Spring til indhold
ForsideAAU's alumnenetværkPortrætterAlumneportrætterSSHInstitut for Politik og Samfund

Portræt

Daniel Søgaard Jensen - IT Application Specialist hos Powercare

Daniel har en uddannelsesbaggrund fra Kommunikation & Digitale Medier (Bachelor) samt en Kandidat i IT-Ledelse.
I dag bruger Daniel sine kompetencer som IT Application Specialist hos Powercare.

Ved siden af underviser Daniel i RPA (Robotics Process Automation), som bruges til automatisering af arbejdsprocesser. Det gør han hos Teknologisk Institut og hos ERFA-grupper via sin enkeltmandsvirksomhed 'Soegaard Solutions'.

Portræt

Daniel Søgaard Jensen - IT Application Specialist hos Powercare

Daniel har en uddannelsesbaggrund fra Kommunikation & Digitale Medier (Bachelor) samt en Kandidat i IT-Ledelse.
I dag bruger Daniel sine kompetencer som IT Application Specialist hos Powercare.

Ved siden af underviser Daniel i RPA (Robotics Process Automation), som bruges til automatisering af arbejdsprocesser. Det gør han hos Teknologisk Institut og hos ERFA-grupper via sin enkeltmandsvirksomhed 'Soegaard Solutions'.

BLÅ BOG FOR DANIEL SØGAARD JENSEN

  • Uddannelse på AAU: Kommunikation & Digitale Medier (Bachelor), IT-Ledelse (Kandidat)
  • Fakultetstilknytning: Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet
  • Campustilknytning: Aalborg
  • Dimissionsår: 2018
  • Fødeår og –by: 1992, Galten
  • Nuværende jobtitel og virksomhed: IT Application Specialist hos Powercare

Artiklen er mere end 30 dage gammel og afspejler alumnens karriere på det pågældende tidspunkt. Alumnen kan siden artiklen blev skrevet således have ændret karrierevej.

Hvad beskæftiger virksomheden/organisationen, du er ansat i, sig med? 

Powercare stiller vikarer (Læger, sygeplejersker, jordemødre, SOSU-uddannede) til rådighed for hele sundhedssektoren i Danmark, Norge, Færøerne og Grønland. 

Hvordan ser nogle af dine arbejdsopgaver ud?

Jeg analyserer forretningen og dens arbejdsprocesser. Dette omsætter jeg til kravspecifikationer til et nyt stort bookingsystem, som virksomheden skal skifte over til. 
Jeg laver typiske Product Owner arbejdsopgaver. Derudover automatiserer jeg også arbejdsprocesser via RPA (Robotic Process Automation), som er små robotter, man koder til at udføre arbejde på computere. Robotterne overtager de gentagelige og kedelige arbejdsopgaver på kontoret, så de ansatte får mere tid til at lave værdiskabende arbejde.

Det er også denne teknologi, som jeg underviser i (i min egen virksomhed). Jeg har en aftale med Powercare om, at jeg en gang i mellem kan tage fri og så tage ud og undervise på Teknologisk Institut (Århus / KBH) eller andre steder i landet. Alt mit undervisningsmateriale har jeg selv lavet fra bunden. Jeg underviser helt selv over for 5 - 20 kursister af gangen, hvor mange af dem kunne være mine forældre.
Jeg underviser også hos ERFA-grupper, holder webinarer og lignende.

Beskriv kort din rejse fra studiet til dit nuværende job

Jeg havde svært ved at lande et job i starten, og var faktisk arbejdsløs i et halvt år. Alle de virksomheder, jeg kom ud til, ønskede, at jeg havde arbejdserfaring.

På mit første arbejde blev jeg smidt ud i store kundeprojekter, som stadig var uoverskuelige for mig de første par måneder. Men da jeg faldt over RPA (Robotics Process Automation), tog min karriere fart, og jeg har nu stort projektansvar inden for IT, kan kode mange programmer helt selv, samt har min undervisningsvirksomhed. 

