Netværket Undervisning og Formidling (NUF)
Netværket Undervisning og Formidling (NUF) er et uddannelsesnetværk, der dækker fagområderne Dansk, Engelsk og Filosofi. Netværket er et forum for viden- og erfaringsudveksling, hvor undervisere kan komme på forkant med den nyeste forskning inden for litteratur, sprog, medier, kultur og filosofi, og hvor forskere på AAU kan få indblik i de krav og forventninger, der stilles til tidssvarende uddannelser og til de kandidater, der uddannes fra universitetet.
Tilmelding til Netværket for Undervisning og Formidling
Kommende arrangementer
Netværkets formål
Formålet med netværket er at formidle og diskutere den nyeste viden inden for dansk og engelsk, litteratur, sprog og medier samt inden for fagområdet filosofi. Omdrejningspunktet for netværket er undervisning og formidling af fagområderne såvel enkeltvis som komparativt. Ved netværkets arrangementer lægges der vægt på, at deltagerne får ”noget med hjem”, som kan anvendes i egen undervisning eller formidling.
Netværkets målgruppe
Målgruppen for netværket er undervisere i dansk, fremmedsprog og filosofi på handelsskoler, gymnasier, tekniske skoler, læreruddannelser og universitetet samt formidlere i den private og offentlige sektor. Der afholdes typisk tre netværksmøder årligt á 2 timers varighed. Netværket gør primært brug af undervisere og forskere fra AAU, som præsenterer og debatterer egen forskning.
Fagligt indhold
Netværkets faglige indhold planlægges af en styregruppe, der består af repræsentanter fra forskellige institutioner og fagområder. Deltagelse i netværket er gratis.
Tidligere arrangementer
Peter Stein Larsen om Digtets retorik - Indgange til moderne verdenslyrik
Torsdag den 4. april kl. 16-18 rum 2.117, Kroghstræde 3, 9220 Aalborg Øst.
Oplægget knytter sig til bogen Digtets retorik, Indgange til moderne verdenslyrik (Forlaget Spring), der netop er under udgivelse, og som giver et rids af den ændring af moderne poesi, som tog fart fra midten af det 19. århundrede med Baudelaire i Frankrig og Whitman i USA. Fra dette tidspunkt blev normen for lyrikken et sammenstød mellem en række overleverede poetiske normer og intentionen om at nedbryde disse normer. Denne modsætningsfyldte æstetik udtrykker sig ikke bare i digtets forhold til genrer, former, rytme, klang, billedsprog og udsigelse, men også i dets relation til samfundet, forfatteren, naturen, kønnet, kunstarter og medier.
Digtets retorik er en indføring i moderne verdenslyrik, der undersøger, hvordan de mange forskellige aspekter ved digtningen tilsammen virker til dannelsen af en æstetisk helhed, og hvordan det moderne digts modsætningsfyldte æstetik har bredt sig til alle dele af verden. I bogen læses og diskuteres over 100 digtere fra 5 kontinenter og over 30 lande. Digtets retorik kan bruges som studiebog på alle højere uddannelsesniveauer og læses af alle med interesse for lyrikkens forunderlige verden.
Peter Stein Larsen vil i sit oplæg give eksempler på, hvordan man kan lave undervisningsforløb, som sammenkæder digte fra mange forskellige lande (i oversættelse – med undtagelse af nordiske og engelske) om emner som klima, seksualitet og politik, ligesom man kan læse digte på tværs af tid og rum, som har overraskende ligheder i deres form og stil.
Tilmelding til arrangementet sker via dette link og senest onsdag den 27. marts: https://www.survey-xact.dk/LinkCollector?key=AX6CDWZFLNCK
Arrangementet er gratis og ligeledes er parkeringen på Kroghstræde. Der serveres et let måltid samt kaffe/te til alle deltagere, og derfor vil vi gerne modtage dit afbud, hvis du bliver forhindret i at deltage.
TIDSPUNKT: 28. september kl. 16.00-18.00
Beskrivelse
I Danmark og Skandinavien er det en udbredt trend, at serier målrettet unge inkluderer et fokus på kønsrollemønstre og identitetsdannelse. Serier som SKAM, Maskulin, Ondt i røven, Doggystyle eller Killjoy inddrager køn og ligestilling som centrale dele af fortællingerne. I dette oplæg introducerer jeg til, hvordan EU-forskningsprojektet GEMINI (2023-25) som et større internationalt projekt sætter fokus på kønsrepræsentation i tv- og webserier med henblik på udviklingen af undervisningsmateriale til europæiske gymnasieskoler.
