Let it be blev startskuddet

For mange musikchefer lægges de første sten til karrieren allerede i barndommen, hvor de begynder at dygtiggøre sig – årevis med stemmetræning eller uendelig mange øvetimer ved klaveret eller et andet instrument, inden de kommer ind på konservatoriet.

Sådan var det ikke for Jan: Han begyndte sin musikalske løbebane på Aalborghus Gymnasium – til en morgensamling hvor hverken klaver eller mikrofoner ville makke ret, da Beatles’ ”Let it be” skulle fremføres. Jan tog sagen i egen hånd og skrålede igennem, og publikum bakkede ham op – så slog det ham: ”Hold da kæft, hvor synger jeg egentlig godt.” Med den erkendelse søgte han om optagelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og han kom ind som den eneste tenor det år.

Fra København til Yale via Salzburg

I studietiden førte talentet ham vidt omkring: På turné med en Marie Callas-forestilling, til Salzburg Domkirkekor og endda til Santa Fe, hvor hans talent blev spottet, og han fik tilbudt et scolarship på Yale University. Det tog han imod. Forinden havde han opnået en Artist Diploma Degree (svarende til en Ph.d.) i music & performance fra Oberlin College & Conservatory. På Yale Business School tog Jan også en del kurser i ledelse, teamwork og psykologi.

Fra den ene dag til den anden besluttede Jan sig for, at han ville tilbage til Danmark og læse på universitetet. Sangtalentet kunne godt have bragt ham videre, men nu skulle der prøves noget nyt.

En del af en gruppe på AAU

Der var flere uddannelser, der appellerede til Jan, men en ting var han sikker på – han ville studere på Aalborg Universitet. Han fortæller: ”Jeg kunne godt lide det der med at skrive i grupper og hele den projektorienterede måde at lære på – frem for den mere selvstændige form på andre universiteter, hvor man får en stak bøger, lærer dem udenad og går til eksamen alene.”

Jan endte på sociologistudiet, der, udover at virke spændende, også kunne fungere som overbygning til ledelses- og psykologikurserne fra Yale. Jan trivedes på AAU, og sideløbende havde han studiejob, først som frivillig i forbindelse med operafestivallen og siden hen som projektkoordinator hos Aalborg Symfoniorkester.

Specialestuderende - og musikchef

Skæbnen ville, at stillingen som musikchef blev ledig, og den tilfaldt Jan. Så var gode råd dyre, for han manglede stadig at skrive sit speciale.

Jan husker tilbage: ”Der kunne jeg godt mærke – tak skal du ha’! Jeg havde mere end et fuldtidsjob, men jeg havde bare været så glad for studiet og havde fået kæmpet mig igennem 7. semester, der var et ret svært semester med grafer, statistik og hele balladen, så skulle F….. stå i, at jeg ikke fik lavet det  her speciale.”

Jan var meget opsat på at få afleveret specialet, og i samråd med sin specialevejleder, Michael Hviid, besluttede han sig for at skrive et teoretisk speciale.

Efter utallige aftener, nætter og weekender med specialeskrivning afsluttede Jan sin AAU-uddannelse. Han var aldrig i tvivl om, at det ville lykkes, for som han siger: ”Når man er kommet så langt, så skal man. Der er så stor forskel på at stå med det papir eller ej.”

Sociologøjne

Målrettetheden er gennemgående hos Jan og en af nøglerne til hans succes - sammen med den positive ånd og evnen til bare at kaste sig ud i ting.

Derudover tillægger han sin AAU-uddannelse stor vægt i forhold til måden, hvorpå han fungerer som musikchef. Han tilgår ofte opgaverne med ”sociologøjne”, som han siger.

Han har haft stor glæde af sit bachelorprojekt, der omhandlede nye publikummers barrierer – de uskrevne regler og en masse baggrundsviden – i forhold til at gå til klassiske koncerter. Hos Aalborg Symfoniorkester har man haft dialog med nye publikummer om, hvad de ønskede. De ønskede, at se – ikke kun musikeren – men også mennesket og passionen for musikken. Det fik de opfyldt til et arrangement for nylig, hvor en musiker bød velkommen til koncerten og fortalte om bl.a. det pragtfulde prøveforløb.

