Spring til indhold

Portræt

Carsten Hvid Nielsen - Postdoc - Aalborg Universitet

Carsten Hvid Nielsen er drevet af lige dele nysgerrighed og indignation. For Carsten ligger det interessante altid i margin af vores samfund. Om det er mennesker, der lever i hjemløshed, etniske minoriteter eller personer med handicap, betyder mindre; det interessante for Carsten er at få lov at træde ind i deres verden med åben nysgerrighed.

Portræt

Carsten Hvid Nielsen - Postdoc - Aalborg Universitet

Carsten Hvid Nielsen er drevet af lige dele nysgerrighed og indignation. For Carsten ligger det interessante altid i margin af vores samfund. Om det er mennesker, der lever i hjemløshed, etniske minoriteter eller personer med handicap, betyder mindre; det interessante for Carsten er at få lov at træde ind i deres verden med åben nysgerrighed.

BLÅ BOG: Carsten Hvid Nielsen

  • Fødeår og-by: 1982, Aarhus
  • Titel på Ph.d. afhandling: Ekskluderende design – Når design skaber eksklusion
  • Institut: Arkitektur, Design og Medieteknologi
  • Fakultet:DET TEKNISKE FAKULTET FOR IT OG DESIGN
  • Campus: CAMPUS AALBORG
  • Dimissionsår: 2024

Nuværende jobtitel og virksomhed

Postdoc - Aalborg Universitet.

Hvordan interessen for mit forskningsfelt opstod

Jeg har altid været optaget af at studere mennesker, og så man kan spørge, hvad det har med byrumsdesign at gøre, men for mig er studiet af design i lige så høj grad et studie af mennesker. Jeg er særligt interesseret i at undersøge de eksklusionsmekanismer, der finder sted i samfundet, og da muligheden opstod for at undersøge, hvordan mennesker, der lever i hjemløshed, oplever at blive presset rundt i byen af forskellige designinterventioner, vidste jeg, at jeg måtte gribe den chance. 

Det blev hurtigt tydeligt for mig, at meget af den adfærd, som mennesker i hjemløshed udviser – for eksempel at ligge ned og sove eller hvile sig, tilberede mad eller sidde og drikke – betragtes som fuldt ud legitim i det private rum, såsom i vores hjem.

Men i det offentlige rum bliver denne adfærd pludselig illegitim. Eller det vil sige at ligge ned i det offentlige rum er eksempelvis acceptabelt på stranden eller i parken om sommeren, men det anses som uacceptabelt på stationen eller banegården. Hvad der opfattes som legitim og illegitim adfærd i det offentlige rum er i mine øjne virkelig interessant, fordi det siger noget om vores tolerance og rummelighed i forhold til andres livsvilkår. 

Det var også interessant at undersøge, hvordan forskellige designinterventioner anvendes til at regulere, hvilken adfærd der anses som henholdsvis legitim og illegitim i forskellige offentlige rum. Eksempler på dette er bænke, der er inddelt i sektioner med ekstra armlæn, så man ikke kan ligge ned, eller musik, der afspilles strategiske steder for at gøre længere ophold uudholdelige.

Hvad jeg er mest passioneret omkring i mit arbejde

For mig er det et stort privilegium at få lov til at tale med så mange mennesker, der har grundlæggende anderledes livsvilkår end mine egne. Jeg har talt med mange personer, der lever eller har levet i hjemløshed, og jeg føler mig oprigtigt beæret over, at de har været villige til at åbne deres verden og dele deres perspektiver på byen med mig.

Det tager jeg samtidig som en stor forpligtelse, og gennem hele mit ph.d.-projekt har jeg arbejdet for at give dem en stemme og lade deres perspektiver blive hørt – både i den akademiske verden og i civilsamfundet generelt.  Deres stemmer og perspektiver på byen er utrolig vigtige at bringe videre, fordi de ofte besidder en erfaring og viden, der er uundværlig for en helhedsforståelse af samfundet. 

Hvilke perspektiver min forskning på sigt kan have for det omgivende samfund

For mange mennesker er ’ekskluderende design’ et forholdsvis nyt begreb, og mange lægger ikke engang mærke til det i byrummet, ganske enkelt fordi de ikke selv oplever de negative konsekvenser af denne type design.

Et af formålene med forskningsprojektet har derfor været at synliggøre ekskluderende design, så vi alle ’lærer at se’ det, når vi støder på det. Når man først begynder at lægge mærke til det, kan man ikke undgå at bemærke det fremover. Synliggørelsen af fænomenet ekskluderende design er derfor afgørende. 

Dernæst er dialog om denne type design essentiel, for vi står alle med et valg og et ansvar for, hvordan vi ønsker, at byen og samfundet skal udvikle sig fremover. Der er intet, der er givet på forhånd, så det er vitterligt vores valg.

Vil vi acceptere ekskluderende design, som presser mennesker i hjemløshed længere væk fra byen, længere ud i usikkerhed og håbløshed? Eller vil vi hellere designe vores byrum, så der er plads til alle – også mennesker, der lever i hjemløshed? Dette valg har vi alle indflydelse på.

Hvad der gjorde størst indtryk på mig under mit ph.d.-forsvar

Under mit forsvar fik jeg en fornemmelse af, at vi alle havde en fælles social bekymring i forhold til måden, vores byer udvikler sig på. Bekymringen omhandlede både, at mennesker i hjemløshed oplever at deres livsvilkår og overlevelsesstrategier forringes, når de presses ud af visse byrum, og samtidig, at vi langsomt fjerner os mere og mere fra hinanden i byen.

Det er gennem mødet med hinanden, at vi udvikler os som mennesker og som samfund. Det er i mødet med ’den anden’, at vores fordomme og utryghed ved ’det fremmede’ udfordres, og det er i dette møde, vi dannes som rummelige mennesker. 

Jeg havde set meget frem til forsvaret og måske endnu mere til, at ph.d.-afhandlingen endelig blev publiceret, så den viden og de indsigter, der ligger i materialet, kan komme ud og få liv og forhåbentlig skabe refleksion og dialog rundt omkring.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg er en person, der er drevet af lige dele nysgerrighed og indignation. For mig ligger det interessante altid i margin af vores samfund. Om det er mennesker, der lever i hjemløshed, etniske minoriteter eller personer med handicap, betyder mindre for mig; det interessante er at få lov at træde ind i deres verden med åben nysgerrighed.

Dernæst er det interessant, når der fra deres perspektiv er noget, der tirrer min retfærdighedssans.  Jeg har en blandet baggrund med både en håndværksuddannelse og senere studier i pædagogik og sociologi. Det har givet mig mange forskellige indsigter i, hvordan man kan tænke og forstå verden.

At tage en uddannelse og have erfaring fra flere fag giver ikke blot nye kompetencer, men også indsigt i mange forskellige menneskers liv. Det er en indsigt og erfaring, jeg trækker på hver dag.

Mit råd til nuværende ph.d.-studerende, der ønsker en karriere uden for universitet

Efter et ph.d.-forløb har man tilegnet sig mange forskellige kompetencer, og jobbet, man drømmer om, er måske et, man selv skal skabe.

Mit råd vil være, at man følger sin passion og søger hen, hvor man kan arbejde med det, man brænder for, samtidig med at man er åben for, at passionen og arbejdet sagtens kan skifte flere gange i løbet af arbejdslivet.

Personligt synes jeg, at det mest spændende altid findes i marginen eller på kanten, og det vil også være det, jeg vil søge efter, når den tid kommer.

Carsten Hvid Nielsen