Jeg vil fortælle om, hvordan vi kortlægger unges seriepraksis gennem fokusgrupper og surveys, og hvordan vi arbejder med de danske kreative industriers interesse i at producere indhold om køn og ligestilling til netop unge som målgruppe. I oplægget vil jeg også vise, hvordan denne målgruppe er en særlig svær og bevægelig gruppe seere, der har ændret radikalt på, hvordan serielt indhold ses og bruges. Jeg vil også vise, hvordan specifikke serier fungerer som et pædagogisk redskab til at undervise i filmstil såvel som mere sociokulturelle kønsperspektiver.
Pris
Gratis
Arrangør
Netværket Uddannelse og Formidling (NUF)
Adresse
Aalborg Universitet, Kroghstræde 3, 9220 Aalborg Øst
TIDSPUNKT: 29.3.2023 kl. 16.00 - 18.00
Beskrivelse
Da coronavirussen kom til Danmark i 2020 ændrede den vores hverdag - og den danske litteratur. Krisen og dens nedlukning skabte et behov for at læse og skrive en ny tematisk litteratur. Det blev til coronalitteraturen, der tog form under den første nedlukning, og som på forskellig vis giver indblik i de problematikker og refleksioner, som krisen førte til.
Ved at perspektivere til traume-, sygdom- og økolitteratur fremhæves coronalitteraturens kendetegn, hvor den nye tematiske genre fungerer som en sammensmeltning af de store temaer i dansk litteratur i 2010’erne med et fokus på krop, sygdom og klima.
For at kunne arbejde med den relevante litteratur præsenterer jeg en model til at kendetegne, kategorisere og gå i dybden med værker inden for coronalitteraturen. Der er er tale om skellet i tidsperspektivet (drømmes der om den tabte, uskyldige fortid, eller er fremtidens apokalypse i fokus?), splittelsen mellem den positive og negative krise (er coronavirussen jordklodens nødvendige og velkomne forsvar mod en uholdbar levevis og manglende moral, eller er dagene under nedlukningen præget af angst, paranoia, død og lidelse?), forskellen mellem coronakrisens fysiske og psykiske symptomer (har vi at gøre med syge, hostende corona-ramte karakterer, eller er det angsten og mentale lidelser, der udgør den største sygdom?) og endelig placeringen af skyld (skal vi bebrejde individet, samfundet eller en ondskabsfuld virus?).
Formålet er at præsentere en tilgang, hvorpå vi kan komme nærmere den nye tematiske genre og dens indvirkning på dansk litteratur.
Pris
Gratis
Arrangør
Netværk om undervisning og formidling (NUF)
Adresse
Aalborg Universitet, Kroghstræde 3, lokale 2.132, 9220 Aalborg Øst
TIDSPUNKT: 17.11.2022 kl. 16.00 - 18.00
Beskrivelse
Tv-seriens evne til at stille skarpt på vigtige samfundsemner er blevet udviklet betragteligt de sidste tyve år. Med muligheden for at skabe stadigt mere komplekse fortællinger og nuancerede karaktertegninger har den amerikanske TV-seriebranche formået at tiltrække nogle af filmbranchens tunge navne i jagten på at fortælle nye historier. Men hvad er det for nogle temaer og diskussioner, som disse nyere serier er interesseret i, og hvilke fortællegreb bruger de?
Denne forelæsning optegner TV-seriehistoriens vigtigste udviklinger og fortæller både om den nyere amerikanske og danske tv-seriehistorie, men også især om de temaer og problematikker, som disse serier drejer sig om. Der er fokus på brancheforhold som fx distributions- og konkurrenceforhold og på hvilken rolle tv-markedet har for de nyere Tv-seriers udformning. Men samtidig er der især fokus på teksthistoriske og tekstanalytiske hovedpointer ift. centrale værker som fx The Wire og Orange is the New Black.
Forelæsningens indhold tones i retning af, at indholdet skal være direkte anvendeligt i undervisningssammenhænge. Således vil der være forslag til, hvordan man kan arbejde med tv-serier i fx gymnasieundervisningen og hvilke faglige fokuspunkter man evt. kan betone i undervisningssituationer og have med i undervisningsbeskrivelser.
Pris
Gratis
Arrangør
Netværk om undervisning og formidling (NUF)
Adresse
Aalborg Universitet, Kroghstræde 3, lokale 4.110, 9220 Aalborg Øst
Tidspunkt: 29.09.2021 KL. 16.00 - 18.00
Beskrivelse
Det er blevet et populært og udbredt fænomen, at kendte spiller sig selv i en fiktionaliseret og selvironisk udgave i både reklamer og kampagner. Søren Brostrøm i Sundhedsstyrelsens ‘Vi kan godt’-kampagne (2020), Frank Hvam i valgvideoen til EU-valget (2019), Lars Løkke Rasmussen i et Klovn-særafsnit for Knæk Cancer (2013). George Clooney reklamerer for Nespresso, Nicklas Bendtner for Opel, og Casper Christensen og Frederik Fetterlein for Fleggaard.
