Spring til indhold

Portræt

Thomas Kastrup-Larsen – Borgmester i Aalborg kommune

Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, har været politisk aktiv siden 1993. Det var bl.a. nogle oplevelser med en socialt udsat mand i nabolaget, der fik Thomas til at tage initiativ til at melde sig ind i DSU. I 1998 blev Thomas valgt ind i byrådet i Aalborg, og samme år dimitterede han fra AAU som cand.scient.adm.

Portræt

Thomas Kastrup-Larsen – Borgmester i Aalborg kommune

Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, har været politisk aktiv siden 1993. Det var bl.a. nogle oplevelser med en socialt udsat mand i nabolaget, der fik Thomas til at tage initiativ til at melde sig ind i DSU. I 1998 blev Thomas valgt ind i byrådet i Aalborg, og samme år dimitterede han fra AAU som cand.scient.adm.

Blå bog for Thomas Kastrup-Larsen:

  • Job: Borgmester i Aalborg kommune
  • Uddannelse på AAU: Cand.scient.adm.
  • Dimissionsår: 1999
  • Fødeår: 1973
  • Fødeby: Kalundborg

Artiklen er mere end 30 dage gammel og afspejler alumnens karriere på det pågældende tidspunkt. Alumnen kan siden artiklen blev skrevet således have ændret karrierevej

Thomas fik job som aftenskoleleder, og blev derefter ansat på AAU, hvor han arbejdede med erhvervsfremmende virksomhed, inden han blev rådmand, og endda konstitueret borgmester i en periode. I 2014 indtog Thomas borgmesterkontoret og det ansvar, der følger med. 

Det helt rigtige job

Thomas brænder for jobbet: For det politiske arbejde og for at se Aalborg kommune udvikle sig. Han kan simpelthen ikke lade være med at engagere sig i samfundsforhold. Han har viljen og lysten til at gøre en positiv forskel, og kombineret med glæden ved at få noget til at lykkes, gør det, at Thomas ikke er i tvivl om, at politik er det helt rigtige at bruge sin tid på.

Arbejdsdagen som borgmester er meget afvekslende, men ifølge Thomas kan den opdeles i 3 arbejdsområder: Dels møder formelle som uformelle med forskellige mennesker og beslutningstagere, dels besøg og åbninger, hvor folk gerne vil vise borgmesteren noget af det, som de arbejder med. Endelig er der de strategiske drøftelser eller sparring med politiske kollegaer og andre interessenter.

Den største bedrift

Der er således en række forskellige opgaver i Thomas’ opgaveportefølje, men han er ikke i tvivl om, hvad hans vigtigste opgave som borgmester er: ”Noget af det, som skiller sig ud som særligt vigtige opgaver, er evnen til at samle byrådet og kommunen om fælles visioner og formå at føre dem ud i livet.”

Netop evnen til at samle forskellige aktører har spillet en særlig rolle i det, Thomas betragter som sin største bedrift i jobbet. Han fortæller: ”Min største bedrift er nok at have været med til at samle kommunen, erhvervslivet og en række af de større uddannelsesinstitutioner i Aalborg om en række af de store investeringer og den udvikling, vi ser i Aalborg netop nu.”

AAU har en markant rolle

En del af den udvikling, der henvises til, er Aalborgs udvikling som uddannelsesby, om hvilken Thomas siger: ”Antallet af studerende er steget meget kraftigt, så i dag har vi 45.000 uddannelsessøgende i Aalborg. Aalborg Universitet har stået for langt størstedelen af denne vækst, og er således den uddannelsesinstitution, der mest markant tegner Aalborg som uddannelsesby”.

Aalborg har udviklet sig til at være en by, hvor studerende gerne slår sig ned, hvilket bl.a. AAU’s stigende optag gennem årene vidner om. Der arbejdes på at fastholde disse mennesker i området, når de er færdiguddannede. Thomas forklarer, hvad der skal til: ” Det vigtigste, der skal til for at fastholde flere akademikere i Nordjylland, er flere arbejdspladser. Jo flere arbejdspladser der bliver skabt, jo bedre. Og her har vi jo heldigvis præsteret en flot og markant jobvækst i Aalborg Kommune de senere år. Derudover handler det om at skabe et område, folk simpelthen ikke har lyst til at flytte fra, og også på dette område har Aalborg forbedret sig meget de seneste år med markant vækst i kulturtilbud m.v.”

AAU-kompetencer, arbejdsindsats og dedikation

Udover at have stor betydning for udviklingen af Aalborg som uddannelsesby, har AAU også betydet en del for Thomas som menneske. Han husker tilbage på studielivet i 90’erne med glæde – en sjov tid, hvor han rykkede sig rigtig meget både fagligt og menneskeligt.

De særlige AAU-kompetencer bruger han meget i sit virke som borgmester. Han uddyber: ”Jeg bruger min uddannelse meget. Både til at forstå de processer og udfordringer jeg står overfor, men også i forhold til mange af de arbejdsmetoder og tilgange jeg fik i forhold til at løse problemer og udfordringer.”

Oveni de faglige kompetencer fra AAU og den tidligere omtalte lyst til at gøre en forskel, mener Thomas, at det er flid og arbejdsindsats, der er afgørende for hans succes. Han siger med et glimt i øjet: ”Der er mange mennesker, der er bedre begavet end mig, men der er få, der slår mig på arbejdsindsats og dedikation.”

Fokus på den kommende valgperiode

Jobbet som borgmester har man som bekendt kun, så længe vælgerne vil det. Direkte adspurgt om, hvad han skal i fremtiden, svarer Thomas: ”Aner det ikke. Jeg tager en valgperiode af gangen. Så lige nu fokuserer jeg meget på den kommende valgperiode, og så må vi se hvad der sker derefter”.

Foto: Lars Horn/Aalborg kommune