Deltagerbetaling og økonomisk støtte
Deltagerbetaling og økonomisk støtte
Deltagerbetaling
Der er deltagerbetaling på alle universitetets deltidsuddannelser. Deltagerbetalingen ved universitetets efter- og videreuddannelser pålægges ikke moms.
Som deltidsstuderende betaler du (eller din arbejdsgiver) selv en del af udgifterne til undervisning og administration. Den anden del yder staten som et tilskud til universitetet i form af et såkaldt taxametertilskud.
Der gælder særlige betalingsregler for udenlandske studerende.
Deltagerbetalingen dækker undervisning og eksamen i det semester eller for det fag/kursus, som du er optaget på.
Du vil normalt have tre eksamensforsøg pr. prøve (dette vil fremgå af studieordningen).
Bemærk, at deltagelse i undervisning og eksamen forudsætter, at deltagerbetalingen er betalt inden studiestart på den dato, som fremgår af fakturaen.
Forbehold for ændring af deltagerbetalingen
Statens tilskud til deltidsuddannelser fastsættes en gang årligt i Finansloven. Aalborg Universitet tager derfor forbehold for eventuelle prisændringer efter d. 1. januar.
Det er en forudsætning for at kunne starte på din uddannelse og deltage i undervisning og eksamen, at deltagerbetalingen er betalt inden studiestart. Deltagerbetalingen varierer fra uddannelse til uddannelse. Prisen fremgår under den enkelte uddannelsesbeskrivelse på vores hjemmeside.
Deltagerbetalingen bliver opkrævet forud for hvert semester, dvs. to gange om året, og skal være os i hænde på den betalingsdato, som er oplyst på fakturaen. Betalingsdatoen vil altid være før semesterstart. Vær opmærksom på, at det er dit ansvar, at deltagerbetalingen betales rettidigt, også selv om du har en aftale med din arbejdsgiver om, at det er dem, der skal betale beløbet.
Hvis du har indgået aftale med din arbejdsgiver om betaling af dit uddannelsesforløb, kan fakturaen sendes direkte til din arbejdsgiver. Husk at give besked om det på ansøgningsskemaet samt oplyse CVR-nummer og - hvis din arbejdsgiver er en offentlig institution - også EAN-nummer (se også nedenfor). Hvis du ikke oplyser os om din arbejdsgivers betalingsadresse, vil fakturaen blive sendt til dig på din privatadresse.
Vær opmærksom på, at det er dit ansvar, at deltagerbetalingen betales rettidigt, også selvom du har en aftale med din arbejdsgiver om, at det er dem, der skal betale beløbet.
Hvis du er offentligt ansat, og din arbejdsgiver skal betale deltagerafgiften, SKAL universitetet opkræve deltagerbetalingen i form af en e-faktura. Det er derfor meget vigtigt, at du, inden du udfylder ansøgningsskemaet, indhenter de fornødne oplysninger om CVR-nummer, EAN-nummer og evt. P.O. nummer hos din arbejdsgiver. Kun hvis disse oplysninger fremgår, er vi i stand til at sende betalingsopkrævning til din arbejdsgiver i form af en e-faktura.
Vær opmærksom på, at vi skal have oplyst både CVR-nummer og EAN-nummer på din arbejdsgiver.
Hvis du har betalt for et semester eller enkeltfag men ikke har gennemført det, har du to muligheder:
- Du kan vælge at læse semesteret/faget op selv og benytte dig af de eksamensforsøg, som du har ret til, uden at du skal betale yderligere. Du kan ikke deltage i undervisningen igen eller modtage vejledning af underviserne.
- Hvis du ikke selv kan læse semesteret/faget op men har brug for at følge undervisningen igen, og evt. også har brug for vejledning, skal du betale for semesteret/faget en gang til. Uanset hvor mange gange du ønsker at modtage undervisning i et fag, skal du betale for hver gang, du bliver genindskrevet, men du har stadig kun tre eksamensforsøg. Du kan således ikke købe dig til flere eksamensforsøg, men du kan til enhver tid købe mere undervisning.
