Spring til indhold
Forside

Nyhed

Kan kreativ skrivning øge gymnasieelevers faglige trivsel?

Kreativ skrivning indgår allerede i dag i læreplanerne på gymnasiet, og måske kan det være en vej til at øge gymnasieelevers faglige trivsel? Det er omdrejningspunktet for et nyt forskningsprojekt. Her peger de første resultater dog på, at undervisningen i kreativ skrivning skal gribes anderledes an, hvis eleverne for alvor skal træde ind i det kreative rum.

Nyhed

Kan kreativ skrivning øge gymnasieelevers faglige trivsel?

Kreativ skrivning indgår allerede i dag i læreplanerne på gymnasiet, og måske kan det være en vej til at øge gymnasieelevers faglige trivsel? Det er omdrejningspunktet for et nyt forskningsprojekt. Her peger de første resultater dog på, at undervisningen i kreativ skrivning skal gribes anderledes an, hvis eleverne for alvor skal træde ind i det kreative rum.

Af Susanne H. Knudsen for AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Svenn Hjartarson, Studio 03

I psykiatrien har et projekt med kreativ skrivning i skrivegrupper øget deltagernes trivsel. Men kan de resultater overføres til en gymnasiekontekst og øge elevernes faglige trivsel? Det vil ph.d.-studerende Sidsel Katrine Toft Christensen undersøge i samarbejde med Campus Bornholm og Psykiatrisk Center Bornholm.

Det var svært for de unge at træde ind i det kreative rum, og derfor fik jeg skønlitterær forfatter Dennis Gade Kofoed til at stå for undervisningen. Han arbejder med tekster på en anden måde, og så har han et fokus på sproget som materiale, som kan noget helt andet. Samtidig snyder han gennem legende benspænd eleverne ind i det kreative rum

Sidsel Katrine Toft Christensen, ph.d. studerende, Center for Ungdomsforskning, AAU

Hun har netop afsluttet den indledende pilotfase, hvor eleverne i fire 2. g-klasser på Campus Bornholm har deltaget i 12 skriveworkshops. Her stod det hurtigt klart, at undervisningen i kreativ skrivning skulle gribes anderledes an, end der lægges op til i læreplanerne.

”Det var svært for de unge at træde ind i det kreative rum, og derfor fik jeg skønlitterær forfatter Dennis Gade Kofoed til at stå for undervisningen. Han arbejder med tekster på en anden måde, og så har han et fokus på sproget som materiale, som kan noget helt andet. Samtidig snyder han gennem legende benspænd eleverne ind i det kreative rum,” forklarer Sidsel Katrine Toft Christensen.

Ritualer og rolleafklaring hjalp kreativiteten på vej

Som led i projektet har Dennis Gade Kofoed udviklet en metode med 12 skriveøvelser og 12 faste skriveregler, som eleverne arbejder med hver gang.

”Denne ritualisering er vigtig for at vise eleverne, at der sker et brud i forhold til den øvrige undervisning. Jeg har selv undervist i kreativ skrivning, men vi har som gymnasielærere slet ikke den tilgang til at arbejde med tekst og sprog, som en forfatter har, og det er tydeligt, at der sker noget andet i rummet,” siger Sidsel Katrine Toft Christensen.

Det var dog ikke kun undervisningen, der blev grebet anderledes an. Eleverne savnede også, at deres fysiske skriverum signalerede et brud med det kliniske klasseværelse. Gymnasiets ledelse stillede derfor et faglokale til rådighed, som blev indrettet med planter og tørresnore gennem lokalet, hvor elevernes tekster blev hængt op. Samtidig blev alle udstyret med en notesbog og blyanter.

”Vi var også nødt til at afklare lærernes rolle, for eleverne var bekymrede for, om de ville blive vurderet i forløbet, for det var uvant for dem, at lærerne indgik i en anden rolle. Lærerne brugte derfor en karaktersamtale på at tale med eleverne parvis og forklare deres rolle,” fortæller Sidsel Katrine Toft Christensen, som nu har taget hul på næste fase af projektet. Den handler om at måle en række trivselsfaktorer hos eleverne og undersøge, om relationen eleverne imellem og mellem lærere og elever har ændret sig efter forløbet i kreativ skrivning.

De endelige resultater af projektet er klar i 2026.

Fakta

  • Sidsel Katrine Toft Christensen tog hul på ph.d.-projektet, som har titlen STROFE, i august 2023
  • Projektet afsluttes i august 2026
  • Det gennemføres i samarbejde med Campus Bornholm og Psykiatrisk Center Bornholm
  • Læs mere om projektet på CeFU’s hjemmeside
  • Er du nysgerrig på den metode, Dennis Gade Kofoed har udviklet, som han kalder ”Den enarmede tyveknægt”? Så kan du læse mere i hans bog ”Håndbog om arts-based research," som forventes at udkomme i 2025. Indtil da kan du læse om kunstneriske metoder i forskningen her

Relaterede nyheder

Kontakt

  • Sidsel Katrine Toft Christensen, ph.d.-studerende på Center for Ungdomsforskning, på tlf. 26 82 02 47 og på e-mail: sktc@ikl.aau.dk
  • Nelly Sander, projektleder AAU Kommunikation og Public Affairs, tlf.: 99 40 20 18, e-mail: nsa@adm.aau.dk