Beskriv en typisk arbejdsdag for dig?

Jeg kortlægger arbejdsprocesser og laver kravspecifikationer til nye features i virksomhedens nye IT-system. Derud over laver jeg også små robotter, der automatiserer meget af det trivielle arbejde, der findes i virksomheden.

Jeg udfører diverse projektleder opgaver ifm. det nye IT-system, fx planlægning, prioritering, præsentationer, design af infrastruktur.

Hvad motiverer dig?

At opnå mere viden og undervise.
Jeg elsker at få aha-oplevelser, når jeg har siddet med et emne i noget tid. Og hvis jeg kan formidle den aha-oplevelse, så den er letspiselig over for et publikum, så topper min dag fuldstændig.

Hvad er den vigtigste læring i dit arbejdsliv indtil videre?

Din leder har mere indflydelse på dit helbred end din læge. Jeg har set mange ledere, der fokuserer så meget på effektivisering og micro management, at de glemmer helt almindelige menneskelige aspekter.

Det resulterer i ineffektivt arbejde og i sidste ende opsigelser. 

Hvordan bruger du din uddannelse og AAU-faglighed konkret i dit arbejde?

Jeg lærte rigtig meget om kommunikation og formidling på min bachelor. Dette bruger jeg i dag i min undervisning, samt når jeg præsenterer - uanset om det er på Teams, foran ledelsen eller en afdeling hos Powercare.

Desuden bruger jeg nærmest hvert eneste modul, jeg lærte på IT-ledelse, hver evig eneste dag. Digitalisering, forretningsforståelse, kodning, projektledelse og at arbejde med 'modstand mod forandring'. Og det har været en kæmpe gave, at underviserne på IT-ledelse tvang os til at lave så mange eksamensoplæg (omkring 65) i Powerpoint. Det gør mig i dag super god til at strikke nogle spændende Powerpoint-præsentationer sammen til et hvilket som helst publikum. 

Hvorfor valgte du at læse på Aalborg Universitet frem for på et andet universitet?

Jeg valgte Aalborg Universitet, fordi det føltes meget nede på jorden og mange af mine venner tog til Aalborg. Jeg havde altid hørt godt om Aalborg, så det føltes meget naturligt for mig at tage derop (fra Galten, uden for Århus).

Hvorfor valgte du den uddannelse, du gjorde?

Jeg valgte kommunikation, da jeg altid har vidst, at formidling af svære/ikke-let-spiselige emner var interessant for mig. Jeg lærte dog på min bachelor, at formidling i sig selv ikke var nok - man skal også have et relevant emne at formidle om. Derfor tog jeg kandidaten i IT-ledelse, da IT altid har været interessant for mig, og kandidaten virkede rigtig ambitiøs.

Dit favoritminde fra AAU? 

Det må nok være fredagsbarene og studiemiljøet generelt. Der blev gjort rigtig meget for, at studerende kunne mødes til en øl eller fritidsaktiviteter efter studiet, og især om fredagen var det bare herligt at slå sig ned omkring et bord og nyde nogle kolde øl med sine studiekammerater.

Aalborg har også den perfekte størrelse som studieby - ikke for stor, ikke for lille.

Dit karriereråd til studerende og nyuddannede, når de skal ud på jobmarkedet?

Hvis dine ansøgninger ikke giver pote i en måned eller to, så ændr strategi. Ellers går du helt død i den.

Og hvis du kommer til jobsamtale, men du ikke får jobbet, så forkæl dig selv med en god gang aftensmad alligevel. En "fejlet" jobsamtale kan få alle i kulkælderen, og lidt selvforkælelse kan få mange hurtigt op på hesten igen.

Med den viden og indsigt du har i dag, hvilket råd vil du så give dig selv, hvis du skulle i gang med at læse på AAU?

Et praktisk råd ville være: "Sørg for at skrive dig op til en lejlighed hurtigst muligt" :-)

Daniel Søgaard Jensen på LinkedIn