Hvis du har betalt for en uddannelse eller et kursus men ønsker at melde fra uddannelsen/kurset, er der forskellige forhold gældende med hensyn til deltagerbetalingen:
Udmeldelse før semesterstart
Hvis du udmelder dig, og vi har registreret din udmeldelse, før semesterstart (som er d. 1. september og 1. februar), vil du have mulighed for at få refunderet din deltagerbetaling.
Nogle uddannelser har studiestart allerede i august og januar. I disse tilfælde vil du kun kunne få refunderet deltagerbetalingen, hvis vi har modtaget og registreret din udmeldelse inden afholdelsen af det første seminar i august og januar.
Hvis du ønsker at få deltagerbetalingen refunderet, skal du - ud over at melde dig fra studiet via STADS-selvbetjening eller via e-mail til kontoret for Efteruddannelse (efteruddannelse@aau.dk) - kontakte os på tlf. 9940 9420 eller e-mail for aftale om refusion.
Hvis du på din ansøgning har angivet, at det er din arbejdsgiver, som skal betale deltagerafgiften, skal du også huske at informere din arbejdsgiver om, at du har frameldt dig uddannelsen, så din arbejdsgiver ikke betaler den faktura, vi har sendt til dem.
Udmeldelse efter semesterstart
Hvis du udmelder dig på dagen for eller efter semesterstart (som er d. 1. september og 1. februar), kan du ikke få dit deltagergebyr refunderet.
Bemærk: Nogle uddannelser har studiestart allerede i august og januar. I disse tilfælde kan du ikke få dit deltagergebyr refunderet, hvis du udmelder dig på dagen for eller efter afholdelsen af det første seminar.
OBS: Du kan sagtens søge optagelse FØR bevilling af støtte er givet
Økonomisk støtte
Er du ansat i staten, kan du søge om fondsstøtte til din kompetenceudvikling. Du kan søge støtte til uddannelses- og kursusgebyr (excl. moms), materialer og transport og ophold. Læs mere på hjemmesiden for Den Statslige Kompetencefond
Den Regionale Kompetencefond kan give støtte til efter- og videreuddannelse, hvis du er regionalt ansat og omfattet af en overenskomst/aftale mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og en af de faglige organisationer, der er med i aftalen: Læs mere på hjemmesiden for Den Regionale Kompetencefond
For at kunne få tilskud fra Den Kommunale Kompetencefond skal du være kommunalt ansat samt være omfattet af en overenskomst mellem KL og en af de faglige organisationer, der er med i aftalen: Læs mere på hjemmesiden for Den Kommunale Kompetencefond
Er du i arbejde, har faglært eller ufaglært baggrund (uden videregående uddannelse), kan du søge om støtte til deltagerbetalingen på HD2 gennem Omstillingsfonden. HD1 er et grundforløb (og ikke en videregående uddannelse), så hvis du har en HD1 (og ikke anden uddannelse på tilsvarende eller højere niveau), har du mulighed for at søge om støtte til HD2 eller enkeltfag herfra.
Du kan IKKE søge om støtte til HD1.
Du kan IKKE søge om støtte, hvis du har en afsluttet akademi-/erhvervsakademiuddannelse eller lignende videregående uddannelse.
STØTTE TIL DELTAGERBETALING PÅ HD2 GENNEM OMSTILLINGSFONDEN
Der kan gives støtte til deltagerbetaling til uddannelsesmoduler på maksimalt 10.000 kr. pr. person årligt. Midlerne uddeles efter først til mølle-princippet og kan ikke overføres eller reserveres til senere brug.
Hvis en kursist deltager i et eller flere moduler med en samlet deltagerbetaling over 10.000 kr. inden for et enkelt år, skal differencen mellem det maksimale tilskud fra Omstillingsfonden og den samlede deltagerbetaling faktureres kursisten eller dennes arbejdsgiver.
