Nyhed
Institut for Kemi og Biovidenskab modtager grøn smiley fra Arbejdstilsynet
Lagt online: 22.03.2022

Nyhed
Institut for Kemi og Biovidenskab modtager grøn smiley fra Arbejdstilsynet
Lagt online: 22.03.2022

Institut for Kemi og Biovidenskab modtager grøn smiley fra Arbejdstilsynet
Nyhed
Lagt online: 22.03.2022
Nyhed
Lagt online: 22.03.2022
Af Line Christensen, Institut for Kemi og Biovidenskab
Arbejdstilsynet besøgte i november Institut for Kemi og Biovidenskab, hvor de fik lejlighed til at interviewe alle medarbejdergrupper samt arbejdsmiljøudvalg om forhold relateret til både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. På baggrund af dette besøg modtog Institut for Kemi og Biovidenskab en grøn smiley fra Arbejdstilsynet for deres indsatser og systematiske tilgang til arbejdsmiljøarbejdet.
For institutleder Michael Toft Overgaard er den grønne smiley høsten af en intensiv og systematisk indsats for arbejdsmiljøet.
- Vi er rigtig glade for nu at kunne bryste os af, at vi er blevet tildelt den grønne smiley. Det er et signal til omverdenen om, at vi har orden på vores arbejdsmiljø, og til trods for et par hårde år med Covid-19 nedlukninger, stadig har formået at igangsætte trivelsesskabende aktiviteter – noget, som vi arbejder meget aktivt med, lyder det fra institutlederen.
I disse år er der et stort fokus på det gode arbejdsmiljø - både på arbejdspladser og generelt i den politiske debat. Derfor er dette i høj grad også noget, der bliver lagt stor vægt på hos en række forskellige danske institutioner og arbejdspladser – herunder også Aalborg Universitet og Institut for Kemi og Biovidenskab.
- Jeg er utrolig stolt over, at vi på instituttet bliver anerkendt for vores arbejde med arbejdsmiljøet. Det er ikke nemt at få synliggjort den store indsats, både medarbejdere og ledelse leverer, for at sikre det gode arbejdsmiljø, så en sådan anerkendelse er meget velkommen. Vi har en ambition om at være det institut, der har det bedste arbejdsmiljø blandt danske universiteter! Jeg er overbevist om at, et godt arbejdsmiljø, udover en bedre trivsel, også giver grundlaget for den bedste performance, og dermed bliver en decideret konkurrencefordel, uddyber Michael Toft Overgaard.
Netop stigende trivsel på instituttet er tydelig i det netop offentliggjorte Trivselsbarometer 2021. Her er både den generelle trivsel blandt medarbejdere på instituttet samt graden af tilfredshed markant stigende fra niveauet i 2019 og 2020:
- Vi har gennem flere år haft stort fokus på det fysiske arbejdsmiljø qua mængden af laboratorietunge aktiviteter. Derudover har vi de seneste år haft øget opmærksomhed på organisatorisk og socialt arbejdsmiljø, som en opfølgning på de naturlige forandringsprocesser, vi har oplevet både på AAU og på instituttet. Vi har eksempelvis fået ændret en fejlagtig historisk systemteknisk inddeling af instituttets enheder, så udviklingen i trivselsbarometeret kan følges mere lokalt, hvilket har givet mulighed for at lave en mere målrettet opfølgning, fortæller Michael Toft Overgaard og tilføjer:
- Ligeledes bliver vi fortsat ved med at følge op på resultatet af trivselsbarometeret, hvor jeg med stor glæde konstaterer, at alle dele af instituttet har meget stor fremgang i år. Vi har haft fokus på at bruge MUS-samtalerne som et godt opfølgningsværktøj til at have en individuel dialog – eksempelvis ift. forhold og tiltag, der kan gøre det nemmere for den enkelte medarbejder at håndtere perioder med stor arbejdsbelastning.
For hele instituttet er det en helt klar prioritering, at der igangsættes trivselsfremmende tiltag både på tværs af medarbejdergrupper på instituttet og lokalt i sektioner og afdelinger. Heriblandt kan nævnes, at der i sekretariatet er nedsat en Kultur- og Arbejdsmiljøgruppe med repræsentanter fra de enkelte teams, som udover at være ambassadører for det gode arbejdsmiljø også kan bringe ønsker fra deres kollegaer til møderne. Derudover bliver der arbejdet målrettet med handleplaner ud fra de årlige APV-undersøgelser – grundige og udførlige handleplaner, som bliver fulgt op og monitoreret.
- Vi har som noget nyt i år valgt 'Et institut – en samskabende kultur', som vores strategiske tema til årets MUS. Dette for at nedbryde eventuelle siloer og for at skabe en fællesskabsfølelse på tværs af instituttet, omkring, at vi skaber sammen! Igen og alt sammen med fokus på at fremme det gode arbejdsmiljø, forklarer sekretariatschef Marianne Dalsgaard Brønnum.
Tildelingen af Arbejdstilsynets grønne smiley giver dog ikke institutleder Michael Toft Overgaard grund til at hvile på laurbærrene. Arbejdsmiljøet er stadig på dagsordenen, måske endnu mere end nogensinde, og instituttet har fremtidige fokuspunkter, som bliver arbejdet frem mod:
- Interviewrunderne med Arbejdstilsynet gav os et par enkelte opmærksomhedspunkter, som Arbejdstilsynet efterfølgende har sendt os vejledninger til som inspiration. Det omhandler eksempelvis håndtering af periodevis stort arbejdspres, håndtering af krænkelsessager, samt vejledning om lyddæmpende tiltag i fysiske lokaler, hvilket naturligvis er punkter, som bliver inddraget som en del af vores årlige APV-proces, lyder det fra Michael Toft Olesen.
Han tilføjer:
- Vi er meget bevidste om, at vi arbejder på et universitet blandt verdenseliten og deraf er en del af et kompetitivt miljø. Det betyder, at det er en del af vores rammebetingelse, at alle medarbejdere har udvikling og performance, som en naturlig del af arbejdslivet, og det vil uundgåeligt give perioder hvor arbejdsmængden føles stor. Vi har også mange meget dygtige og ambitiøse medarbejdere med stor motivation, hvor periodevis stort arbejdspres vil være et naturligt element i deres egen karriereudvikling.