Dette foredrag handler om, hvordan kendte bruger sig selv og modtagerens viden om dem på godt og ondt som overtalelsesstrategi – enten for at få modtageren til at donere penge, at ændre holdning og skabe handling – eller til at købe et produkt. Fiktiobiografisme betegner det fænomen, at kendte spiller rollen som sig selv i en sammenhæng, hvor forholdet mellem rolle og virkelig person er uafgørligt. Den kendtes selvfremstilling vil typisk være præget af selvironi, pinlighed og en direkte adressering af genkendelige forhold i virkeligheden. Teorien om fiktiobiografisme er udviklet i regi af tv-serier og film, men hvad sker der, når fænomenet bruges i aktivistiske og/eller kommercielle sammenhænge? Hvordan kan spillet på forholdet mellem fiktion og virkelighed, dårlige rygter og sladder, bruges aktivt til at påvirke modtageren og skabe forandring? Foredraget tager udgangspunkt i en række aktuelle eksempler, og det vil lægge op til en debat om, hvordan de konkret kan indtænkes i undervisning om medier, reklamer/kampagner og fakta-fiktionstematisering.
PRIS
Gratis
ARRANGØR
Netværk om undervisning og formidling (NUF)
ADRESSE
Aalborg Universitet, Kroghstræde 3, lokale 3.135, 9220 Aalborg Øst
Efter årtusindeskiftet og især i 2010’erne har man set en tendens til, at lyrikken i højere grad end i 1980’erne og 1990’erne har sat fokus på aktuelle problematikker vedrørende fx klima, kapitalisme, forbrugerisme, magtforhold, etnicitet og køn.
TIDSPUNKT: 05.11.2020 kl. 16.00 - 18.00
Beskrivelse
Efter årtusindeskiftet og især i 2010’erne har man set en tendens til, at lyrikken i højere grad end i 1980’erne og 1990’erne har sat fokus på aktuelle problematikker vedrørende fx klima, kapitalisme, forbrugerisme, magtforhold, etnicitet og køn. Her har vi fået en poesi, der i stedet for primært at være æstetisk og eksistentielt orienteret, snarere er etisk, verdensvendt og subversiv. Samtidig har der dog huseret nogle lidt ensidige opfattelser af forholdet mellem politik, litteratur og lyrik, som har trængt til at blive udfordret. I mit oplæg vil jeg tage nogle af disse opfattelser op til debat og argumentere for en mere inklusiv og åben måde at nærme sig spørgsmålet om lyrik og politik. Desuden vil jeg give eksempler på nogle af de mange forskellige måder, hvorpå samtidspoesiens politiske engagement giver sig til kende og lægge op til diskussion om, hvordan man kan arbejde med emnet i undervisningssammenhænge.
Pris
Gratis
Arrangør
Netværk om undervisning og formidling (NUF)
Adresse
Kroghstræde 3, lokale 3.104, 9220 Aalborg Øst
V/ Jens Lohfert Jørgensen.
TIDSPUNKT: 19.09.2019 kl. 16.00 - 18.00
Beskrivelse
Litteraturhistorie er et kerneelement i modermålsundervisningen på alle uddannelsesniveauer, men bliver i dag ofte italesat som et fag i krise, måske endda forfald, primært på grund af nedskæringer. På den anden side fremstår litteraturhistorieforskningen aktuelt som en vital disciplin, der er genstand for en række nyorienteringer i form af fx 1) regionalisme; som angår litteraturhistoriens rammesætning, 2) identitetspolitik; som angår dens agenda, 3) åbning mod kulturhistorien; som angår dens genstandsfelt, 4) litteraturhistoriografisk refleksivitet; som angår dens teoretiske og metodiske grundlag og 5) international orientering; som angår litteraturhistoriens perspektiv.
I mit oplæg vil jeg gerne diskutere, om det er muligt at nyttiggøre disse teoretiske og metodiske tendenser i litteraturundervisningen på såvel gymnasialt som videregående niveauer via en problemorientereret tilgang til litteraturhistorien. “Problem” forstår jeg her utvetydigt positivt, som det, der fremstår mest fremmedartet for os i dag. Oplægget tager udgangspunkt i en bog med titlen Exploring Nordic Cool – in Literary History, som jeg har redigeret sammen med Gunilla Hermansson fra Göteborgs universitet.
