Spring til indhold
Forside

Nyhed

Ny retning for kommunikation på AAU

Lagt online: 08.03.2023

Universitetet skal kommunikere mere strategisk og modtagerorienteret, fastslår ny koncentreret kommunikationsstrategi. Målet er, at AAU kommer til at stå stærkere udadtil - også når det handler om rekruttering af nye studerende.

Nyhed

Ny retning for kommunikation på AAU

Lagt online: 08.03.2023

Universitetet skal kommunikere mere strategisk og modtagerorienteret, fastslår ny koncentreret kommunikationsstrategi. Målet er, at AAU kommer til at stå stærkere udadtil - også når det handler om rekruttering af nye studerende.

Af Anette Marcher, AAU Kommunikation

En ny ramme for Aalborg Universitets eksterne kommunikation skal understøtte, at universitetet kommunikerer bedre. Det gælder både mht. forskningsformidling, i den offentlige debat, i gennemslagskraft over for beslutningstagere og samarbejdspartnere, og når det handler om rekruttering af nye studerende.

De nye rammer er beskrevet i en enkel og koncentreret kommunikationsstrategi, der er sat op på en plakat. Plakaten er udarbejdet af AAU Kommunikation med input fra institutter, fakulteter og FS-afdelinger og er godkendt af direktionen.

Hent plakaten med den koncentrerede kommunikationsstrategi.

Ifølge strategien skal AAU i højere grad fokusere på, hvordan universitetet kan være relevant for omverdenen, i stedet for overvejende at kommunikere, hvad vi selv gerne vil ud med. Der skal formuleres mål for alle kommunikationsaktiviteter, og det skal evalueres, om målene nås.

- Vi skal i langt højere grad arbejde strategisk med kommunikation og prioritere vores ressourcer. Og så skal vi formidle letforståeligt og levende, så det, vi kommunikerer, kan bruges og gør indtryk, siger vicedirektør for kommunikation Susse Maria Holst og henviser til de otte pejlemærker på plakaten:

  • Vi kommunikerer altid modtagerorienteret.
  • Vi arbejder strategisk med kommunikationen.
  • Vi kommunikerer, så det er til at forstå.
  • Vi er en troværdig og levende stemme.
  • Vores særkender er med i kommunikationen.
  • Vi har modet til at prioritere.
  • Vi sætter mål og evaluerer.
  • Vi har et stærkt kommunikationsfagligt miljø.

Susse Maria Holst understreger, at en række ting skal på plads, før universitetet fuldt ud kan arbejde strategisk og resultatorienteret med kommunikationen. Det handler bl.a. om at udarbejde fælles skabeloner og om at opstille et system, der kan måle og evaluere kommunikationen.

- Det er vi ved at se på i AAU Kommunikation med hjælp fra gode folk internt og eksternt. Når det er på plads, skal vi i gang med at tale om mål og målgrupper for kommunikationen på institutter, fakulteter og FS-afdelinger. Vi er i gang med en omstilling af den måde, vi tænker og arbejder med kommunikation på. Det kan være, at det skal understøttes gennem workshops, kurser eller netværksgrupper, siger Susse Maria Holst.