Af Finn Thorbjørn Hansen, professor på Institut for Kommunikation og Psykologi.

For lidt over en uge siden havde jeg den store fornøjelse at være den ene keynote – den anden var den norske professor Otta Ness, der er leder af Nordic Research Center for Wellbeing and Social Sustainability fra Tronheim universitet i Norge – på årskonferencen for familieterapeuter i Danmark (STOK).

Her var temaet ”Forskning på egen hånd i egen praksis”. Vi var begge inviteret som forskere, fordi vi er specialister inden fænomenologisk praksisforskning og aktionsforskning. Vi har begge oplevet, hvor berigende det kan være at forske ikke ´på´ men ´med´ mennesker i forskellige professioner og kontekster.

Samspillet, samarbejdet og samskabelsen mellem den universitetsuddannede forsker og praktikerne fra feltet som ’medundersøgere’ kan få noget unikt og originalt frem forskningsmæssigt. Det sker, fordi forskeren med sin faglighed og praktikerne med deres faglighed sammen kan ’fremkalde’ inderside-forståelser af praktikernes livsverden og kunnen. En viden, som praktikerne har-i-deres-gøren, men som de savner et ’stemt videnskabeligt sprog’ for. Det kan forskeren så til gengæld give med sine spørgsmål, særlige forskerkompetencer og blik for ’state-of-the-art’ på området.

Mit hjertesuk skyldes ikke, at arrangørerne på denne konference ønskede at sætte fokus på ’forskning på egen hånd og i egen praksis’. Der var på dagen en fin forståelse for, at man selvfølgelig bør sondre mellem ’praksisforskning’, som sker i samarbejde med en forsker på den ene side, og så den ’aktionslæring’, det udviklingsarbejde, innovation eller såkaldt ’research’, som en praktiker sammen med en ikke-forsker (f.eks. en konsulent, underviser eller innovator) kan få i spil.

Mit hjertesuk skyldes den dybe respekt, som jeg og mine kollegaer på universitetet og forskere på professionshøjskoler, der også har tilegnet sig en ph.d.-grad, virkelig har for de ph.d.-studerende, vi møder i vores ph.d.-vejledning. De kæmper dagligt – eller har kæmpet – en enorm kamp såvel privat som fagligt for at gennemføre en forskeruddannelse, der først er afsluttet, når og hvis man til det formelle ph.d.-forsvar bliver vurderet til at have skrevet en ph.d.-afhandling på ph.d.-niveau. Det er en stor dag at nå dertil. Men det er ikke alle, der formår det. Det kan være utroligt hårdt (men også utrolig givende) og virkelig et maraton, som især viser sig på det allersidste stykke, når afhandlingen skal gøres helt færdig og klar til at blive vurderet af de fagkyndige.

Denne respekt retter sig to veje. Til dem som går hele vejen og afslutter med en ph.d.-grad. Og til dem, der undervejs eller måske lige efter forskeruddannelsens sidste kursus vælger at stoppe og ikke indleverer deres afhandling af enten personlige eller faglige grunde. Som ph.d.-vejledere ved vi hvilken stor menneskelig beslutning, det er at vælge ikke at indlevere ph.d.-afhandling, når man har arbejdet på den i årevis. Men det kan for det enkelte menneske være den helt rigtige beslutning, som vedkommende senere med god grund kan være stolt af at have truffet.

Mit hjertesuk og anfægtelse retter sig derfor mod dem, der nok færdiggjorde diverse kurser på forskeruddannelsen, men ikke opnåede en ph.d.-grad, og som alligevel kalder sig for ’forskere’. Det er i mine øjne respektløst både over for de ph.d.-studerende, der gik hele vejen, og over for forsker-faget som sådan, fordi det at gå hele vejen er et vidnesbyrd på, at man er vurderet egnet som forsker. Det betyder, at man har bevist, at man er i stand til at gå langt ned i en videnskabelig undersøgelse og blive der på en langsom, ydmyg, vedholdende, systematisk og undrings-ledet måde. Dem, der ikke kommer igennem, er ofte udfordret netop på dette punkt.

Samme respektløshed over for forskerfaget finder jeg inden for professionshøjskolerne, når professionshøjskole-lektorer, der ikke har en ph.d.-grad vælger (eller måske er det utilsigtet, og fordi de ikke ved bedre?) at oversætte deres arbejdstitel til ’Associate Professor’ i deres signatur. Dermed har de –vupti – sprunget hele forskeruddannelsen til ph.d.-graden over samt den forskeruddannelse, der fortsætter, når man på universitetet efter endt ph.d.-grad evt. går vejen fra postdoc til adjunkt, lektor og professor på universitetet. Igen: Det er falsk varedeklaration, som er med til at devaluere, hvad forskning er og kan få udenlandske universitetslektorer som retteligt bærer betegnelsen ’Associate Professor’ til at tro, at denne professionshøjskole-lektor ikke bare er forsker, men endda forsker på højt niveau.

På Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside kan man se, hvad man rettelig skal kalde sig, hvis man er uddannet forsker (altså kom i mål og fik sin ph.d.-grad) eller ej. Er man professionshøjskole-lektor uden ph.d.-grad må man kalde sig ”Associate Lecturer”.

Se: https://ufm.dk/uddannelse/anerkendelse-og-dokumentation/dokumentation/termbase

Så er der måske dem, der trækker kortet: ”Men betegnelsen ’forsker’ er jo ikke en beskyttet titel!” Nej, det er forskertitlen ikke. Ligesom ’pianist’-titlen heller ikke er det, sammen med så mange andre respekterede fagligheder. Til gengæld ved dem, der er dygtige inden for deres fag, hvem der fortjener titlen som forsker, pianist eller hvad man nu engang har gjort til sin specialitet.  

Hvilket selvfølgelig må lede til spørgsmålet: "Hvorfor er ordet forsker ikke en beskyttet titel?” Ligesom ordet arkitekt er en beskyttet titel, når man skriver ”arkitekt MAA” og ved at blive medlem af Arkitektforeningen, hvorfor kan man så ikke også have lave en Forskerforening i Danmark (lige som vi har Forskerforum), hvor dem, der kan bære titlen ’forsker’, er dem, der som minimum har en ph.d.-grad. Et sådant medlemskab vil da give den beskyttede titel ”forsker PHD”.