Der er lukket for tilmelding.
Adresse
Aalborg Universitet, Kroghstræde 3, lokale 3.117, 9220 Aalborg Øst
v/ Tobias Boelt Back
TIDSPUNKT: 28.03.2019 kl. 16.00 - 18.00
Beskrivelse
I mit oplæg vil jeg sætte fokus på resemiotisering, som beskriver dynamiske skift mellem forskellige semiotiske ressourcer (fx fra tale til tekst eller omvendt). Vi skal se på, hvordan en gruppe journalister på en dansk tv-redaktion bearbejder historier ’fra den virkelige verden’, så de passer ind i et talkshow-format, og vi skal undersøge de resemiotiseringsprocesser, der indgår i redaktionens valg af specifikke gæster, vinkler, spørgsmål, osv. Fx er det interessant at undersøge, hvordan flere dages redaktionelle overvejelser og diskussioner bliver kogt ned til nogle få linjer på et cue card – og efterfølgende hvordan værten får omsat disse linjer til en hel samtale i en live interviewsituation.
Jeg vil give en introduktion til resemiotisering og demonstrere, hvordan jeg selv arbejder med begrebet. Desuden vil jeg lægge op til diskussion om, hvordan studier af resemiotisering kan inddrages i undervisning i gymnasieskolen som en nuancering af multimodale tekstanalyser. Bl.a. understreger resemiotisering den skjulte non-konsensus, der ligger til grund for de fleste tekster, vi omgiver os med i hverdagen. Reklametekster kan fx fremstå med klare budskaber, som ikke umiddelbart afslører de mange diskussioner, forskellige interessenter har haft, før de nåede til enighed om reklamens ordlyd, udseende, målgruppe, osv. Resemiotiseringsbegrebet kan således være med til at gøre eleverne bevidste om forskellige kulturelle produkters (tekster, reklamer, tv-programmer, etc.) sociale og historiske forviklinger.
Der er lukket for tilmelding.
Adresse
Aalborg Universitet, Kroghstræde 3, lokale 2.126, 9220 Aalborg Øst
TIDSPUNKT: 20.09.2018 kl. 16.00 - 18.00
Beskrivelse
Siden betegnelsen Nordic Noir blev anvendt første gang i 2009 har den nærmest erstattet det indtil da mest udbredte begreb ’skandinavisk krimi’. Det gælder både i Danmark og uden for landets grænser, hvor Nordic Noir især associeres med mørkere fortællinger om forbrydelser og opklaring. Imidlertid har betegnelsen også bredt sig til at inkludere såvel fortællinger om andet end forbrydelser som fortællinger med udspringspunkt uden for Norden.
Nordic Noir er et tværmedielt begreb, som henviser til især tv-serier, film og litteratur, men er også omfattet af en stor interesse fra andre brancher, som ønsker at trække på eller blive associeret med genrens populæri-tet. Det er således nu muligt at købe Nordic Noir-tøj, bygge et Nordic Noir-hus, eller sågar se en britisk produ-ceret Nordic Noir-serie. Med baggrund i en historisk forståelse af begrebets tilblivelse vil mit oplæg vil vise, hvordan det er muligt at tøjle denne løbske og uhåndgribelige betegnelse ved at forstå Nordic Noir som gen-re, som brand, som journalistisk betegnelse og som henvisning til noget særligt ’nordisk’.
Endvidere vil der blive lejlighed til at diskutere, hvordan Nordic Noir kan indgå i forskellige undervisningsmæs-sige sammenhænge. Fænomenet Nordic Noir kan anvendes lige fra en helt grundlæggende undervisning i narrative forløb i fiktion til længere undervisningsforløb om krimien på tværs af medier samt som en del af transmedielle fænomener som medieturisme, arkitektur, design og reklamekultur.
Adresse
Aalborg Universitet, Kroghstræde 3, lokale 2.126, 9220 Aalborg Øst
v/ Steen Ledet Christiansen og Louise Mønster
TIDSPUNKT: 21.03.2018 kl. 16.00 - 18.00
Beskrivelse
Affekt kaldes nogle gange “kroppens videnskab”; ikke forstået som videnskab om kroppen, men i stedet de former for viden, som kroppen skaber. Vi kan omformulere dette til at spørge, hvordan ved kroppen: hvordan producerer kroppen viden, og hvordan kan vi tilgå denne viden? Dette dobbelte foredrag vil afklare, hvordan vi kan definere affekt, hvilken rolle affekt og følelser har spillet i idéhistorien, samt hvordan affekt kan bruges som analytisk værktøj i undervisningen. I denne forbindelse vil vi også komme omkring begreber som stemning, atmosfære, stemme og tone, ligesom vi vil konkretisere, hvordan en undervisning inden for medier og litteratur, der tager udgangspunkt i affekter, mere konkret kan tage form.
