Spring til indhold
Forside

Nyhed

AAU-valg: Fem skarpe til bestyrelseskandidat Peter Axel Nielsen

Lagt online: 14.11.2019

Professor Peter Axel Nielsen genopstiller til AAU’s bestyrelse og vil arbejde for, at forskere og studerende får mere indflydelse på udviklingen af universitetets nye strategi. Han mener, der har været en voksende afskæring af forskere og studerende fra centrale informationer og beslutninger, som kræver et modspil.

Nyhed

AAU-valg: Fem skarpe til bestyrelseskandidat Peter Axel Nielsen

Lagt online: 14.11.2019

Professor Peter Axel Nielsen genopstiller til AAU’s bestyrelse og vil arbejde for, at forskere og studerende får mere indflydelse på udviklingen af universitetets nye strategi. Han mener, der har været en voksende afskæring af forskere og studerende fra centrale informationer og beslutninger, som kræver et modspil.

Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation

Kandidatens navn, stillingsbetegnelse og tilhørssted på AAU:

Peter Axel Nielsen, professor, Institut for Datalogi.

Hvorfor stiller du op til bestyrelsen?

Jeg har været på AAU siden 1987 og altid ved datalogi, men med flere, små afstikkere til både Aarhus Universitet og universiteter i UK, USA og Australien. Mit forsknings- og undervisningsområde ligger inden for det, vi nu om dage kalder human-centred computing, software engineering og digitalisering. Jeg er professor og forskningsgruppeleder. Min forskning er både teknisk og social/organisatorisk. Sammen med mine ledelsesopgaver har det ført mig vidt omkring på universitetet og til samarbejde med mange på tværs af fag- og fakultetsgrænser. Jeg har også de seneste to år været VIP-repræsentant i AAU’s bestyrelse.

Jeg mener, at jeg med den baggrund kan være med til at styrke universitetet gennem mit arbejde i bestyrelsen. Bestyrelsen ser generelt universitetet oppe fra og ude fra, og det er en primær opgave som afspejles i, at de fleste medlemmer er eksterne. Men det er afgørende vigtigt, at vi her bringer forskernes perspektiv ind i bestyrelsens diskussioner og beslutninger – uden det er bestyrelsen bundet til kun at se det hele ude fra.

Hvad er i dine øjne AAU's største udfordring?

Universitetet står over for flere massive udfordringer. Vi er under pres ude fra, og presset er først og fremmest økonomisk. Men vi er også under pres for at blive mere relevante for samfundet, vores studerende, virksomheder og offentlige organisationer. Det samfund, vi skal bidrage til, er i større bevægelse, end vi traditionelt er. Vi tænker tit på os selv som et meget dynamisk universitet, men det er nok mere sandsynligt, at vi er meget langsomme til at forandre os. Det er måske fordi, det kan tage op til 10 år at opbygge et nyt forskningsmiljø og dermed også ganske lang tid at flytte fokus og aktiviteter. Jo mere der skal til for at skabe og fastholde et forskningsmiljø, jo større er risikoen for, at man stivner og får sværere ved at arbejde på tværs med andre fagligheder.

Hvad er løsningen på den?

Det er let at sige, at vi skal have bedre styring af vores økonomi, men jeg tror egentlig, at det kun vil bidrage marginalt. På sigt har vi kun den mulighed, at vi fastholder og videreudvikler kvaliteten i vores forskning, uddannelse og vores samarbejde med omgivelserne og vores evne og vilje til at samarbejde mellem forskellige fagligheder. Vi skal interessere os for ekstern finansiering af vores forskning, vi skal forbedre os i konkurrencen med andre universiteter og vi skal forberede vores kandidater til et omskifteligt arbejdsmarked. I alle disse forhold vil vi klare os bedre, når vi fokuserer på kvaliteten af vores forskning og uddannelser, og hvis vi kan finde ud af at samarbejde.

Hvorfor skal man stemme på dig til bestyrelsesvalget?

Dels fordi jeg har erfaring, som går på tværs af universitetet og har siddet i bestyrelsen de sidste to år. Dels så arbejder jeg for to helt fundamentale forhold, som jeg vil være specielt optaget af:

Åbenhed i ledelse og styring

Et universitet er grundlæggende et åbent vidensmiljø, og det bidrager til universitetets bedste, at der hersker åbenhed om universitetets forhold, aktuelle diskussioner, hvordan beslutninger træffes, og af hvem. Der har været en voksende afskæring af forskere og studerende fra centrale informationer og beslutninger, som kræver et modspil.

Konstruktiv dialog mellem ledelse og medarbejdere

Der findes konstruktiv dialog på universitetet og senest omkring universitetets nuværende strategi; men en serie femminutters café-diskussioner underspillede forskernes betydning og muligheder for at bidrage. Der er ganske mange andre forhold, hvor forskerene kan bidrage konstruktivt med deres faglige viden og erfaringer. Fx er der mange, som har omfattende viden om forskningsbaseret samarbejde med virksomheder, som konstruktivt kan bringes ind i ledelsen.

Hvad er din vigtigste mærkesag?

Der er også to indsatsområder jeg vil være fokuseret på i den næste periode:

Den nye universitetsstrategi

Den nuværende strategi ”Viden for verden” løber til 2021. Det betyder, der skal laves ny strategi i løbet af 2021. Det spiller bestyrelsen en helt afgørende rolle i, da en ny strategi skal godkendes her. En ny strategi bør være en udviklingsstrategi, som gør, at vi kan blive bedre som universitet, levere bedre kvalitet på alle universitetets områder og fastholde et langsigtet mål uden at fortabe sig i taktikker. En ny strategi skal udvikles i en åben proces i konstruktiv dialog mellem forskere, studerende og ledelsen.

Universitetets digitalisering

Universitetet halter i digitaliseringen. Resten af samfundet, vores studerende og andre universiteter er nået meget længere, end vi er. Vi er udfordret af vores omgivelser. Vi bliver nødt til at indhente det forsømte; men vi bør sikre os, at det ikke bare bliver en anledning til at effektivisere og sætte strøm til det, vi allerede gør. Vi skal nå længere end det, og vi skal kunne bruge forskellige informationsteknologier til at øge kvaliteten af vores forskning, ordinær uddannelse og efteruddannelse, og samarbejde med virksomheder på tværs af hele universitetet.

I tillæg til de to områder så er det min erfaring, at der altid dukker væsentlige diskussioner op på grund af ændringer i universitetets omgivelser, i universitetets ledelse og i budgetprincipper og -modeller. Det er utrolig vigtigt, at vi her bringer forskernes perspektiv ind i bestyrelsens diskussioner.