En verden af viden

Jan bruger ofte forskningsresultater, når han bevæger sig ind på nye områder, og han tillægger dem stor værdi: ”Der ligger bare så meget viden gemt i universitetet, det er godt at få det ud og få det brugt. Det, synes jeg, er spændende.”

Jan trækker gerne på andres viden, som fx Platform 4 og nogle AAU-studerende i forbindelse med et arrangement hos Aalborg Symfoniorkester, hvor målgruppen var unge mennesker, og rammen var hardcore klassisk musik en fredag aften. Jan havde sommerfugle i maven i forhold til, om det ville trække folk til, men han havde tillid til, at de unge fra Platform 4 kunne løfte opgaven. Det blev en bragende succes. Ifølge Jan skyldes det, at de unge mennesker fik frie tøjler til at facilitere formen på arrangementet.

Mange bolde og mange spillere

Jobbet som musikchef er meget alsidigt, og mange forskellige typer opgaver lander på skrivebordet, men i stedet for at blive en flaskehals ved selv at skulle følge alle ideer og opgaver til dørs, så uddelegerer Jan gerne opgaver eller dele af dem. Han har ikke behov for at kontrollere medarbejderne, for som han siger: ”Jeg har en ubetinget tillid til de medarbejdere, hvor jeg siger ”Dribler du med den her bold? Det er her, vi skal hen. Hvis du er i tvivl om en stor beslutning, som du ikke tør stå på mål for, så kom ind, så skal jeg nok tage den.” Jeg arbejder meget med tillid, og det er fordi, det er vanvittigt dygtige folk – og så er jeg så heldig, at jeg selv har været ansat og været ovre på den anden side af bordet.”

Det er Jan meget magtpåliggende, at medarbejdernes ressourcer kommer i spil, og at de giver udtryk for deres mening. ”Hvis de ikke gav deres besyv med, var det et helt andet orkester. Det er et teamwork, ellers fungerer det simpelthen ikke”, siger Jan.

Ros til rette vedkommende

Efter et vellykket arrangement eller tiltag ender rosen ofte i musikchefens indbakke, og han gør meget ud af, at få den ros formidlet videre i systemet, så de medarbejdere, der har løftet den pågældende opgave, også får rosen for den.

Jan har gjort sig mange tanker om sin måde at lede på. Han nævner sit speciale om skam, og fortæller: ”At lede ved at pådutte skam og frygt skulle i hvert tilfælde ikke være en af mine ledelsesmetoder.”

Arven fra AAU

I samtalen vender Jan flere gange tilbage til de kompetencer og den viden, han har fået med sig fra AAU. Han vurderer, at kombinationen af musikuddannelsen, ledelsesuddannelsen og universitetsuddannelsen er givtig for hans virke.

Musikuddannelsen er nødvendig for forståelsen for det, et symfoniorkester beskæftiger sig med. Den musikalske baggrund har Jan til fælles med de fleste andre musikchefer. Universitetsuddannelsen er en ekstra dimension hos Jan, som han bestemt ikke undervurderer: ”Jeg ville ikke have været den samme musikchef, hvis ikke jeg havde gået på universitetet. Det er jeg ret sikker på.”

Jan taler i det hele taget meget varmt om AAU, og han sætter pris på sin stadige tilknytning til såvel Yale University som AAU – en tilknytning han bevarer gennem alumneforeningerne. Han fortæller: ”Det er faktisk meget hyggeligt lige at få sådan et nyhedsbrev. Det giver en eller anden fornemmelse af stadig at være en del af sit universitet – og det er sådan en god fornemmelse.”

Uanset hvad, så bliver det godt

Jobbet som musikchef er spændende og meget varieret, men der er fuld fart på, og undersøgelser viser da også, at det er en af de hårdeste typer lederstillinger.

Vi spørger derfor Jan om, om han forventer at blive i stillingen som musikchef de næste mange år. Han svarer: ”De fleste musikchefer er der, og så giver de alt, hvad de har, og så er de videre. Det er sådan, det skal være, så man gror ikke fast i jobbet. Hvor lang tid det varer, det må man se, men det er sjældent 20 eller 25 år, lad mig sige det på den måde. Det er egentlig også sjældent, at det er 10 år. Jeg er ikke klar over, hvad jeg skal bagefter, men jeg er ret sikker på, at det bliver godt.”