Spring til indhold
Forside

Nyhed

Missionsdrevet forskning med AAU-briller

I 2026 skal Aalborg Universitet være anerkendt som et missionsdrevet universitet. Indsatsen for at nå dertil er skudt i gang, og selvom AAU langt hen ad vejen allerede er gearet til missionsdrevet forskning, kræver det stadig nogen tilpasning i organisationen

Nyhed

Missionsdrevet forskning med AAU-briller

I 2026 skal Aalborg Universitet være anerkendt som et missionsdrevet universitet. Indsatsen for at nå dertil er skudt i gang, og selvom AAU langt hen ad vejen allerede er gearet til missionsdrevet forskning, kræver det stadig nogen tilpasning i organisationen

Af: Nelly Sander, TECH Dekansekretariat

AAU vil anerkendes som et missionsdrevet universitet i 2026. I universitetets nye strategi står bl.a.:

”Med Viden for verden 2022-26 vil vi være et missionsdrevet universitet. Det betyder, at vi byder ind i de store missioner som de globale udfordringer og en bæredygtig udvikling fordrer. Vi vil i den næste strategiperiode arbejde med, hvordan vi udvikler os som et missionsdrevet universitet.”

TECH-dekan Henrik Pedersen er direktionsansvarlig for forskningssporet i AAU’s nye strategi. Han ser store perspektiver i den missionsdrevne tilgang og er ikke i tvivl om, at den generelt vil vinde stor udbredelse i de kommende år. Han glæder sig over, at det ikke er helt nyt for AAU-forskerne, som i høj grad er gearet til at arbejde på den måde.

− AAU-forskere er vant til at arbejde problemorienteret og med komplekse udfordringer. Foruden deres dybe faglighed har de stor erfaring med at arbejde på tværs af fagligheder og orienteret mod det omgivende samfund. Det er naturligvis også forskerne selv, der er med til at rammesætte, hvilke missioner og herefter missionsprojekter AAU skal involveres i og ikke mindst, hvilke de selv vil gå aktivt ind i, siger han.

Hvad det i praksis betyder for forskning på AAU 

I overskuelighedens navn vil missionsdrevet forskning på AAU overordnet kunne opdeles i to modeller:

AAU – fælles missionsprojekter:
AAU-forskere fra forskellige forskningsgrupper arbejder på et missionsprojekt, hvor en AAU-forskningsgruppe er projektansvarlig for hele projektet.

Lokale missionsprojekter (i forskningsgrupper/på institutter):
AAU-forskere deltager med eksterne partnere i et missionsprojekt, hvor det evt. kan være andre (fx et andet universitet), der er projektansvarlige.

Henrik Pedersen er ikke i stand til at sætte tal på, hvor mange projekter, der kommer til at køre af hver af ovennævnte to typer, men han giver det alligevel et forsøg for at illustrere sin pointe:

−  Både de fælles projekter og de lokale bidrager til, at vi kan nå vores mål om at blive anerkendt som et missionsdrevet universitet. Vi vil over de kommende år i strategiperioden måske kunne initiere to, tre, fire eller fem fælles missionsprojekter, mens antallet af lokale utvivlsomt bliver langt højere – måske 50, måske 100 ... Så de lokale missionsprojekter er en betydelig faktor for, at vi opnår vores mål om at blive anerkendt som missionsdrevet, siger han.

Han understreger endvidere, at den grundlagsskabende forskning også fortsat skal være en del af forskningsaktiviteterne på AAU. Det vil være nødvendigt for at kunne tackle flere store udfordringer. Derudover er AAU-forskere generelt meget opmærksomme på, hvilken impact deres resultater kan have på længere sigt, således at den grundlagsskabende forskning også er transformativ − dvs. ikke alene er analyserende, men også bidrager med et grundlag for løsninger.

Som allerede nævnt er AAU-forskerne i høj grad allerede gearet til at arbejde missionsdrevet, og den største forandring bliver i forhold til AAU’s fælles missionsprojekter, altså dem, hvor en forskningsgruppe på AAU er projektansvarlig, og hvor der deltager flere forskningsgrupper fra AAU. De får stillet supportfunktioner til rådighed og kommer til at køre efter følgende proces:

Udvælgelse af fælles missioner og missionsprojekter 

Processen for, hvordan fælles missioner og missionsprojekter udvælges for resten af året og begyndelsen af det nye år er vedtaget i Strategisk Råd for Forskning og Innovation (SFRI):

Maj-september 2022:
Institutterne kommer med forslag til missioner, AAU skal arbejde ind i
På hvert enkelt institut enes forskerne om forslag til fælles missioner, som sendes til SFRI. De fælles projekter kræver en større understøttelse så denne bottom-up-tilgang til fælles missioner og missionsprojekter kræver en udvælgelse af relativt få missioner både af hensyn til kapacitet og økonomi.

Oktober 2022:
SRFI udvælger missioner og nedsætter støtteenheder
På baggrund af forslagene fra institutterne og på baggrund af prodekanernes dialog med institutterne udvælger SRFI missioner for 2023 og nedsætter for hver mission en faglig styregruppe med supportfunktion, som får ansvaret for at udarbejde planer for det pågældende missionsområde, herunder indkalde til workshops.

SRFI drøfter ligeledes missioner, vi arbejder frem mod i 2024/2025.

November- december 2022:
Planlægning af workshops
Styregruppen indleder arbejdet med at planlægge og invitere til workshops, hvor deltagerne i fællesskab definerer fælles missionsprojekter til opstart i 2023. 

Januar-februar 2023:
De første workshops afholdes
Relevante forskningsgrupper deltager i de første workshops og udarbejder forslag til missionsprojektbeskrivelse, hvorefter projektledelsen etableres.

Februar- Deadline til relevant funding 
Udarbejdelse af ansøgning
Projektledelsen sikrer sammen med supportfunktionerne, at der bliver udarbejdet en ansøgning til det pågældende missionsprojekt.

− Jeg glæder mig meget til at følge med i, hvilken retning missioner og missionsprojekter kommer til at tage på AAU. I det hele taget bliver det interessant at følge processen og udviklingen. Vi skal selvfølgelig være bevidste om, at det her er første skud på stammen, så at sige, og der er ingen tvivl om, at vi kommer til at evaluere og justere hen ad vejen i tæt samarbejde med medarbejderne i støttefunktionerne og forskerne i de faglige styregrupper, slutter Henrik Pedersen.

Læs også: Vi skal have et universitet drevet af missioner