Arrangementet finder sted d. 21. marts 2018, kl. 16.00-18.00
Der er lukket for tilmelding.
Adresse
Aalborg Universitet, Kroghstræde 3, lokale 5.130, 9220 Aalborg Øst
v/ Louise Brix Jacobsen
TIDSPUNKT: 21.09.2017 kl. 16.00 - 18.00
Beskrivelse
Dette foredrag introducerer til forskellige former for fake news og deres betydning i de sociale mediers cirkulationsenergi. Vi skal diskutere forskellen på satiriske nyheder, nyhedshoaxes og decideret falske nyheder – ligesom vi skal undersøge de forskellige formers kritiske potentiale og politiske indflydelse. Hvad betyder falske nyheder for journalistikken generelt, og hvilke troværdighedsproblemstillinger rejser udviklingen? Hvordan skal vi begå os i et medieunivers, hvor det muligvis bliver sværere at gennemskue medieteksters beskaffenhed? Foredraget vil tage udgangspunkt i aktuelle eksempler på fake news (som eksempelvis problematiseringen af begrebet under den amerikanske valgkamp), og det vil lægge op til en debat om, hvordan de forskellige problematikker konkret kan indtænkes i undervisningssammenhænge.
Der er lukket for tilmelding.
Adresse
Aalborg Universitet, Kroghstræde 3, lokale 1.119, 9220 Aalborg Øst
v/ Peter Stein Larsen
TIDSPUNKT: 16.03.2017 kl. 16.00 - 18.00
Beskrivelse
Oplægget vil give en introduktion til og diskussion af en række af de vigtigste litterære strømninger i dansk litteratur efter 2000. Det drejer sig om økolitteraturen, den apokalyptiske digtning, den danske identitetskritiske litteratur, den lange poetiske form og den konceptualistiske digtning. De fem strømninger har som alle litterære tendenser lange historiske rødder, men manifesterer sig mere end nogensinde før i samtidslitteraturen. Af digtere fra de seneste år drejer sig bl.a. om Ursula Andkjær Olsen, Dennis Gade Kofod, Ursula Scavenius, Theis Ørntoft, Bjørn Rasmussen, Caspar Eric, Maja Lee Langvad, Rasmus Nikolajsen, Eva Tind og Pejk Malinowski. I oplægget vil der blive givet bud på, hvordan disse nye digtere kan indgå i undervisningsforløb på bl.a. gymnasialt niveau.
Der er lukket for tilmelding.
Adresse
Aalborg Universitet, Kroghstræde 3, lokale 2.128, 9220 Aalborg Øst
Kontakt netværket
Specifikke spørgsmål vedrørende netværkets faglige indhold skal rettes til Louise Mønster eller Peter Stein Larsen, der er netværkets faglige ankerpersoner.
FAGLIGE KONTAKTPERSONER
Louise Mønster
Lektor
Institut for Kultur og Læring, AAU
Kroghstræde 3 (lokale 2-203)
9220 Aalborg Ø
Tlf.: 9940 9155
louise@ikl.aau.dk
Peter Stein Larsen
Professor, dr.phil. og ph.d.
Institut for Kultur og Læring, AAU
Kroghstræde 3 (lokale 2-201)
9220 Aalborg Ø
Tlf.: 9940 9067
pstein@ikl.aau.dk
Det planlægningsmæssige arbejde i Netværket Undervisning og Formidling varetages af en styregruppe, bestående af en række engagerede repræsentanter fra de nordjyske uddannelsesinstitutioner.
Der er ingen formelle krav til at være medlem af styregruppen, så har du lyst til at give dit besyv med og få indflydelse på de arrangementer, der afholdes, kan du kontakte os via mail eller på et af netværksmøderne, så vil vi invitere dig med til næste møde.
Nedenfor kan du se, hvem styregruppen består af for øjeblikket.
Jeanette Hougaard Sørensen
Lærerkreds Nord
Lotte Prætorius
Hasseris Gymnasium
Louise Mønster
Institut for Kultur og Globale Studier
Peter Stein Larsen
Institut for Kultur og Globale Studier
Signe Marie Bonnerup Hansen
Aalborghus Gymnasium
Stina Hvirring Jensen
Aalborg Katedralskole