Nyhed
Ny AAU-forskning: Undersøger dilemmaet mellem ansvarlig og værdiskabende AI
Lagt online: 28.08.2023
Nyhed
Ny AAU-forskning: Undersøger dilemmaet mellem ansvarlig og værdiskabende AI
Lagt online: 28.08.2023
Ny AAU-forskning: Undersøger dilemmaet mellem ansvarlig og værdiskabende AI
Nyhed
Lagt online: 28.08.2023
Nyhed
Lagt online: 28.08.2023
Af Alice Sprotte og Jeannette Bylov, AAU Kommunikation
Kunstig intelligens (AI) er blevet en stor del af samfundsdebatten, og udviklingen af AI-teknologier har medført en række nye muligheder og dilemmaer. Det vil forskere fra Aalborg Universitet (AAU) undersøge på tværs af fagdiscipliner i et nyt, stort fireårigt forskningsprojekt støttet af Grundfos Fonden med 24 millioner kroner.
Projektet er døbt ’Responsible AI for Value Creation’ – og er et nybrud inden for AI-forskningen, fordi det er første gang, forskere kombinerer teknologi, etik og regulering med værdiskabelse i forhold til AI.
Thomas B. Moeslund er leder af projektet, og han mener ikke, at værdiskabelse kan løsrives fra de andre områder.
- Sat på spidsen er det nok svært at sælge AI-teknologier, der ikke er socialt acceptable, eller hvor selve teknologien ikke er god nok. Samtidig bliver teknologien i stigende grad underlagt politisk regulering, siger Thomas B. Moeslund.
Thomas B. Moeslund skal sammen med professor i Data- og AI-etik, Thomas Ploug, og professor i Organisation og Ledelse, Jeppe Agger Nielsen, fra Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet på AAU indgå i en fælles projektledelse for netop at sikre det tværfaglige aspekt i forskningsprojektet.
Fondsdirektør i Grundfos Fonden, Kim Nøhr Skibsted, ser et stort potentiale i projektet.
Lovgivning og etik i et eksplosivt AI-marked
AI-markedet er i eksplosiv vækst med mange aktører. Samtidig er der også mange, der er bekymrede for teknologiernes betydning for individet og samfundet. Ifølge forskerne er der risiko for, at området vil blive overreguleret, hvilket reelt vil gøre virksomhederne handlingslammede. Konsekvensen af det kan være, at andre aktører – fx amerikanske og kinesiske – løber med markedet, fordi de har færre restriktioner.
Der er således behov for en balanceret regulering både nu og i fremtiden, og det er præcist denne problemstilling projektet beskæftiger sig med. Spørgsmålene er: Hvad kan vi teknisk? Hvad bør vi gøre etisk? Hvad kan berige samfundet og virksomhederne? Og hvordan regulerer vi området?
I forskningsprojektet undersøges derfor også, hvordan virksomheder og organisationer kan bruge og tjene penge på de nye AI-teknologier på en måde, der stadig er etisk forsvarlig, samfundsmæssigt acceptabel og falder inden for lovgivningen. Lovgivningen er ligesom teknologien også under udvikling i Danmark og EU, men den kan vise sig at udgøre en udfordring for virksomheder og institutioner.
- Lovgivning på AI-området kan vise sig at underregulere ved at fejle i beskyttelsen af borgerne. Der er imidlertid også en risiko for, at man overregulerer og lægger urimelige begrænsninger på erhvervslivets muligheder for at udvikle og anvende AI, forklarer professor i Data- og AI-etik Thomas Ploug fra Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet på AAU.
Han peger også på, at lovgivningen kan være for kompleks, så den bliver umulig for de enkelte virksomheder at implementere.
Alle tre scenarier er vigtige at undgå, hvis man ønsker at fastholde en ansvarlig og konkurrencedygtig AI-udvikling i Danmark og Europa, slutter Thomas Ploug.
AI kan forbedre ældreplejen og reducere drukneulykker
Projektet tager undervejs fat i en række konkrete AI-cases for at eksemplificere de muligheder og dilemmaer, der er for at udvikle og benytte AI på en ansvarlig måde og samtidig skabe værdi for virksomheder, organisationer og borgere. De første to cases er henholdsvis Aalborg Kommunes arbejde med AI i ældreplejen og Milestone Systems arbejde med intelligente kameraer, der slår alarm, hvis nogen falder i vandet.
- Det er vigtigt, at vi får hands-on erfaringer fra virksomheder, som indfører og bruger AI teknologi, forklarer professor i Organisation og Ledelse Jeppe Agger Nielsen Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet og fortsætter:
- Det er ofte en enorm opgave at implementere AI, som kræver ledelsesmæssig opmærksomhed og mod. Mens der er megen snak om mulighederne og farerne ved AI, vil vi i dette forskningsprojekt gå tæt på virksomhedernes faktiske brug af AI-teknologi i en række forskellige industrier og sektorer, slutter Jeppe Agger Nielsen
Om projektet
Projektet er båret af et stærkt ønske om at bidrage til det store arbejde med at udvikle lovgivning og politikker på AI-området. I projektet bliver der derfor også lagt stor vægt på udveksling med og formidling til en bred vifte af interessenter fra politikere til erhvervsliv. For at sikre en høj kvalitet af formidlingen sker det i partnerskab med konsulenthuset Mandag Morgen.
Genstandsfeltet for forskningsprojektet er stort og komplekst, hvilket kræver et tværfagligt projektteam der repræsenterer diverse fagligheder. Samarbejde på tværs af fagligheder er ikke trivielt, og derfor vil projektet også have særligt fokus på dette med en særskilt forskningsindsats, der sammen med to andre AI projekter, ’Algoritmer, Data og Demokrati’ og ’Pioneer Center for AI’, undersøger, hvordan samarbejdet i større AI-projekter foregår og kan forbedres.
Fakta