Spring til indhold
Forside

Nyhed

Vinterdimission: Gode jobmuligheder for nyuddannede ingeniører

Lagt online: 04.02.2020

Dagens dimittender

Ved vinterdimissionen på AAU Esbjerg d. 31. januar 2020 blev nyudklækkede ingeniører og cand.tech.’er sendt videre ud på arbejdsmarkedet. En stor del af dem går direkte videre i job, men campuschef efterlyser at virksomheder bliver bedre til at omfavne de nyuddannedes kompetencer.

Nyhed

Vinterdimission: Gode jobmuligheder for nyuddannede ingeniører

Lagt online: 04.02.2020

Dagens dimittender

Ved vinterdimissionen på AAU Esbjerg d. 31. januar 2020 blev nyudklækkede ingeniører og cand.tech.’er sendt videre ud på arbejdsmarkedet. En stor del af dem går direkte videre i job, men campuschef efterlyser at virksomheder bliver bedre til at omfavne de nyuddannedes kompetencer.

Der er fyldt godt op i auditoriet på AAU Esbjerg fredag eftermiddag. Forældre, søskende, børn og bedsteforældre er mødt op for at overvære de studerendes store øjeblik.

De studerende stiller op på række, og en efter får de diplomet overrakt af dekan Mogens Rysholt Poulsen sammen med et tillykke og et håndtryk.

Det bliver til 49 håndtryk i alt. Til nyuddannede diplomingeniører, civilingeniører, bachelorer i elektronik og datateknik og kandidater i sikkerhed og risikostyring. Håndtrykket burde tilføjes et ’god arbejdslyst’, for mange starter allerede mandag morgen på deres nye arbejde.

Praktik fører til fast arbejde

En af dem er 23-årige Sandra Venø fra Esbjerg, der er er nyuddannet diplomingeniør i kemi og bioteknologi. Hun er allerede blevet ansat hos Din Forsyning i Esbjerg, som hun kender godt fra studietiden.

Vi lavede en opgave sammen med Din Forsyning, og det var også der, jeg senere kom i praktik. Allerede inden jeg var færdig med praktikken tilbød de, at jeg kunne fortsætte derude, når jeg var færdiguddannet, fortæller hun.
Jeg har aldrig været bange for at jeg ikke skulle kunne få et job når jeg var færdig. Vi har fået at vide under hele studietiden, at markedet ville opsluge os med det samme, siger hun.

Det kan Lennart Schneider Dich nikke genkendende til. Han havde afsluttende eksamen som diplomingeniør i byggeri og anlæg sidste tirsdag og fortsatte allerede dagen efter hos NCC som entrepriseleder på byggeriet af Esbjerg Towers – et job, han har passet sideløbende med studiets afsluttende semester.

Jeg har haft fri hver onsdag til at skrive min afsluttende opgave – ellers har jeg været på arbejde der hver dag siden september, fortæller han.

Virksomheder skal se nyuddannedes potentialer  

Selv om størsteparten af de nyudklækkede ingeniører og kandidater kan gå direkte videre ud på arbejdsmarkedet, er det ikke alle, der bliver ansat med det samme, understreger campuschef Anders Schmidt Kristensen.

Han peger på to ting, der især er udslagsgivende for, om de nyuddannede kommer i job. Dels starter de ofte med at søge meget snævert inden for deres eget speciale i et afgrænset geografisk område – dels er nogle virksomheder tilbageholdende med at ansætte akademikere, som ikke matcher virksomhedens efterspørgsel meget nøjagtigt. Og det er en fejl, mener han.

Ingeniører og kandidater, der er uddannet her hos os har dels en bred ingeniørmæssig, teknisk og matematisk viden samt motivation, dels er de uddannet til, hele tiden at tilpasse sig og opdyrke ny viden fordi al vores undervisning tager udgangspunkt i virkelige problemstillinger ofte i samarbejde med virksomheder. Det er der stadig virksomheder, der ikke helt har fået øjnene op for endnu, siger han.

Positive eksempler

Heldigvis er der mange gode eksempler. Et af dem er Mathias Lykke Sørensen på 28 år, der er nyuddannet maskiningeniør. Efter at have været i praktik hos Rambøll i Esbjerg, blev han umiddelbart efter ansat som student assist samme sted. Det betød, at han fik mulighed for at arbejde som konsulent for Rambøll under sidste del af studiet og at han samtidig fik en kontorplads, hvor han kunne skrive sin afsluttende opgave.

Under praktikforløbet beviste jeg mit værd, så de valgte at ansætte mig frem for en senioringeniør. Ikke fordi jeg har beskæftiget mig specielt med vindmøller, som jeg arbejder med nu, men fordi de ved, at jeg er uddannet til at kunne sætte mig ind i ny viden. Det er en vigtig del af det at være ingeniør, siger han.

Universitetet som jobformidler 

For de få studerende, der endnu ikke er kommet i job, er der stadig hjælp at hente på universitetet, siger Anders Schmidt Kristensen.

Vi stiller os meget gerne til rådighed for tidligere studerende, der har brug for vores hjælp – karrieremæssigt, fagligt og med samarbejder. Vi har et stort og godt netværk og et virkelig godt samarbejde med lokale virksomheder, og det er ikke usædvanlig at vi får tilsendt jobopslag, som vi formidler videre til vores alumner. I det hele taget vil vi meget gerne hjælpe – ikke kun som jobformidlere, men på universitetet vil vi meget gerne beholde kontakten til tidligere studerende og bistå dem professionelt gennem hele deres karriere, siger han.