Besøg
Hvordan virker internettet?
Besøg
Hvordan virker internettet?
Besøg
Besøg
Kort beskrivelse af aktiviteten: Internettet gør det muligt for os at tilgå informationer og interagere med personer hvor som helst på jorden, så længe vores telefon eller computer har en fungerende forbindelse til internettet. Helt konkret er internettet en sammenkobling af mange netværk, der er forbundet igennem netværksudstyr kaldet routere og switche. Uanset om vi bruger sociale medier, foretager lyd eller video-opkald eller finder information på websider bliver de respektive data i form af tekst, billeder, lyd eller video opdelt i såkaldte datapakker, som bliver videresendt mellem forskellige netværk ligesom postvæsnet lever pakker imellem forskellige pakkecentraler, indtil de endelig når frem til deres destination. Ved destinationen bliver datapakkerne opsamlet og stykket sammen til fx et billede, eller en del af et lyd- eller videoklip. Dette foregår lynhurtigt og usynligt for brugeren.
Vi vil løfte sløret for hvad der egentligt foregår, når vi bruger internettet. Du får indsigt i, hvad der sker, når du åbner en browser og indtaster adressen på et website, du gerne vil besøge. Du vil lære om nogle af de kommunikationsprotokoller, der faciliterer denne proces, og vi vil se eksempler på meget anvendte protokoller som IP og TCP.
For at gøre lektionen interaktiv, vil vi bruge et program til at opfange de datapakker, der bliver sendt over internettet, og med hjælp af programmet Wireshark vil vi undersøge, hvad der sker.
Vi ser også på forskellige forbindelsestyper, altså hvordan vi som brugere kan koble os på internettet. Vi diskuterer forskelle mellem kablede bredbåndsforbindelser og trådløse forbindelser såsom 4G og WiFi.
Såkaldte routing-protokoller spiller en stor rolle i internettet, da de bruges til at finde en vej, som datapakkerne kan bruge til at rejse gennem et netværk. Vi diskuterer forskellige metoder til at finde en vej og ser på algoritmer, der finder den korteste vej.
Karakter af besøgets indhold: Foredrag og øvelser. Det er en mulighed for tilpasset aktivitet
Faglig relevans: Fysik, Teknikfag/Teknologi, Kommunikation/IT
Nøgleord: Internet, datakommunikation, netværk
Forventet niveau: 1.g, 2.g., 3.g
Forberedelse: Forud for præsentationen fremsendes en vejledning for installation af Wireshark. Efter præsentationen gives litteratur omhandlende relevante emner hvis man vil læse mere.
Udbytte: Forståelse af moderne kommunikationsteknologier; indsigt i netværks protokoller og hvordan et computernetværk er ombygget.
Maks. antal personer: -
Tidspunkter for besøget: Aftales med kontaktperson
Besøgets varighed: Som udgangspunkt en halv dag, kan dog tilpasses.
Mødested: Besøget afholdes på campus i Aalborg Øst, på Fredrik Bajers vej 7C.
Kontaktperson: gymnasieportalen@adm.aau.dk, lektor Jimmy Nielsen
Detaljeret beskrivelse / Bilag: Hvis der er interesse herfor, kan der arrangeres besøg hos en eller flere projektgrupper på computerteknologistudiet, hvor der vil være mulighed for at tale med de studerende om, hvordan de har oplevet overgangen fra gymnasiet/HTX til universitetet, og hvad de indtil videre har arbejdet med på computerteknologistudiet.