Spring til indhold

Portræt

Vashanth Selvadurai - Adjunkt - Erhvervsakademi Dania

Foto kredit: Søren Kjeldgaard

Vashanth Selvadurai mener, at en af de vigtigste færdigheder, man opnår gennem et ph.d.-forløb, er evnen til hurtigt at tilegne sig ny viden og forstå nye områder. Dette er ikke kun værdifuldt i praksis, hvor man ofte skal navigere i komplekse problemstillinger, men også i ens eget private liv. Fleksibiliteten og evnen til at lære hurtigt vil hjælpe en med at tilpasse sig mange forskellige karriereveje uden for universitetsverdenen.

Foto kredit: Søren Kjeldgaard

Portræt

Vashanth Selvadurai - Adjunkt - Erhvervsakademi Dania

Foto kredit: Søren Kjeldgaard

Vashanth Selvadurai mener, at en af de vigtigste færdigheder, man opnår gennem et ph.d.-forløb, er evnen til hurtigt at tilegne sig ny viden og forstå nye områder. Dette er ikke kun værdifuldt i praksis, hvor man ofte skal navigere i komplekse problemstillinger, men også i ens eget private liv. Fleksibiliteten og evnen til at lære hurtigt vil hjælpe en med at tilpasse sig mange forskellige karriereveje uden for universitetsverdenen.

Foto kredit: Søren Kjeldgaard

BLÅ BOG: Vashanth Selvadurai

  • Fødeår og-by: 1984 Valvettithurai, Sri Lanka
  • Titel på Ph.d. afhandling: Transmedia Exhibition: Exploring Production Criteria for a Transmedia Experience in an Exhibition Context
  • Institut: Institut for Kommunikation og Psykologi
  • Fakultet: DET HUMANISTISKE OG SAMFUNDSVIDENSKABELIGE FAKULTET
  • Campus: CAMPUS AALBORG
  • Dimissionsår: 2019

Nuværende jobtitel og virksomhed

Adjunkt - Erhvervsakademi Dania

Hvordan interessen for mit forskningsfelt opstod

Min interesse for mit forskningsfelt opstod som en naturlig forlængelse af flere fagområder, jeg har dyrket gennem årene. Det hele startede med min fascination for nye digitale teknologier, som hurtigt blev en vigtig del af min personlige og professionelle udvikling.

Jeg fandt det spændende, hvordan teknologier konstant udvikler sig og skaber nye måder at kommunikere og interagere på. Samtidig har jeg altid haft en stor interesse for strategisk kommunikation.

Jeg blev hurtigt klar over, at den måde, vi kommunikerer på, kan have stor indflydelse på både individuelle og organisatoriske mål. Her spillede digitale medier en central rolle, da de åbner op for helt nye former for engagement og interaktion. En anden vigtig dimension for mig har været min passion for filmproduktion. Gennem arbejdet med film har jeg set, hvordan visuelle og narrative teknikker kan styrke kommunikationsstrategier og skabe dybere forbindelser med publikum. Filmens evne til at formidle komplekse budskaber på en enkel og visuel måde fascinerede mig og ledte mig videre til at udforske, hvordan storytelling kunne bruges i andre sammenhænge. Det var her, min interesse for transmedia experience opstod – hvordan historier kan udspille sig på tværs af flere platforme og skabe en mere engagerende og interaktiv oplevelse.

Jeg blev interesseret i, hvordan disse metoder kan anvendes strategisk i andre felter, især inden for marketing og kommunikation. Kombinationen af disse interesser førte mig naturligt ind i strategisk markedsføring, hvor digitale medier og innovative kommunikationsformer kunne anvendes til at skabe værdi for både virksomheder og forbrugere. Samlet set er det fællesnævneren for disse interesser, der har dannet grundlaget for mit forskningsfelt, hvor jeg fokuserer på strategisk kommunikation med et særligt fokus på digitale medier og deres transformative potentiale.

Hvad jeg er mest passioneret omkring i mit arbejde

Det, jeg er mest passioneret omkring i mit arbejde, er indholdsproduktion og kommunikation, især hvordan det kan anvendes strategisk til at skabe meningsfuld engagement. Jeg elsker at udvikle og formidle indhold, der fanger opmærksomhed og skaber forbindelse til målgrupper på en kreativ og effektiv måde. Samtidig brænder jeg for at udforske nye emergerende teknologier og deres potentiale til at ændre den måde, vi kommunikerer på.

