Hos KARAKTER arkitektur ApS er der afsat tid hver uge til læsning af faglitteratur, men det kan alligevel knibe for de ansatte at nå at holde sig helt opdaterede. Det er lettere at tilegne sig ny viden via de studerende, så hver uge, når de studerende kommer, afholdes 15 minutters videndelingsmøde, hvor de studerende fortæller om deres mest spændende forelæsning i løbet af ugen, og de ansatte fortæller om deres faglitteraturlæsning.
Forskellige typer samarbejde – forskelligt udbytte
KARAKTER arkitektur ApS har som nævnt erfaring med mange typer samarbejde med studerende, og ifølge Mai kan de forskellige typer samarbejde noget forskelligt. Hun uddyber:
”Med besvarelse af spørgeskemaer får vi takket være de studerende sat fokus på de nyeste emner inden for vores felt, såsom LCA [Life Cycle Assessment], AI, bæredygtige materialer og permakultur. Vi som virksomhed bidrager med praksis-viden om teorierne samt med at give de studerende en fornemmelse af, hvordan en tegnestue fungerer”.
Om arbejdet som censor fortæller hun:
”Her bidrager de studerende med den nyeste viden inden for vores felt. Vi læser deres rapporter og bliver klogere på teorien bag dét, der rør sig. Som virksomhed bidrager vi med at få sat nye perspektiver på de studerendes projekter, samt deres tilgang til et projekt med analyser samt anvendelsen af disse, for at få skabt et produkt i sidste ende”.