Læs mere om målgrupper for Omstillingsfonden eller se FAQ om Omstillingsfonden her.
SØG OM STØTTE FRA OMSTILLINGSFONDEN
Aalborg Universitet (AAU) har fået del i midlerne fra Omstillingsfonden. Det betyder, at man som studerende på HD2 (både det samlede forløb og enkeltfag derfra) kan søge om støtte fra Omstillingsfonden, hvis man opfylder ovenstående kriterier.
- Er du kommende studerende, skal du søge om økonomisk støtte som led i ansøgningsprocessen ved at udfylde og uploade udfyldt Tro- og loveerklæring på din ansøgning i ansøgningsportalen (DANS).
- Er du igangværende studerende, som ønsker at søge om økonomisk støtte ift. kommende semester, skal du udfylde tro- og loveerklæring og sende den til omstillingsfonden@adm.aau.dk - senest d. 30. november 2024 ift. forårssemesteret 2025. Vi er forpligtet til at modtage din Tro- og loveerklæring fra en sikker mail, så derfor vil vi bede dig sende Tro- og loveerklæringen fra din AAU-mail.
- Tro- og loveerklæring findes her
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kontoret for Efteruddannelse på tlf. 9940 9420 (tirsdag, torsdag og fredag kl. 12-14) eller e-mail efteruddannelse@aau.dk.
Læs mere
Læs evt. mere om Omstillingsfonden på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.
Hvis du er berettiget til støtte, skal du være opmærksom på, at de oplysninger, du giver på Tro- og loveerklæringen, videregives til Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte. Læs mere om Styrelsens behandling af personoplysninger på deres hjemmeside.
Som ansat i finanssektoren kan du søge støtte til efteruddannelse gennem Finanskompetencepuljen. Læs mere om puljen her.
Er du ansat inden for finanssektoren og dækket af overenskomsten mellem Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening, kan du søge om økonomisk støtte til en række udvalgte enkeltfag på Master i IT. Læs mere på IT-vests hjemmeside.
Hvis din arbejdsgiver afholder hele uddannelsesudgiften for dig, kan virksomheden trække udgiften fra i skat, da det er en udgift, som vedrører efteruddannelse. Det vil ifølge SKAT sige uddannelse, der har til formål at vedligeholde og ajourføre den viden eller de kvalifikationer, som kræves for, at en medarbejder kan bestride sit aktuelle arbejdsområde. Vi henviser til SKAT, da grænsen mellem efteruddannelse og videreuddannelse ikke er helt tydelig. Læs mere på SKATs hjemmeside.
Med en bruttolønsordning kan du aftale med din arbejdsgiver, at virksomheden dækker udgifterne til din efteruddannelse mod, at du går ned i løn.
Adgang til at anvende bruttolønsordningen kræver, at der er givet adgang til at etablere sådanne ordninger lokalt. Adgang til disse ordninger kan ske gennem aftale eller overenskomst. Du skal derfor altid undersøge de lokale muligheder i din organisation. Bemærk: I de statslige aftaler og overenskomster er der ikke givet sådan en hjemmel.
Se de to videoer med statsautoriseret revisor Thomas Andersen fra Beierholm, hvor han forklarer om bruttolønsordningen:
Finansiering af Efter- og videreuddannelse 1
Finansiering af Efter- og videreuddannelse 2
Offentlige og private arbejdsgivere, som sender faglærte eller ufaglærte beskæftigede af sted i videreuddannelse eller opkvalificering, har ret til at få udbetalt jobrotationsydelse af jobcentret, når der samtidig ansættes en ledig som vikar for de beskæftigede. Læs mere på hjemmesiden for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU)
Som efter- eller videreuddannelsesstuderende på en videregående uddannelse kan man ikke få SU, men man kan i visse, sjældne tilfælde søge om SVU, Statens Voksenuddannelsesstøtte.
