En digital platform for studerendes opbygning af PBL-kompetencer
På første studieår er det overalt et læringsmål, at studerende skal opnå kompetencer mht. PBL. En række undervisningsaktiviteter understøtter dette læringsmål, dels kurser inden for projektarbejdets faglighed (de såkaldte PBL-kurser), dels et læringsmål om projektarbejdets faglighed i projekterne. Som bilag til projektrapporterne udarbejder projektgrupperne typisk en procesanalyse med deres refleksioner over projektprocessen. På senere semestre er der ikke sådanne redskaber, der understøtter studerendes refleksion over projektprocessen, men behovet for refleksion er der stadig. Samtidig viser forskning, at AAU-studerende gennem hele deres studietid på uformel vis anvender mange forskellige platforme (bl.a. Facebook) til udveksling at projektrelaterede dokumenter og diskussion af projektprocessen. Denne digitalisering kan være gavnlig for projektprocessen, men det har samtidig vist sig at den kan rumme risici, ikke mindst at der opstår uformelle traditioner og opfattelser at projektprocessen, som er direkte kontraproduktive for læring. Et andet problem er at udvekslingen finder sted i “siloer”, skønt mange udfordringer i projektarbejdet går på tværs at årgange og fag. Der er forskellige syn på samme udfordringer i projektprocessen, men mange studerende (og på andre fag end deres eget) bliver aldrig opmærksomme på at deres medstuderende fra andre uddannelser ofte også sidder med de samme problemer som de selv slås med og vil kunne bidrage med et andet perspektiv. En deling af erfaringer med og udfordringer i projektprocessen på tværs af fagligheder vil derfor også kunne hjælpe med at styrke tværfagligheden i PBL på AAU blandt studerende.
Målet med dette projekt er at understøtte digitaliseringen at studerendes erfaringsudveksling inden for PBL og at skabe et struktureret rum, hvor erfaringsudvekslingen kan fortsætte også på senere semestre og hvor erfaringer kan deles på tværs af årgange med mulighed for at inddrage PBL-undervisere, dvs. PBL-kursusholdere og projektvejledere. Samtidig skal dette rum for erfaringsudveksling kunne sikre at studerende ikke føler, at deres deltagelse kan have negative konsekvenser. Sidst, men ikke mindst vil PBL/Stud udgøre en dynamisk resurse for studerendes refleksioner over PBL. Et resultat viI være en fælles platform, PBL/Stud, tilgængelig for alle studerende via Moodle. Platformen vil udnytte at mange studerende gør brug af online-fora til udveksling af oplysninger og vil derfor lade sig inspirere af eksisterende værktøjer. Software-siden udnytter erfaringer og kode fra den eksisterende platform for vejledere, PBL Exchange, udviklet i forbindelse med et igangværende PBL-udviklingsprojekt. I dette projekt vil formidlingsaspektet rumme et forslag til et design af hvordan PBL/Stud kan indgå i PBL-kurserne på første studieår og i arbejdet med de procesorienterede læringsmål her.
Projektplan: Januar- Februar 2018: Første analyse af systemkrav baseret på forskning om studerendes brug af digitale platforme. Sideløbende hermed en første tilpasning af eksisterende software til en første prototype for PBL/Stud. Marts 2018: Første prototype lanceres for udvalgte studerende på første studieår. Prototypen skal benyttes i forbindelse med procesanalyser. Juni 2018: Evaluering af brug af første prototype. Juli-august 2018: Tilpasning af prototype for PBL/Stud. September-december 2018: PBL/Stud anvendes og evalueres i forbindelse med projektforløb ved uddannelser, som projektdeltagerne er tilknyttet.
ANSVARLIG
- Hans Hüttel, hans@cs.aau.dk, Institut for datalogi, TECH
ØVRIGE DELTAGERE
- Dorina Gnaur, dg@learning.aau.dk, Institut for læring og filosofi
- Jette Egelund Holgaard, jeh@plan.aau.dk, Institut for planlægning
- Thomas Ryberg, ryberg@hum.aau.dk, Institut for Kommunikation og Psykologi