Jeg finder det inspirerende at kunne kombinere disse elementer for at udvikle innovative løsninger, der skubber grænserne for, hvad kommunikation kan opnå.

Hvilke perspektiver min forskning på sigt kan have for det omgivende samfund

Min forskning inden for strategisk kommunikation gennem nye digitale medier og teknologier har potentiale til at få vidtrækkende perspektiver for det omgivende samfund. Ved at undersøge, hvordan digitale teknologier kan danne rammerne for god kommunikation, læring og underholdning, kan min forskning bidrage til at forbedre måden, vi formidler og udveksler information på. Med fokus på nye teknologier som VR, AR og XR, kombineret med AI, arbejder jeg på at forstå, hvordan disse teknologier vil forme fremtiden og skabe nye muligheder for strategisk kommunikation.

Disse teknologier vil kunne forbedre både den måde, vi engagerer målgrupper på, og den måde, vi opbygger interaktive og personlige oplevelser. Det har en direkte anvendelse i markedsføringsfeltet, hvor teknologiens potentiale kan bruges til at skabe mere effektive og målrettede kommunikationsstrategier. På sigt kan min forskning derfor bidrage til at forme fremtidens kommunikationsmetoder, hvilket vil have betydning for både erhvervsliv, uddannelse og underholdningsindustrien.

Hvad der gjorde størst indtryk på mig under mit ph.d.-forsvar

Det, der gjorde størst indtryk på mig under mit ph.d.-forsvar, var, at jeg overhovedet nåede dertil. Det var en milepæl, der symboliserede alle de års hårdt arbejde, udfordringer og læring. Det var en stærk oplevelse at se, hvordan mit forskningsarbejde og den viden, jeg havde opbygget, nu kunne komme ud i verden og bidrage på en større skala.

Derudover var det utrolig betydningsfuldt for mig at have støtte fra familie og venner. Deres opbakning gav mig ekstra styrke og gjorde hele oplevelsen endnu mere mindeværdig.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg er født i Sri Lanka og flygtede fra borgerkrigen til Danmark i 1985. Jeg har gået i folkeskole og gymnasium i Herning, hvor jeg opbyggede fundamentet for min uddannelse. Jeg har taget min bachelor i Medialogi og min kandidat i Interaktive Digitale Medier på Aalborg Universitet. I dag bor jeg i Aalborg sammen med min livsledsager og min halvandet år gamle søn.

Jeg er en del af forskningsgruppen i Interaktive Digitale Medier og Oplevelsesdesign på Aalborg Universitet, hvor jeg arbejder på et forskningsprojekt om metaversen i samarbejde med forskere fra denne gruppe. Dette projekt er en tværinstitutionelt samarbejde med Erhvervsakademi Dania, hvor jeg nu også er i gang med mit adjunktur. I min fritid spiller jeg fodbold og styrketræner, og jeg har en passion for musik- og filmproduktion, hvor jeg bruger meget tid på at skrive og producere tamilsk musik og spillefilm.

Mit råd til nuværende ph.d.-studerende, der ønsker en karriere uden for universitet

Mit råd til nuværende ph.d.-studerende, der ønsker en karriere uden for universitetssektoren, er at huske på, at der findes mange muligheder for at arbejde med det, man brænder for, og samtidig bidrage til samfundet både lokalt og internationalt. Der er mange institutioner, som har brug for kvalificerede personer til at undervise og forske, og virksomheder efterspørger i stigende grad folk, der kan generere ny viden, der kan indgå direkte i deres produktion og udvikling.

En af de vigtigste færdigheder, man opnår gennem et ph.d.-forløb, er evnen til hurtigt at tilegne sig ny viden og forstå nye områder. Dette er ikke kun værdifuldt i praksis, hvor man ofte skal navigere i komplekse problemstillinger, men også i ens eget private liv. Fleksibiliteten og evnen til at lære hurtigt vil hjælpe en med at tilpasse sig mange forskellige karriereveje uden for universitetsverdenen.

Vashanth Selvadurai på LinkedIn