Spring til indhold
ForsideUddannelseEfteruddannelseMasterManagement of Technology

JKF Industri's ledergruppe:

MMT-UDDANNELSEN HAR GIVET ORGANISATIONEN ET FÆLLES SPROG

Da udfordringerne blev for få og problemløsningerne for forudsigelige for projekt- og kvalitetschef Casper Houmann Jensen fra JKF Industri, søgte han nye udviklingsmuligheder. MMT-uddannelsen på Aalborg Universitet viste sig at være det, der skulle til for at styrke den faglige udvikling og samtidig bringe ny energi og innovative løsninger tilbage til organisationen

JKF Industri's ledergruppe:

MMT-UDDANNELSEN HAR GIVET ORGANISATIONEN ET FÆLLES SPROG

Da udfordringerne blev for få og problemløsningerne for forudsigelige for projekt- og kvalitetschef Casper Houmann Jensen fra JKF Industri, søgte han nye udviklingsmuligheder. MMT-uddannelsen på Aalborg Universitet viste sig at være det, der skulle til for at styrke den faglige udvikling og samtidig bringe ny energi og innovative løsninger tilbage til organisationen

Som uddannet produktionsingeniør har Casper Houmann Jensen altid vidst, at han skulle beskæftige sig med optimering og forbedring af produktionsprocesser i en større industrivirksomhed. Men efter flere år som projekt- og kvalitetschef hos produktionsvirksomheden JKF Industri A/S i Als følte han, at den faglige udvikling var gået i stå, og at han havde behov for en ny værktøjskasse, der kunne udfordre hans tilgang til problemløsning.

- Jeg følte, at jeg var nået til et punkt, hvor jeg havde brug for nye værktøjer og at lære mere om strategi, forretningsudvikling og ledelse for at kunne fortsætte min faglige udvikling og samtidig skabe mere værdi for virksomheden. I modsætning til andre MBA-uddannelser har MMT-uddannelsen fokus på teknologiledelse, og for en teknikinteresseret ingeniør, lød det helt ideelt for mig med denne vinkel, fortæller Casper Houmann Jensen, projekt- og kvalitetschef ved JKF Industri, der er en af de største produktionsvirksomheder i det sydøstlige Nordjylland med speciale i at levere moderne ventilationssystemer til blandt andet træ-, mølleri- og metalindustrien.

Heldigvis krævede det ikke meget overtalelse, da Casper Houmann Jensen præsenterede idéen om en MMT-uddannelse for sin leder Jacob Bøhme Christensen:

- Jeg har selv været censor på uddannelsen tidligere, og jeg havde derfor allerede et godt og positivt kendskab til studiet. Derfor blev jeg glad, da Casper kom til mig med et ønske om at starte på MMT-uddannelsen, da jeg så det som en oplagt mulighed for at fastholde og udvikle en dygtig medarbejder og samtidig få nogle nye perspektiver på vores organisation gennem de værktøjer og teorier, som præsenteres på uddannelsen, siger Jacob Bøhme Christensen, der er ansvarlig for Supply Chain og Production hos JKF Industris tre fabrikker i Danmark, Polen og Malaysia.

Nye værdifulde indsigter

MMT har bidraget til at gøre vores strategi skarpere og brede forståelsen af denne ud i organisationen. Det lyder måske simpelt, men er en forudsætning for at få mere succes fremadrettet, så for os har MMT-uddannelsen givet os nye og værdifulde indsigter i vores forretning, som vi bruger dagligt, fortæller Jacob Bøhme Christensen

Kræver åbenhed og opbakning

Netop en ny værktøjskasse med konkrete teorier og modeller har ifølge Jacob Bøhme Christensen været med til at skabe et rum for fagligt funderede diskussioner, som har bidraget med nye perspektiver på organisationen.  

- Vi har i højere grad lært at sætte teori i spil i virksomheden, holde workshops og forbedre forståelsen af JKF Industri, og hvad vi bidrager med til vores kunder. Samtidig har MMT bidraget til at gøre vores strategi skarpere og brede forståelsen af denne ud i organisationen. Det lyder måske simpelt, men er en forudsætning for at få mere succes fremadrettet, så for os har MMT-uddannelsen givet os nye og værdifulde indsigter i vores forretning, som vi bruger dagligt, fortæller Jacob Bøhme Christensen.

Samtidig har uddannelsen været en god udfordring for ledergruppen, som ligeledes skulle tilbage på skolebænken – nu med Casper som underviser.

- Vi har dannet en styregruppe omkring Caspers uddannelse, og det har været vigtigt at sikre, at hele ledelsen bakker op om uddannelsesforløbet. Det har krævet engagement og åbenhed fra virksomhedens side for at få det fulde udbytte af Caspers nye viden og færdigheder. Samtidig kræver det en vis ydmyghed, når man som leder nu skal lære af medarbejderen, men for os har det været ekstremt værdifuldt med de nye perspektiver, som har givet os et fælles sprog, vi ikke har haft tidligere, forklarer Jacob Bøhme Christensen.

Holistisk tilgang til organisationen

Da JKF Industri påbegyndte MMT-forløbet sammen med Casper Houmann Jensen, var Jacob Bøhme Christensen ikke i tvivl om, at uddannelsen ville være gavnlig for Caspers karriere – men der er særligt én ting, der har overrasket ham undervejs i forløbet:

- Det, der har overrasket mig mest er, hvor meget det rent faktisk har hjulpet os i ledergruppen og i organisationen generelt til at blive dygtigere og lære af Casper. Jeg havde en klar forventning om, at Casper ville gennemgå en faglig udvikling, men for os som organisation har det uden tvivl været en øjenåbner.

Casper Houmann Jensen er på nuværende tidspunkt halvvejs på MMT-uddannelsen, men allerede nu har studiet influeret hans rolle hos JKF Industri. Tidligere beskæftigede han sig primært med interne processer, men med de nye briller, MMT-studiet har givet ham, er han kommet bredere rundt i organisationen, hvor han nu også beskæftiger sig med udvikling af produkter samt identificering af nye markeder og kundegrupper.

- Uddannelsen har uden tvivl givet mig en bedre forståelse af virksomheden som helhed, og gennem nye redskaber og perspektiver har uddannelsen givet anledning til at få de forskellige afdelinger til at spille bedre sammen. Det giver et virkelig godt holistisk syn på virksomheden, slutter Casper Houmann Jensen.