Spring til indhold
ForsideOm AAUProfilBæredygtighed

Klimamål og klimaregnskab

I Aalborg Universitets arbejde mod mere bæredygtig og klimavenlig drift er klimamålene blevet opdateret. Opdateringen bidrager til mere strategisk og fokuseret arbejde mod klimaneutralitet. En væsentlig præcisering er, at universitetet sigter mod klimaneutralitet i scope 1 og 2 allerede i 2030. Scope 3, der omfatter universitetets største udledning, er konkretiseret og justeret i forhold til udviklingen af antallet af brugere på universitetet siden 1990. Desuden forpligter universitetet til at være klimaneutral i 2045.

AAUs Klimamål

  1. AAU er klimaneutral i scope 1 og 2 senest i 2030
  2. AAU har reduceret udledningen af drivhusgasser i scope 3 med 70 procent i 2030 (per årsværk i forhold til indeksår 1990)
  3. AAU er klimaneutralt senest i 2045

Målopfyldelse:
AAU har som vidensinstitution en særlig rolle i samfundet og vil som universitet bidrage til, at Danmark opnår de nationale målsætninger på en hensigtsmæssig og meningsfuld måde.

Målopfyldelsen sker gennem tæt samarbejde med lokale forsyningsvirksomheder, leverandører af varer og tjenesteydelser samt samarbejdspartnere.

For at kvalificere klimaindsatsen og sikre løbende opfølgning, udarbejder AAU et klimaregnskab over drivhusgasudledninger fra universitetets samlede aktiviteter.

Klimaregnskab

Siden 2018 har Aalborg Universitet (AAU) systematisk udregnet sit klimaaftryk i overensstemmelse med GHG-protokollen. Klimaregnskabet for 2023 er nu tilgængeligt og giver et detaljeret indblik i universitetets samlede udledning af drivhusgasser. Dette regnskab er ikke blot en opgørelse af miljøpåvirkningen, men også et vigtigt redskab i arbejdet med at fastsætte og nå ambitiøse klimamål.

Klimaregnskabet viser universitetets udledning af drivhusgasser samlet, pr. bruger, på de tre scopes i GHG protokollen (scope1, 2, og 3) samt på seks fokusområder, som er centrale i arbejdet mod en mere bæredygtig drift. AAU er dedikeret til at reducere klimaaftrykket og arbejder målrettet mod at minimere udledningen af drivhusgasser. Klimaregnskabet danner grundlaget for disse bestræbelser og hjælper med at identificere områder, hvor bæredygtighedspraksis kan forbedres. Alle interesserede inviteres til at dykke ned i klimaregnskabet og følge med i rejsen mod en mere bæredygtig fremtid.