var mega sårbart at give slip på alt herhjemme.  

Jeg er meget bedre i relationer end jeg troede, jeg var. Fordi jeg turde. Og så knytter det jo mig og min kæreste endnu mere sammen, at vi har en fantastisk oplevelse sammen i studietiden på AAU. Det vil altid være en del af vores historie.

Hjælp fra undervisere

- Det var rart for mig at komme ud og opleve noget praktisk efter fire år på studiet. Jeg anede ærligt talt ikke, hvad det var jeg helt præcist læste til i praksis, men museumsverdenen viste sig meget mere spraglet, end jeg troede. Og jeg kom hjem fra Norge med følelsen af at være vokset. Man kan jo meget mere, end man tror.  
 
- Jeg havde ikke et godt snit på bacheloren. Jeg synes, det var så nervepirrende at sidde til eksamen. Derfor var det virkelig godt for mig at blive set og få et venligt skub af mine undervisere. Jeg kendte mig selv som pigen i gymnasiet, der altid rakte hånden op i historietimerne. Først da jeg startede på universitetet fandt jeg for alvor ud af, at historie er så meget mere end det. Det hyggelige var så også, at jeg havde én ting til fælles med mine medstuderende. Vi var alle sammen den der ene, der altid kunne årstallene i historietimerne. 

Drømmen om at undervise ændrede sig 

- Jeg søgte ind på historieuddannelsen med drømmen om at blive underviser, men det skulle jeg ikke alligevel. Det har været den bedste proces. Og uddannelse handler jo også om at finde sig selv. Jeg har slet ikke tænkt i forskning fra start. Langt fra. Og nu er jeg i gang med en ph.d.-uddannelse på Universitetet i Stavanger.  
 
I sin forskning bevæger Katla sig fortsat inden for museumsverdenen. Det er her den specifikke interesse for maritim historie skal udleves. Her kan historie kommunikeres videre. Gymnasielærerdrømmen satte også kommunikation højt på listen, men undervisning blev afprøvet som vikar i studietiden, og det var ikke som ventet. Derimod fik Katla studiejob som byvandringsguide, som viste helt nye muligheder for at dele sin viden. Efter en sejltur på et bølgende hav af erkendelser og op- og nedture kender Katla nu næste destination.  

- Jeg vil være med til at fortælle om historie. Vi skal som forskere blive klogere på den og vi skal omsætte den til reel viden for omverdenen. Derfor hører jeg også til i museumsverdenen, hvor vi kan gå i detaljer med f.eks. samlingsforvaltning og bevaring af maritime genstande. Og vi skal også være med til at tænke fremad. Der skal mere fokus på miljøet eksempelvis. Og så skal der selvfølgelig flere kvinder til roret rundt om på vores maritime museer i Danmark.