Spring til indhold
ForsideOm AAUStrategiViden for verden – AAU strategi 2016-21PBLPBL-projekter

Intensive PBL-forløb som platform for employability

Projektet vil afdække og undersøge den form for PBL-aktivitet, der foregår som koncentrerede forløb over få dage med involvering af studerende med forskellige faglige baggrunde og med deltagelse af virksomheder og andre eksterne interessenter. I det følgende refereres til denne type aktiviteter som ”Intensive PBL-forløb”.

Intensive PBL-forløb kan betragtes som en variant af Aalborg PBL-modellen, som kun bliver sparsomt benyttet, men som umiddelbart indeholder et stort udviklingspotentiale for universitetet som en mere fokuseret employabilityrettet variant af de normale semesterlange PBL-forløb. I alt væsentligt er denne type PBL-aktivitet hverken begrebsliggjort eller dokumenteret fra et pædagogisk perspektiv. Formålet med dette projekt er at undersøge de muligheder, der ligger i intensive PBL-forløb af større format i relation til at sikre en øget bevidsthed om og grad af employability hos gruppen af deltagende studerende.

Udover at være en alternativ form for PBL-praksis i forhold til det normale semesterlange PBLformat har de intensive PBL forløb indbygget en stor kontaktflade til eksterne partnere, som både kan virke som vejledere, mentorer, repræsentanter for virksomheder, virksomheders produkter osv. Kort sagt er en vigtig dimension mødet imellem en branche og dens virkemåde og de studerende og deres verden og kompetencer i relation til at arbejde problemorienteret.

Det er projektets mål at udvikle et begrebsapparat om denne type PBL-aktivitet i relation til det employability-udbytte, de studerende kan opnå gennem deres deltagelse, såvel som en afdækning af de praktiske og organisatoriske rammer, der er nødvendige for, at intensive PBL-forløb har en mulighed for at lykkes inden for AAUs generelle uddannelsesrammer. Projektet vil fokusere på den case, som udgøres af projektet ”Digitale dage”, som gennem de sidste 7 år har været et årligt tilbagevendende eksperimentarium for ingeniøruddannelse indenfor BIM (Building Information Modeling). ”Digitale dage” udfordrer på mange måder de normale rammer for universitetsuddannelser. Det er et forløb, der går på tværs af institutioner i regionen, på tværs af faglige discipliner og med involvering af eksterne partnere, der er eksperter indenfor branchen.

Første del af udviklingsprojektet består af en kortlægning af eksisterende og tidligere forløb på AAU, der kan henregnes under de intensive PBL-forløb. ”Digitale dage” er omdrejningspunktet for projektet, men erfaringer fra WOOFIE, Solution Camp etc. vil blive inddraget i dette arbejde. Denne fase indeholder også afdækning af allerede skreven litteratur om emnet. Dette vil resultere i et overblik over de praktiske erfaringer, der er gjort indenfor feltet og den viden der findes indenfor det didaktiske felt.

I anden fase vil den indhentede erfaring og begrebsliggørelse af ”Intensive PBL-forløb” blive benyttet til at udvikle nye forløb, som afslutningsvist evalueres. Her vil forløbet af ”Digitale dage” og et lignende forløb, hvor studerende fra det samfundsvidenskabelige og humanistiske felt inddrages, være omdrejningspunktet. Gennem disse forløb inddrages yderligere erfaringer til udvikling af en generel model for den didaktiske og praktisk-organisatoriske afvikling af denne type forløb på AAU. Projektet vil være forankret ved PBL Research Unit - Institut for Læring og Filosofi og Institut for Byggeri og Anlæg.

ANSVARLIG

  • Annie Aarup Jensen, Institut for Læring og Filosofi, Det Humanistiske Fakultet, aaj@learning.aau.dk

ØVRIGE DELTAGERE

  • Kjeld Svidt, Institut for Byggeri og anlæg, Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet, ks@civil.aau.dk
  • Lone Krogh, Institut for læring og filosofi, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, lkr@learning.aau.dk
  • Ole Ravn, Institut for læring og filosofi, Det humanistiske fakultet, orc@learning.aau.dk