Portræt
Sanne Kjeldsteen - Direktør, AndersenB2B ApS
Portræt
Sanne Kjeldsteen - Direktør, AndersenB2B ApS
Portræt
Portræt
BLÅ BOG FOR SANNE KJELDSTEEN
Artiklen er mere end 30 dage gammel og afspejler alumnens karriere på det pågældende tidspunkt. Alumnen kan siden artiklen blev skrevet således have ændret karrierevej.
Netværk, sparring og udvikling for industri- og fremstillingsvirksomheder; flere af virksomhederne med eksport for øje. Formålet med vores netværksaktiviteter er at få deltagerne til at dele erfaringer, udfordringer og ikke mindst skabe forretning til og med hinanden. Netværksmøderne holdes som virksomhedsbesøg hos forskellige produktionsvirksomheder.
Faciliteret matchmaking er en fast del af programmet for at sikre, at de personer med sparrings- og samarbejdspotentiale får tid med hinanden. Vores netværksaktiviteter afholdes ligeledes for danske virksomheder på udvalgte emerging markets.
Organisering og koordinering af events med værtsvirksomheder og eventuelle samarbejdspartnere.
Udarbejdelse af ugentlig nyhedsbrev og content til bl.a. Linkedin, instagram og web.
Facilitering af netværksarrangementer med alt hvad der hører til før, under og efter. Relationsarbejde og salg.
"Rejse" er et ganske godt nøgleord her. Det var netop min store rejselyst, der fik mig til at søge jobbet som studentermedhjælper hos Andersen Consult, vores hovedselskab, da jeg kom hjem efter 4. semester i London.
Jeg søgte målrettet efter en nordjysk virksomhed med international aktivitet og profil. Det var et godt match, og jeg skrev flere semesterprojekter med virksomheder, der også er mine kunder i dag.
Jeg gik all in, og valgte også at tage min praktik i virksomheden på 9. semester. Efter et vellykket specialeprojekt med en fantastisk studiegruppe blev jeg ansat på fuldtid. Herfra gik det stærkt, og efter få måneder blev jeg skubbet direkte ud fra 10 meter vippen med ansvar for business delegations til bl.a. Tanzania, Vietnam, Marokko, Filippinerne og Bangladesh med grupper af danske eksportvirksomheder, der skulle ud i verden for at finde lokale samarbejdspartnere. Det gav hår på brystet og nogle værdifulde oplevelser og relationer. Men efter et par år med dette fokus var det dog tydeligt, at netop dét med relationerne er min ild. Jeg fik derfor muligheden for, sammen med mine kollegaer, at bygge AndersenB2B op fra scratch til dét sted, vi er i dag. En vild rejse , hvor læring og udvikling følger trop. Men også en rejse, hvor SIV-uddannelsen har haft langt større betydning, end jeg selv har været bevidst om.
Jeg har ofte to typer arbejdsdage. Hvis jeg er BACK OFFICE, sidder jeg ofte på en café eller hjemmekontoret og forbereder, koordinerer, skriver, ringer, planlægger, bogfører, følger op og får enderne til at mødes, så vores eventprogram altid er fyldt og netværksmøderne klapper hver gang.
Er jeg derimod FRONT END, finder man mig som facilitator til møder og arrangementer rundt om i landet hos en lang række spændende virksomheder. Et par gange om året foregår det på emerging markets i Asien og Afrika.
Jeg plejer at sige mad og mennesker... Men her må svaret naturligvis være mennesker. Dygtige mennesker der brænder for deres faglighed, entreprenante mennesker der knokler for at lykkes med deres virksomhed, gode relationer der gør mit arbejde meningsfyldt.
Kommunikation mellem mennesker betyder alt. Både den gode og den dårlige af slagsen.
Jeg nyder hver dag godt af det sproglige fundament, som blev bygget under studiet. SIV gav desuden en kommerciel forståelse, som var ganske nødvendig for mig, der kom fra det almene gymnasium.
Et højt sprogligt og kommunikativt niveau, kommerciel forståelse og evnen til at samarbejde og løse komplekse problemstillinger er nogle af de vigtigste elementer i min AAU-faglighed.
Jeg har altid været forelsket i Aalborg som by. Det er jeg stadigvæk. Det var derfor byen, der trak i mig først. Men jeg er yderst taknemmelig for, at netop AAU blev den akademiske ramme om min studietid. Særligt pga. det stærke fokus på gruppe- og problembaseret læring.
Det var frustrerende i starten. Men det endte med at være det vigtigste, da jeg kom ud på den anden side.
På mine tre sabbatår rejste jeg rigtig meget, og jeg blev som mange andre unge bidt af en gal rejsemyg, der ikke slap mig igen. Jeg søgte derfor en uddannelse, der kunne få mig ud i verden. Men jeg var ærlig talt ret lost. Jeg endte med at tage en test på uddannelsesguiden, hvor SIV-studiet dukkede op som en favorit.
Da jeg læste noget om udlandsophold, praktik og så *international* i studiets navn var jeg egentlig solgt - og tog chancen. Heldigvis.
Jeg havde fem fantastiske år på AAU, hvor det sociale og faglige gik hånd i hånd. Der er derfor rigtig mange festlige minder fra studietiden, som jeg aldrig glemmer. Men at slå sløjfe på det hele med et specialeforløb, hvor både gruppearbejde og samarbejde med vejleder og virksomheder gik op i en højere enhed, må alligevel være favoritten.
Sørg for masser af samarbejde med virksomheder undervejs i studiet. Du får et meget værdifuldt indblik i erhvervslivet, du får relationer som kan være med til at bane vejen i din karriere senere, og dine studieprojekter bliver sjovere at arbejde med.
På samme måde kan jeg kun opfordre til et relevant studiejob tidligt i studieforløbet. Det har enorm stor betydning for dine chancer på arbejdsmarkedet efter endt studietid. Frivilligt arbejde, bestyrelsesarbejde og hobbyinteresser som at tage fotos, lave videoer, bygge SoMe profiler op etc. er også store plusser på dit CV, når du skal have det første job.
Linkedin bør også nævnes; det er en suveræn platform til at bygge et professionelt netværk op, allerede mens du studerer.
Din profil og dine kompetencer er unikke, og du må gerne tage chancer og gå all in på drømmejobbet.
Hold ud i starten, hvor alt er nyt og overvældende. Giv din første studiegruppe en chance, og husk at prioritere alle de sjove ting, der også følger med studietiden.
Flere portrætter?