Ansøgning og frister
Du skal søge om optagelse på vores kandidatuddannelser gennem Ansøgningsportalen. Her skal du oprette en profil for at kunne oprette ansøgning(er) til de ønskede kandidatuddannelser. Find svar på relevante spørgsmål vedr. ansøgningsprocessen i vores FAQ.
AAU behandler alle ansøgere ligeværdigt uanset køn, seksuel orientering, alder, eventuelle handicap, religion, politisk overbevisning, social baggrund, national eller etnisk oprindelse.
Husk at kigge på den specifikke uddannelsens hjemmeside for at se, om uddannelsen har studiestart til september eller februar.
Studiestart september
Du skal søge senest den 1. marts kl. 23.59, hvis du vil optages til september.
Ansøgningsportalen åbner medio december.
Du får svar på din ansøgning senest d. 10. juni.
Ledige studiepladser
Husk, at vi annoncerer ledige studiepladser midt juni på vores hjemmeside kandidatoptag.aau.dk. Hold derfor øje med siden for mere info.
Ved ledige studiepladser tilbydes kvalificerede ansøgere optagelse efter først-til-mølle princippet.
Studiestart februar
Du skal søge senest den 15. oktober kl. 23.59, hvis du vil søge optagelse til februar. Husk at tjekke den specifikke uddannelse på kandidat.aau.dk for at se, om uddannelsen udbydes i februar.
Ansøgningsportalen åbner medio august.
Du får svar på din ansøgning senest d. 10. november.
Ledige studiepladser
Husk, at vi annoncerer ledige studiepladser d. 18. november til februaroptaget på vores hjemmeside kandidatoptag.aau.dk. Hold derfor øje med siden for mere info.
Ved ledige studiepladser tilbydes kvalificerede ansøgere optagelse efter først-til-mølle princippet.
I Ansøgningsportalen skal du uploade nedenstående dokumentation til din(e) ansøgning(er). Hvis det, du har uploadet, ikke er tilstrækkeligt, sender vi dig en rykker, hvor vi giver dig en deadline til at uploade det, vi mangler.
Du skal uploade nedenstående:
- Bachelorbevis inkl. karakterudskrift med beståede kurser og karakterer (hvis du endnu ikke har bestået din bacheloruddannelse, skal du uploade karakterudskrift med hidtil beståede fag)
- Dokumentation for bestået engelsk minimum B-niveau, hvis den søgte kandidatuddannelse er engelsksproget
På adgangsbegrænsede kandidatuddannelser vil der desuden være udvælgelseskriterier, som du kan finde på de specifikke uddannelsessider.
Bemærk at vi ikke godtager dokumentation sendt via post eller e-mail.
Søger du ind på en engelsksproget kandidatuddannelse?
Hvis du søger ind på en af vores engelsksprogede uddannelser skal du dokumentere, at du har engelsk på B-niveau. Det dokumenterer du ved at uploade dit gymnasiebevis eller en af de engelsk tests, som vi accepterer. Du kan læse mere om engelskkravet på den engelske version af vores hjemmeside:
Erhvervskandidat i revision
Hvis du søger om optagelse på den nye erhvervskandidat i Revision (4-årig), skal du huske at uploade din ansættelsesaftale (mindst 25 timer ugentlig) samt en tro-og love-erklæring. Er du iværksætter med en faglig relevant selvstændig virksomhed, skal dette også dokumenteres.
Hvis vi vurderer, at du ikke opfylder kravet om 25 timers ansættelse, på trods af indsendt dokumentation, vil din ansøgning blive overflyttet til optagelse på den ordinære Revisionsuddannelse.
Dokumentation for erhvervsaktivitet
Studerende på et dansk universitet?
Har du afsluttet eller er du i gang med at afslutte din bacheloruddannelse på et dansk universitet (ikke en professionshøjskole eller erhvervsakademi), behøver du ikke uploade bevis eller studiejournal manuelt, da vi har mulighed for at hente dit bachelorbevis og studiejournal i Ansøgningsportalen. Du skal blot huske at afkrydse feltet 'dataudveksling' i Ansøgningsportalen.
Følg vores vejledning nedenfor, når du skal logge ind første gang. Får du brug for yderligere hjælp, kan du besøge vores side med spørgsmål og svar til ansøgningsprocessen.
Vejledning til ansøgningsportalen
Teknisk support
Har du kigget i vejledningerne her på siden?
Har du kigget på siden ’FAQ’?
Har du stadig brug for hjælp, er du velkommen til at kontakte AAU IT Support.
På Aalborg Universitet må du søge max 3 kandidatuddannelser til samme studiestart. Har du mere end 3 prioriteter til Aalborg Universitet, vil de blive annulleret.
Vær opmærksom på, at du kun kan modtage ét tilbud om optagelse. Du tilbydes optagelse på den højest mulige prioriterede uddannelse, som du er kvalificeret til.
Du skal søge i Ansøgningsportalen. Her skal du logge ind med MitID eller oprette dig som bruger. Husk, at det er dit eget ansvar at holde dig opdateret med din ansøgningsstatus samt læse og svare på de beskeder, vi sender til dig.
Hvis du får tilbudt en studieplads, skal du i Ansøgningsportalen bekræfte, om du ønsker/ikke ønsker studiepladsen, og det skal du gøre indenfor den angivne deadline. Hvis du ikke bekræfter din studieplads indenfor den deadline, der er angivet i dit optagelsesbrev, vil tilbuddet om optag blive trukket tilbage, og studiepladsen vil blive givet videre til en anden ansøger.
Du er forpligtet til at oplyse om og søge merit for beståede uddannelseselementer fra alle tidligere uafsluttede uddannelsesforløb på samme niveau. Du skal derfor uploade studiejournal for de uddannelsesaktiviteter, du tidligere har bestået på uafsluttede uddannelser på samme niveau.
Kontakt
9220 Aalborg Øst
Mandag | 12:00 - 14:00 |
Tirsdag | 12:00 - 14:00 |
Onsdag | Lukket |
Torsdag | 12:00 - 14:00 |
Fredag | 12:00 - 14:00 |