Spring til indhold
Forside

Nyhed

Casper Steinmann er årets underviser på Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet

Lagt online: 09.12.2022

Lektor Casper Steinmann fra Institut for Kemi og Biovidenskab modtager prisen som årets underviser på fakultetet for sin engagerende og nytænkende undervisning, der ikke mindst kom til sin ret under Covid-19-nedlukningerne. Casper Steinmann er også indstillet til prisen som årets underviser på hele Aalborg Universitet.

Nyhed

Casper Steinmann er årets underviser på Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet

Lagt online: 09.12.2022

Lektor Casper Steinmann fra Institut for Kemi og Biovidenskab modtager prisen som årets underviser på fakultetet for sin engagerende og nytænkende undervisning, der ikke mindst kom til sin ret under Covid-19-nedlukningerne. Casper Steinmann er også indstillet til prisen som årets underviser på hele Aalborg Universitet.

Det er muligt, at fagområdet ’computational chemistry’ for nogle lyder teoretisk og til den tørre side – men sådan er det ikke. Slet ikke, når Casper Steinmann står for undervisningen.

Ifølge de studerende har han en ”passioneret og optimistisk tilgang”, hvor han møder ”de studerende i øjenhøjde” og fylder ”et rum med god energi”. Det skaber samlet set ”en kultur af ro og arbejdslyst”, der gør det ”langt federe at deltage” i undervisningen.

Beskrivelserne stammer fra de studerendes motivering af, hvorfor Casper Steinmann fortjener prisen som årets underviser på Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet. En pris, han allerede har modtaget tidligere i år på instituttet.

Se: Casper Steinmann - Årets underviser på Institut for Kemi og Biovidenskab 2022 - Aalborg Universitet (aau.dk)

Godt greb om Corona

De studerende beretter i motiveringen, at Casper Steinmanns undervisningsstil gjorde det lettere at komme gennem Covid-19-nedlukningerne. Her nytænkte han for eksempel forelæsningerne, så hans præsentationer blev suppleret med quizzer, diskussioner og gruppearbejde om opgaveregning.

Casper gør en dyd ud af at få diskuteret opgaverne med de studerende, så alle får det i hænderne. Undervejs i opgaveregningen inddrages alle grupperne i en samlet diskussion, hvor de studerendes erfaringer og problematikker inddrages.

Fra de studerendes motivering

Oveni kommer Casper Steinmanns altid smittende humør, tålmodighed og relationskompetence. Han evner ifølge de studerende desuden at tilrettelægge en undervisning, der får dem til at føle sig klædt på til at løse samfundsvæsentlige opgaver i den sektor, de med tiden skal ud at arbejde i.

Indstillet til AAU-pris

Casper Steinmann er også dybt engageret i leadENG studenterprojekterne, som favner hans evne til at møde de studerende og videregive passionen for det, han fortager sig.

Læs om leadENG studenterprojekterne. 

”Casper er på mange måder et eksempel til efterfølgelse på fakultetet. Han formår at få de studerende med, så de selv fører an i at løse de virkelighedsnære problemer og opgaver, han introducerer dem for, samtidig med, at de oplever at få bygget flere og flere kompetencer på”, vurderer prodekan for uddannelse Olav Geil.

Casper Steinmann er indstillet til Det Obelske Familiefond Underviserpris, der gives den underviser på tværs af hele Aalborg Universitet, der har udmærket sig klarest i det forgange år.

Læs om prisen, som Mads Pagh Nielsen fra Institut for Energi modtog i 2022.

Fakultets mange dygtige undervisere

Finalefeltet til prisen som årets underviser på Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet var stærkt og rummede foruden Casper Steinmann disse undervisere:

  • Per Møldrup, BUILD
  • Mads Valentin Bram, Institut for Energi
  • Thomas Ditlev Brunø, Institut for Materialer og Produktion
  • Morten Nielsen, Institut for Materialer og Produktion samt Institut for Matematik
  • Peter Helstrup Madsen, Adgangskursus.

Prisen skal ses som en anerkendelse af den store betydning, som dygtige og inspirerende undervisere har for den enkelte studerende og for universitetets uddannelser.

Det er de studerende, som gennem studienævnene indstiller kandidaterne til prisen som årets underviser. Kandidaterne udpeges hvert år på et studienævnsmøde i maj måned.