Spring til indhold

Selvstændig landinspektør rådgiver om fremtidens byer

Malene er uddannet landinspektør. For et halvt år siden sprang hun ud som selvstændig. ”Jeg har stiftet virksomheden Din Plan, hvor jeg rådgiver og projektleder omkring lokalplanlægning,” fortæller Malene.

Selvstændig landinspektør rådgiver om fremtidens byer

Malene er uddannet landinspektør. For et halvt år siden sprang hun ud som selvstændig. ”Jeg har stiftet virksomheden Din Plan, hvor jeg rådgiver og projektleder omkring lokalplanlægning,” fortæller Malene.

”Jeg oplever, jeg har fundet ind til fagligheden og kerneopgaven,” fortæller Malene. ”Det har egentlig ikke været særlig skræmmende at starte op som selvstændig. Jeg nyder at lære noget nyt, og der er mange gode start-up programmer, hvor man kan få hjælp og vejledning. Og administrationen har faktisk ikke været en sur pligt. Det er nærmest blevet lidt en hobby.” Malene sammenligner springet med at starte nyt job – i et nyt job er der også altid nye opgaver, men man lærer hen ad vejen.

Bæredygtighed i bred forstand

Malenes virksomhed rådgiver i lokalplanlægning. Særligt beskæftiger Malene sig med bæredygtighed i bred forstand. Klima, miljø, by og mennesker skal nemlig gå op i en højere enhed, når nye områder i en by planlægges.

En nyere tendens handler bl.a. om, at flere og flere i dag bor alene. Her kommer begrebet ’social bæredygtighed’ ind i billedet. For hvordan indretter vi bedst vores byer så klima, miljø og mennesker får plads – og samtidig undgår ensomhed? ”Her kan bofællesskaber være en del af svaret,” forklarer Malene. ”Bofællesskaber kan planlægges på forskellige måder for forskellige målgrupper; det kan være målrettet ældre mennesker eller fx børnefamilier. Afhængig af målgruppen vil der være fælles faciliteter og aktiviteter som fx fællesspisning,” uddyber hun. Malenes kunder kan i den forbindelse være alt fra typehusfirmaer til kommuner, entreprenørselskaber, boligselskaber eller arkitekter.

Fleksibilitet og faglighed

Malene bruger i høj grad sin tekniske og juridiske specialistviden i sit virke. Som landinspektør har hun nemlig helhedsblikket på lokalplaner og sammenhængen til skel, bygningsreglement, miljølovgivning og planlovgivning.

”Noget af det bedste ved at være selvstændig er, at jeg kan styre det 100% selv. Jeg er både direktør, rådgiver, produktion, salg osv. Jeg har berøring med hele processen, og kan derfor altid stå inde for det endelige produkt. Det giver ro i maven.”

Malene har selv mand og tre børn, og hun oplever, at fleksibiliteten som selvstændig har været en gave til familielivet; ”jeg bestemmer jo selv, hvornår jeg vil arbejde. Og indtjeningen går til mig, og ikke til alt muligt andet administrativt.”

Landinspektøruddannelsen

Malene oplever ofte, at hun skal forklare, hvad en landinspektør egentlig laver. ”Det er jo enormt bredt, hvad vi kan beskæftige os med. Nogle bliver fx overraskede over rådgiverdelen, som jeg selv er utroligt glad for,” siger Malene. Hun håber, at flere i fremtiden vil få øjnene op for landinspektøruddannelsen, for branchen kan næsten ikke få nok.