Nyhed
AAU’s plan for udflytning klar efter nytår
Lagt online: 16.12.2021

Nyhed
AAU’s plan for udflytning klar efter nytår
Lagt online: 16.12.2021

AAUs plan for udflytning klar efter nytaar
Nyhed
Lagt online: 16.12.2021
Nyhed
Lagt online: 16.12.2021
Af Anette Marcher, rektorsekretariatet
Efter denne uges møde i universitetsbestyrelsen indledes nu sidste fase af processen med at beslutte, hvordan AAU kan imødekomme regeringens krav om at udflytte uddannelser eller reducere optag. Forventningen er, at direktionen kan fremlægge en færdig institutionsplan for udflytning/reduktion umiddelbart efter nytår.
- Vi har i november og december haft udkastet til en institutionsplan for AAU til høring i Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) og til drøftelse i bestyrelsen. Der er kommet nogle bemærkninger og kommentarer, som vi selvfølgelig skal have indarbejdet i planen. Det går vi i gang med nu, og så melder vi en færdig plan ud efter nytår, siger prorektor Anne Marie Kanstrup, der har ledet processen.
Hun glæder sig over, at ministeriet har udsat fristen for indsendelse af institutionsplanen fra 31. december til 12. januar.
- Det giver os bedre tid til at få de sidste detaljer på plads, uden at vi skal bede folk om at arbejde i julen. Det er jo en stor og kompliceret opgave, vi er på, så vi sætter pris på al den ekstra tid, vi kan få, siger Anne Marie Kanstrup.
Regeringen og et bredt flertal i Folketinget indgik i juni en aftale om at skabe flere uddannelsesmuligheder uden for landets fire største byer. Aftalen betyder, at universiteterne skal reducere optaget i Aalborg, Aarhus, Odense og København med op til 10 procent i forhold til 2019. For AAU’s vedkommende vil det indebære en reduktion på 768 studerende.
I stedet for at reducere optaget, kan institutionerne vælge at flytte uddannelser ud af byerne. AAU’s campus i Esbjerg er ikke omfattet af kravet om reduktion.
Flere af de andre universiteter har allerede meldt ud, hvordan de vil leve op til kravene i den politiske aftale. På AAU har direktionen dog valgt at arbejde med opgaven på en måde, der har fordret en lidt længere proces.
- Vi har gjort det lidt anderledes end nogle af de andre universiteter. For os har det været vigtigt først at samle et solidt vidensgrundlag, som vi kunne træffe beslutninger på, forklarer Anne Marie Kanstrup.
I løbet af efteråret blev fakulteter og institutter derfor bedt om at komme med forslag til, hvordan AAU kunne leve op til de politiske krav. Derefter har direktionen vurderet de forskellige forslag og lagt dem sammen til en samlet plan.
- Man kan sige, at vi fik en masse forskellige brikker til et puslespil, som vi så skulle finde ud af, hvordan vi ville lægge sammen og med hvilke brikker, siger Anne Marie Kanstrup, der understreger, at ikke alle forslag fra fakulteter og institutter nødvendigvis kommer med i den endelige plan.
Prorektor ønsker ikke at komme ind på de nærmere detaljer i planen, da de efter drøftelserne i HSU og bestyrelsen stadig er under udarbejdelse.
- Men jeg kan sige så meget, at vi ikke kommer til at køre en grønthøster hen over optaget i Aalborg og København. I stedet tænker vi strategiske hensyn og prioriteter ind i planen. Det handler jo om at finde den løsning, som under omstændighederne er bedst for AAU, siger Anne Marie Kanstrup.
Den færdige institutionsplan forventes fremlagt for hele universitetet i begyndelsen af januar.