En af forudsætningerne er bl.a., at du studerer på fuld tid, dvs. følger uddannelse, der vægter 30 ECTS point pr. semester eller 1,154 ECTS pr. uge. Læs mere om dette her:
Kun SVU til videregående heltidsuddannelser
En anden forudsætning er, at den uddannelse, du søger om SVU til, ikke er en SU-berettiget uddannelse.
Bemærk i øvrigt, at det ikke er muligt at få SVU til uddannelse på videregående niveau, hvis du allerede har afsluttet en videregående uddannelse.
For flere oplysninger om SVU, se www.svu.dk eller kontakt Professionshøjskolen Nordjylland (UCN), som er SVU administrator.
Aalborg Universitet er forpligtiget til at foretage såkaldt aktivitetskontrol. Universitetet foretager indberetning til SU-styrelsen hvis:
- du ikke har betalt deltagerbetalingen
- du ikke er tilmeldt eksamen på de tidspunkter, hvor eksamen indgår i det normerede forløb
- du ikke er studieaktiv på fuld tid.
Udenlandske statsborgere
Aalborg Universitet opkræver fuld studieafgift for studerende, der ikke er statsborgere i et EU-land eller et EØS-land. Universitetet modtager ikke statstilskud for denne gruppe af studerende. Det er altså dit statsborgerskab, der afgør, om du skal betale fuld studieafgift - ikke din bopæl.
Fuld studieafgift betyder, at studerende fra disse lande skal betale både deltagerbetalingen og et beløb svarende til det manglende statstilskud.
Reglerne gælder udenlandske deltagere på alle vore deltidsuddannelser. Dette har især betydning for udenlandske studerende på de masteruddannelser, som helt eller delvis henvender sig til et internationalt publikum:
- Master of Problem Based Learning in Engineering and Science (MPBL)
- Master in Information and Communication Technologies (mICT).
Vi kender ikke altid på forhånd de konkrete priser for ikke-EU borgere og ikke-EØS borgere på deltidsuddannelserne. Hvis du er interesseret i at kende prisen på en bestemt uddannelse, er du velkommen til at henvende dig til kontoret for Efteruddannelse. Vi vil så sørge for at indhente prisen i løbet af et par dage.
Der findes undtagelser til ovenstående betalingsregel. Hvis du ikke er statsborger i et EU/EØS-land men er indehaver af enten en "tidsubegrænset opholdstilladelse" eller "tidsbegrænset opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold i Danmark, Finland, Island, Norge eller Sverige", skal du kun betale selve deltagerbetalingen lige som de danske studerende.
Hvis du har en tidsubegrænset opholdstilladelse eller en tidsbegrænset opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold i Danmark, skal du medsende en kopi af din opholdstilladelse sammen med din ansøgning.
EU-borgere og EØS-borgere skal betale det samme som danske statsborgere.
EU-borgere
- Er statsborgere i Østrig, Belgien, Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Danmark, Cypern (kun gældende for det Græsk-cypriotiske område), Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Holland, Ungarn, Irland, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien og Sverige.
EØS-borgere
- Er statsborgere fra Liechtenstein, Norge og Island.
Har du schweizisk statsborgerskab, har du samme rettigheder som EU/EØS-borgere.
Britiske statsborgere efter Brexit
Hvis du er britisk statsborger, og du - før d. 1. januar 2021 - er bosat permanent i Danmark i overensstemmelse med EU-reglerne om fri bevægelighed, vil deltagerbetalingen være den samme som for EU- og EØS-borgere.
Du skal dokumentere din bopælsstatus i ansøgningen til deltidsuddannelsen.
Se evt. Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside for yderligere oplysninger.
Forbehold
Aalborg Universitet forbeholder sig retten til at undlade at igangsætte de uddannelser, fagpakker, moduler og enkeltfag, som er udbudt på hjemmesiden, på grund af utilstrækkelig søgning eller andre særlige omstændigheder.
Der tages forbehold for ændringer i deltagerbetalingen, indholdet i uddannelserne, afholdelsestidspunkt og -sted m.v.
Der tages desuden forbehold for fejl, mangler og ændringer i informationen på hjemmesiden.