Bachelor
Datalogi
Derfor skal du læse uddannelsen
Aalborg
3-årig uddannelseDansk
Bachelor
Datalogi
Derfor skal du læse uddannelsen
Aalborg
3-årig uddannelseDansk
Datalogi er en uddannelse for dig, der gerne vil forme fremtidens IT-løsninger. Du lærer at programmere og designe IT-systemer, der gør en forskel, og du kan se frem til at blive en eftertragtet medspiller på tværs af brancher – lige fra sundheds- og finanssektoren til medieverdenen.
Studiet kombinerer matematik og programmering, og giver dig den nyeste viden om bl.a. kunstig intelligens, databasedesign og algoritmer, og du får værktøjer til at arbejde analytisk og kreativt med systemer og data.
Uddannelsen giver dig kompetencer, du kan gøre brug af med det samme. Det gør det bl.a. nemt for dig at finde et relevant studiejob. Og jobmulighederne er også gode, når du er færdig – hvad enten du har en drøm om at blive programmør, systemudvikler eller IT-arkitekt. Kandidater i Datalogi har været i høj kurs længe, og vil være det langt ind i fremtiden.
Til en start får du en indføring i datalogiens teoretiske grundlag og kommer til at lære forskellige typer af programmering, som er det helt centrale redskab til at få de kreative idéer til at leve. På det andet år bygges der på med computerarkitektur og kunstig intelligens, mens du på tredje år kan se frem til at styrke vigtige færdigheder som modellering og verifikation. Du slutter af med et bachelorprojekt.
Datalogi tager som alle andre uddannelser på Aalborg Universitet udgangspunkt i problembaseret læring, PBL. Det betyder, at undervisningen ved siden af forelæsninger består af team- og projektarbejde ofte i samarbejde med erhvervslivet og andre eksterne partnere. Du vil opleve, at denne tilgang ikke bare giver de forskellige opgaver en konkret relevans, men også giver studiet en ekstra social dimension.
Det lærer du på uddannelsen (semesteroversigt)
Hvem læser på uddannelsen?
Nogle vil sige, at datalogistuderende er en særlig type studerende. Det er nok rigtigt. Vi oplever, at det er unge mennesker med en god forståelse for matematik og interesse for IT, og som tit og ofte også har en løsningsorienteret tilgang til verden.
Når det er sagt, vil du opleve, at Datalogi er en uddannelse, der favner bredt. Der er forskellige tilgange og ikke mindst vidt forskellige drømme i forhold til, hvad studerende vil med datalogi. Nogle drømmer om at kunne forudsige den næste pandemi, mens andre har sat sig for at gøre online-shopping mere sikker. Og så er der dem, som finder ud af, at de gerne vil forske eller selv starte virksomhed. Datalogi på Aalborg Universitet er kort sagt et sted, hvor de studerende er fælles om at ville noget forskelligt.
Vi hører det tit, så vi slår det lige fast: selvom programmering er en fundamental ting på studiet, er der ikke noget krav om, at du skal kunne det på forhånd. Det er en del af din læring og udvikling på studiet. Faktisk kan det være en fordel, at du ikke kender til programmering på forhånd – så har du nemlig ikke dårlige programmeringsvaner, som skal rettes op, når du begynder på studiet.
Det eneste, vi kræver – udover de formelle adgangskrav – er nysgerrighed og åbenhed. For der er ingen tvivl om, at det er den evne i kombination med digitale kompetencer, der kommer til at forme fremtidens løsninger.
Hvordan er det at læse på uddannelsen?
Det er både spændende og krævende at læse Datalogi på Aalborg Universitet. Sådan er det, når man er en del af Danmarks stærkeste datalogiske fagmiljø. Det er et fuldtidsarbejde med undervisning, øvelser, teamwork og selvstændig forberedelse.
På hvert semester har du en række obligatoriske kurser inden for fx matematik, programmering, kunstig intelligens, brugergrænseflader, udvikling af systemer og meget mere. Ved siden af kurserne har du projektarbejde i teams med henblik på gruppeeksamener. Det kræver, at du møder frem dagligt og er indstillet på at arbejde tæt sammen med dine medstuderende.
Både til kurserne og i forbindelse med gruppearbejdet lærer du de vigtigste metoder og værktøjer, og du bliver trænet i at arbejde tværfagligt, kreativt og løsningsorienteret.
Sociale og faglige aktiviteter
Datalogi-uddannelsen hører til på Institut for Datalogi. Det betyder, at du dagligt i vores bygninger kan møde og snakke med studerende fra vores andre uddannelser - Software, Interaktionsdesign, Datavidenskab og Machine Learning, Informationsteknologi, Computer Science (IT) og Digitalisering og applikationsudvikling.
Studenterklubberne på Institut for Datalogi arrangerer året rundt sociale og faglige aktiviteter, som f.eks. LAN-party, brætspilsaften, filmaften og workshops. Her kan du møde dine medstuderende i nye og andre rammer, som du naturligvis også selv kan være med til at bidrage til.
Hvordan ser fremtiden ud med uddannelsen?
Jobmulighederne er mange, for datalogi-uddannede er eftertragtede både i den offentlige og private sektor inden for en lang række IT-områder. Stort set alle brancher har brug for IT-specialister og ud over hos IT-virksomhederne, så efterspørges dataloger også i f.eks. produktions-, medie-, mobil-, energi-, detailhandels-, forsikrings-, miljø og klima-, sundheds-, spil-, biotech- og konsulentbranchen.
Næsten uanset hvad du interesserer dig for, ser fremtiden god ud. Der er stor efterspørgsel på kandidater i Datalogi fra Aalborg Universitet. Det skyldes ikke alene din evne til at kunne programmere, tænke systematisk og skabe konkrete løsninger i en verden, hvor IT har indflydelse på alt, men også de særlige samarbejdsfærdigheder, du får med dig gennem den problembaserede læring (PBL).
Ifølge Erhvervs- og vækstministeriets "Redegørelse for Danmarks Digitale Vækst 2016" skønnes det, at der i 2030 vil være en mangel på 19.000 IT-specialister - og nogle af dem vil helt sikkert være interaktionsdesignere.
Stå stærkere på jobmarkedet med en kandidatuddannelse
Som bachelor i Datalogi kan du vælge bygge oven på med en 2-årig kandidatuddannelse i enten Datalogi eller Software.
Med en kandidatuddannelse og dine unikke samarbejdsfærdigheder og gode problemløsende kompetencer vil du stå stærkere på arbejdsmarkedet og i højere grad få mulighed for at præge din karriere.
Beslægtede uddannelser
Hvis du synes uddannelsen i Datalogi lyder spændende, så prøv at læse om de beslægtede uddannelser på Institut for Datalogi. Vi har erfaring med, at det kan hjælpe på studievalgsprocessen. Du kan måske opdage en uddannelse, der passer dig bedre - eller bare blive mere sikker på dit valg.
Software (Aalborg) | Software (København) | Interaktionsdesign | Informationsteknologi | Datavidenskab og Machine Learning
Optagelse og adgangskrav
Kontakt
Tilmeld dig AAU's nyhedsbrev til gymnasieelever
Vær blandt de første til at modtage nyheder om uddannelser, ansøgningsfrister, studievejledning, åbent hus, livet som studerende og meget mere og tilmeld dig vores nyhedsbrev.
Nyhedsbrev