Nyhed
Nye studieledere på SUND
Lagt online: 06.07.2022

Nyhed
Nye studieledere på SUND
Lagt online: 06.07.2022

Nye studieledere på SUND
Nyhed
Lagt online: 06.07.2022
Nyhed
Lagt online: 06.07.2022
Lektor, ph.d. og viceinstitutleder for undervisning på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Louise Pape-Haugaard er udpeget som studieleder for både Studienævn for sundhed og teknologi samt Studienævn for idræt og folkesundhedsvidenskab. Louise Pape-Haugaard er civilingeniør i sundhedsteknologi, og udover funktionen som dedikeret underviser har hun siden 2015 været engageret i studienævnsarbejdet, først som studienævnsmedlem og siden som studienævnsformand. Louise har siden november 2021 været konstitueret studieleder.
Som studieleder for Studienævn for medicin er udpeget klinisk professor, ph.d. og viceinstitutleder for undervisning på Klinisk Institut, Jette Kolding Kristensen. Jette Kolding Kristensen er læge og professor i almen medicin. Hun har altid delt sit arbejdsliv mellem en universitetskarriere og en klinisk karriere og tiltrådte et klinisk professorat i almen medicin ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet i 2017. Hun blev speciallæge i Almen Medicin i 2005 og har siden 2006 arbejdet deltid i almen praksis.
Men hvad vil de gerne som studieledere? Bliv lidt klogere her:
- Jeg vil prioritere et stærkt samarbejde med studienævnene og med studieadministrationen, og jeg vil prioritere at besøge forskellige læringsaktiviteter (caseundervisning, workshops, teoripraksis undervisning, forelæsninger, laboratorieundervisning og kliniknær undervisning) for at have bedre forudsætninger for at indgå i dialog med kollegaer om undervisning. Som studieleder for 9 uddannelser på BA, KA og MA – niveau, så kan jeg ikke være involveret i alle uddannelses- og undervisningsteknikaliteter, så derfor vil jeg som studieleder have en tillidsbaseret tilgang – gennem dialog og tydelig forventningsafstemning. Jeg sætter samarbejde og dialog forrest, men er også bevidst om, at det ikke altid er muligt, og står derfor også gerne på mål for de beslutninger der træffes i ledelsen.
- Jeg er helt særligt optaget af, at vi sammen skal give vores studerende de bedste muligheder for fagligt og kompetent at kunne navigere ind i morgendagens behov. Det betyder bl.a., at vi skal have en tydelig infrastruktur for, hvordan relevante virksomheder når os ifm. projektorienteret samarbejder, og vi skal – som det også står i målaftalerne - have vores alumni ’up and running’. Et fokus på morgendagens behov vil også give os mulighed for bedre at navigere og prioritere i EVU-indsatser.
VI står også overfor at flytte ind i det nye SUND-byggeri. Det bliver super spændende og giver alverdens muligheder. Når vi flytter i det nye, så får vi selvsagt også nye rammer til vores læringsaktiviteter – vores seminarrum indrettes nemlig, så de understøtter de studerendes samarbejde, dialog, opgaveløsning, m.m. Men det vil egentligt sige, at vi skal transformere vores nuværende undervisningspraksis til en ny praksis – det giver os et væld af muligheder som undervisere. Og det imødekommer også de forventninger, der er fra studerende og det omkringliggende samfund om, at uddannelsernes praksis og drift afspejler den institution vi er, nemlig et applied science universitet med stærkt fokus på PBL som læringsmodel.
Vi har fortsat et stort efterslæb fra corona, og vi ved at flere studerende ikke er i trivsel. Det arbejder vi allerede meget med, men vi skal fortsætte med fokus på studiemiljøet.
- Det er jo et ganske svært spørgsmål. Jeg er privilegeret, fordi jeg varetog funktionen i interimperioden efter en meget kompetent studieleder, så jeg overtager en ”ret velsmurt maskine”. Men vi står jo lige nu i: 1) en organisatorisk implementering af det nye kvalitetssystem, som gerne skal forankres endnu kraftigere i organisationen, 2) flytning til nyt SUND-byggeri, 3) reducerede rekvisitionsnormer, 4) Viden for Verden 2022-2026 med mange målaftaler, 5) en stærk SUND VISION 2030 med en fokusering og transformering til, at ”sammen bliver vi stærke” i digital health – og 6) øget behov for EVU, alt lige fra fleksible masters til alumni netværksarrangementer.
Vi skal lykkes med det hele – det er ikke til debat – men mit hjertebarn er fortsat, at vi på vores robuste, relevante og aktuelle uddannelser skal uddanne vores studerende til morgendagens behov. Men for at vi overhovedet kommer så langt, skal vi kunne fastholde vores studerende. Det gør vi, hvis vi lykkes med et stærk socialt og fagligt studiemiljø på vores uddannelser.
- Jeg vil bestræbe mig på at finde løsninger via dialog og samarbejde, men kan godt stå fast, selv i strid modvind. Jeg er god til at række ud mod andre, er inkluderende og arbejder godt som en del at et team, men trives også med at arbejde alene. Derudover vil jeg være en studieleder, som udforsker og finder potentiale for udvikling og kvalitetsforbedring, som sætter nye initiativer i gang og sikrer at deadline overholdes.
- Undervisning har spillet og spiller en stor rolle i mit arbejdsliv. Jeg har altid engageret mig meget i undervisningen, både prægraduat, men også postgraduat. Således er princippet om spirallæring fra bachelor op igennem kandidaten, men også videre ud i postgraduate undervisningsaktiviteter for mig et væsentlig element i uddannelserne i Aalborg. Jeg tænker vores mål fortsat skal være studentercentreret undervisning, der aktiverer og involverer deltagerne i undervisningen via dialog og brug af varieret materiale som cases og digitale redskaber. Jeg hylder supervision og peerfeedback - og masser af det!
- SUNDs vision om Digital Health omhandler ikke bare læringsmål i studieordningerne, men skal også afspejle den måde vi planlægger og tilrettelægger undervisningen på. Herunder brug af teknologiske redskaber og løsninger, der understøtter undervisningen, dvs både den studerende, underviseren og studiesekretariatet. Fokus på den teknologiske udvikling må dog ikke stå alene, men skal i undervisningen have følgeskab af kompetencer som omhandler kommunikation, og evnen til at skabe relationer, udvise empati og compassion. Kompetencer der har betydning for at kunne fungere ikke bare som læge, men også på et mere bredt arbejdsmarked. Jeg tror på, at når vi skal planlægge og tilrettelægge undervisningen skal vi havde denne dualitet in mente – det tekniske og det humanistiske.
- Vi skal om ikke så længe flytte. Klinisk institut og HST flytter ud i samme bygning, i tæt relation til det nye Universitetshospital. Det giver nye muligheder, men er også forbundet med nye udfordringer. Vi vokser i antal og det udfordrer den måde vi ”plejer” at gøre. Både i forhold til vores PBL-undervisning og vores kliniske undervisning på afdelingerne. Det stigende antal studerende, forudsætter fortsat udvikling og reorganisering af undervisningen for til stadighed at sikre et optimalt læringsudbytte for de studerende og af de ressourcer der er til rådighed. Vi skal desforuden til stadighed have de studerendes trivsel in mente. Alt det håber jeg at nå i mål med.
Studielederne udpeges af dekanen for en 4-årig periode. Udpegningen sker på baggrund af indstillinger fra studienævnene.
Publiceret af: Lone Bechmann, strategisk rådgiver, SUND Dekansekretariat