Spring til indhold
Forside

Nyhed

Ny organisering skal skabe mere målrettet kommunikation på AAU

Lagt online: 26.09.2023

Aalborg Universitet får pr. 1. oktober én samlet kommunikationsafdeling, som med mere modtagerorienteret kommunikation og et mere strategisk fokus skal understøtte, at universitetet opnår større impact med kommunikationen – på trods af færre ressourcer.

Nyhed

Ny organisering skal skabe mere målrettet kommunikation på AAU

Lagt online: 26.09.2023

Aalborg Universitet får pr. 1. oktober én samlet kommunikationsafdeling, som med mere modtagerorienteret kommunikation og et mere strategisk fokus skal understøtte, at universitetet opnår større impact med kommunikationen – på trods af færre ressourcer.

Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation

AAU Kommunikation og Public Affairs er navnet på universitetets nye, fælles kommunikationsafdeling, som fra og med den 1. oktober skal sætte en ny og mere strategisk retning for kommunikationen på Aalborg Universitet (AAU). Med den nye organisering samler og koncentrerer AAU fremover kræfterne om prioriterede dagsordener, hvor universitetet kan gøre en forskel.

- Vi kommer i den nye afdeling til at arbejde mere strategisk og modtagerorienteret med kommunikationen, så universitetet får større impact. Vi skal flytte fokus fra den mere afsenderorienterede kommunikation om livets gang på AAU til de områder og dagsordener, hvor AAU står stærkt og kan byde ind med vidensbaserede løsninger på de helt store samfundsudfordringer, fortæller Susse Maria Holst, vicedirektør for Kommunikation og Public Affairs.

Med den nye organisering af kommunikationsområdet har direktionen ønsket at samle alle medarbejdere, der varetager kommunikationsopgaver på institutter og fakulteter, i AAU Innovation og FS-afdelinger i én fælles afdeling. Ønsket har været at skabe et stærkt kommunikationsfagligt miljø, hvor medarbejderne fremfor at være ’generalister’, der arbejder med alle typer af kommunikationsopgaver, bliver specialister inden for en række forskellige områder.

Den nye fælles kommunikationsafdeling skal løse opgaver for hele organisationen og består af syv teams, som skal varetage universitetets forskningsformidling, pressearbejde, public affairs, sociale medier, hjemmesider, rekruttering af nye studerende, brobygningsarrangementer og interne kommunikation. 

Organiseringen af AAU Kommunikation og Public Affairs pr. 1. oktober 2023
Organiseringen af AAU Kommunikation og Public Affairs pr. 1. oktober 2023
Grafik: Søren Emil Søe Degn, AAU

Ressourcerne skal bruges klogt

Med begrundelse i en presset økonomi har direktionen i forbindelse med organisationsændringerne besluttet at skære 25 procent af det samlede kommunikationsbudget, svarende til cirka 7,5 millioner kroner. Besparelserne er fundet ved frivillige fratrædelser, afskedigelser, nedlæggelse af ledige stillinger og medarbejdere, der er flyttet til nye opgaver i andre stillinger.

- Med færre ressourcer er vi nødt til at bruge vores kommunikationsressourcer klogt. Nogle vil nok opleve det som en servicenedgang, men forhåbentlig kommer vi ikke til at stå svagere i den eksterne kommunikation, fordi vi koncentrerer ressourcerne dér, hvor vi får mest værdi for pengene. Det gælder selvfølgelig missionsområderne, men også de områder, som de enkelte institutter og fakulteter ønsker, at vi fremover prioriterer, siger Susse Maria Holst.

Som en del af overgangen til den nye kommunikationsafdeling udvikles en strategisk kommunikationsramme for den enkelte enhed sammen med ledelserne på institutter og fakulteter. Her fremgår det, hvilke mål, prioriterede områder, særkender og målgrupper, den nye kommunikationsafdeling fremover skal hjælpe det enkelte institut eller fakultet med at kommunikere til omverdenen.

Den nye afdeling udarbejder samtidig kommunikationsplaner for de af universitetets strategiske dagsordener, som står først for.

Kontaktpersoner til alle institutter i den nye afdeling

For at sikre en smidig overgang til den nye organisering af opgaverne, er der i den nye afdeling udpeget kontaktpersoner for hvert institut og fakultet. De sørger for, at opgaverne bliver løst eller sendt videre til de rette teams eller personer.

Når institutter og fakulteter i det nye år skal have opgaver løst med hjælp fra AAU Kommunikation og Public Affairs, vil det være en fast gruppe af personer, som den enkelte enhed møder. På tværs af de enkelte teams vil der nemlig være medarbejdere, som er tilknyttet de enkelte fakulteter og AAU Innovation. På samme måde vil der fortsat være en strategisk rådgiver tilknyttet hvert af de fire fakulteter.