Spring til indhold
Forside

Nyhed

Klimadebat og debatklima på AAU

Lagt online: 11.06.2019

AAU's ledelse opfordres til at få langt mere offensivt til værks, når det handler om at gøre AAU til en proaktiv spiller i den grønne omstilling, skriver adjunkt Johan Rønby i et debatindlæg til Inside Synspunkt.

Nyhed

Klimadebat og debatklima på AAU

Lagt online: 11.06.2019

AAU's ledelse opfordres til at få langt mere offensivt til værks, når det handler om at gøre AAU til en proaktiv spiller i den grønne omstilling, skriver adjunkt Johan Rønby i et debatindlæg til Inside Synspunkt.

Af adjunkt Johan Rønby, Institut for Matematiske Fag

Den 24. maj var jeg sammen med 173 andre forskere fra danske universiteter medunderskriver på en støtteerklæring til Extinction Rebellion, som gennem fredelig civil ulydighed vil råbe politikerne op og kræve handling ift. de presserende menneskeskabte miljø- og klimaproblemer. Erklæringen i sin fulde længde kan læses her. Jeg blev i forbindelse med min underskrift ringet op og interviewet af P4 Nordjylland, hvilket resulterede i denne artikel på dr.dk.

Som reaktion på støtteerklæringen har rektor Per Michael Johansen udtalt til Politiken at han ”forventer, at forskerne deltager i den offentlige debat, men at det skal ske med en værdighed, som må forventes af en universitetsansat.”. Det er svært at tolke denne formulering anderledes, end at rektor mener, at vi AAU ansatte, som underskrev støtteerklæringen, ikke har optrådt med en passende værdighed. Det er jeg meget uenig i. Man skal huske på at konteksten var en valgkamp, som langt om længe skulle handle om klima og miljø, men som konstant blev afsporet af Rasmus Paludan’s freakshow. Jeg tøvede derfor ikke mange sekunder, da jeg fik muligheden for at bidrage til at bringe klimaet tilbage på dagsordenen i medierne - også selvom det var med en overdramatiseret journalistisk vinkling, der fokuserede på det kontroversielle i forskeres billigelse af civil ulydighed.

Er det så uværdigt at spille med på denne præmis? Slet ikke i min bog. Jeg er så vidt jeg kan læse mig til i ”Vejledning om god adfærd i det offentlige” i min gode ret til at have denne holdning og på egne vegne bringe den til torvs i den offentlige debat. Ifølge vejledningen må en lovlig fremsat ytring ikke i sig selv føre til negative ledelsesreaktioner. Om det bud er overtrådt med rektors offentlige udtalelse skal jeg ikke kunne sige. Men jeg finder det problematisk at ledelsen føler behov for på den måde at uddele reprimander over for medarbejdernes lovlige offentlige ytringer. Personligt oplever jeg det som lettere intimiderende og demotiverende ift. at deltage i den offentlige debat. Og det kan vel ikke være meningen?

Jeg vil - som andre AAU ansatte også har gjort her - opfordre AAU’s ledelse til at gå langt mere offensivt til værks ift. at gøre AAU til en proaktiv spiller i den grønne omstilling. Prodekan Jakob Stoustrup beskriver i sit debatindlæg i Jyllands-Posten 14. maj 2019, hvordan AAU forskere arbejder på en række teknologier, der kan blive kan blive vigtige brikker i den grønne omstilling. Men Stoustrup skriver også: ”Vi redder ikke kloden ved at droppe flyrejserne og afsværge plastic – uanset hvor god samvittighed det giver os. Det eneste, der giver os en reel chance for at standse klimaforandringerne, er: Ny teknologi.” Jeg mener, at denne udtalelse fra en AAU leder er problematisk, da den efter alt at dømme ikke er korrekt.

Som kontrast skriver rektor Anders Bjarklev i maj udgaven af DTU Avisen at DTU ikke alene bør bidrage med løsninger via ingeniørkunsten, men også ved at ”tage vores egen medicin” fordi ”fremtiden faktisk afhænger af at vi ændrer vaner og gør tingene på nye måder”. Han opremser en lang række tiltag som sparer energi og ressourcer på DTU’s campus og opfordrer til at de ansatte bl.a. genovervejer hvilke flyrejser, der er bydende nødvendige. Jeg håber at denne ledelsestilgang - og den bagvedliggende erkendelse af behovet for adfærdsændringer i miljøets og klimaets navn - kan inspirere her på AAU.