Spring til indhold
Forside

Nyhed

AAU-valg: Fem skarpe til bestyrelseskandidat Jesper Bjørn Gorm Poulsen

Lagt online: 14.11.2019

Hyppige organisationsændringer og store udviklingsprojekter stresser organisationen, når der ikke følger flere ressourcer med til opgaveløsningen. Chefkonsulent Jesper Bjørn Gorm Poulsen går til valg på at genetablere balancen på AAU.

Nyhed

AAU-valg: Fem skarpe til bestyrelseskandidat Jesper Bjørn Gorm Poulsen

Lagt online: 14.11.2019

Hyppige organisationsændringer og store udviklingsprojekter stresser organisationen, når der ikke følger flere ressourcer med til opgaveløsningen. Chefkonsulent Jesper Bjørn Gorm Poulsen går til valg på at genetablere balancen på AAU.

Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation. 

Kandidatens navn, stillingsbetegnelse og tilhørssted på AAU:

Jesper Bjørn Gorm Poulsen, chefkonsulent og områdeleder af Sekretariat og Uddannelsesjura i Studieservice.

Hvorfor stiller du op til bestyrelsen?

Jeg stiller op til bestyrelsen, fordi jeg gerne vil være med til at bringe medarbejdernes input og syn på sagerne med ind i drøftelserne, når der træffes beslutninger for AAU i bestyrelsen.

Jeg har altid haft en stor interesse for at være med i drøftelserne, når der skal træffes store beslutninger, der kan have vidtrækkende konsekvenser. Denne interesse stammer nok fra folkeskolen, hvor jeg i 5. klasse blev valgt til elevrådet, og efterfølgende blev elevrådsformand og medlem af skolebestyrelsen. Det var vildt inspirerende at være ”med om bordet”. Passionen for at engagere mig studenterpolitisk har fulgt mig i mine uddannelsesforløb, hvor jeg bl.a. har været formand for de studerendes råd, bestyrelsesmedlem, medlem af levnedsmiddelrådet i Danmark samt aktiv og medlem af Polyteknisk Forening.

På AAU startede jeg med at engagere mig i samarbejdsudvalg og arbejdsmiljøarbejdet, men ville også gerne tættere på nogle af beslutningerne. Derfor stillede jeg op som tillidsrepræsentant for DJØF, hvor jeg også i en kort periode var fællestillidsrepræsentant. Rollen som tillidsrepræsentant var meget spændende, og jeg lærte virkelig meget af den. Ikke mindst hvor komplekst det er, når man skal forsøge at agere i det spillerum, der ligger mellem medarbejder og ledelse. Jeg lærte også kunsten at finde ud af, hvornår det var kompromiset, der skulle søges, og hvornår det var vigtigt at sætte foden ned, og stå på sin ret og også kæmpe for den.

Efter nogle år som tillidsrepræsentant blev jeg souschef i Uddannelsessekretariatet på EST Fakultetskontor, og måtte i den forbindelse stoppe som tillidsrepræsentant.

Hvad er i dine øjne AAU's største udfordring?

Jeg mener, at den største udfordring pt. er, at AAU er langt mere ambitiøst, end vi egentlig har ressourcer til at være. Der igangsættes mange store projekter, der også er imponerende og ambitiøse, men bagsiden af medaljen er, at der ikke nødvendigvis medfølger yderligere ressourcer. Det betyder, at medarbejderne bare lige skal arbejde lidt hurtigere for også at kunne nå den opgave.

Organisationen som helhed er konstant presset, dels fordi der igangsættes projekter uden medfølgende ressourcer, men også fordi der alt for hyppigt ændres i organisationen. De hyppige ændringer i organisationen medfører kompetencetab grundet omplacering af medarbejdere, fællesskaber nedbrydes, og det kan være svært at finde rundt i, hvor ejerskab og support for opgaverne ligger.

Hvad er løsningen på den?

At der ikke igangsættes så mange store projekter på samme tid, eller at der med projekterne også dedikeres midler til dem, så det ikke er de medarbejdere, der allerede har travlt, der også lige skal løfte dette nye og spændende projekt.

Derudover mener jeg også, at det ville klæde os, hvis der ikke sker større organisationsændringer i den kommende tid - lad organisationen falde til ro, det trænger vi til. Der er i de sidste par år ændret alt for meget i organiseringen, hvilket efter min mening betyder, at den nye organisation ikke når at komme på plads, inden der igen ændres i den. Det giver ikke optimale betingelser for arbejdet, at man hele tiden skal forholde sig til sin egen enheds organisation og resten af AAU’s ændringer i organisationen med tilhørende ændring af opgaveplaceringerne. Det skaber usikkerhed omkring opgaveløsningen og ansvarsplaceringen.

Hvorfor skal man stemme på dig til bestyrelsesvalget?

Du skal stemme på mig, hvis du kan se en værdi i, at din repræsentant kender organisationen godt, fra både et medarbejder- og lederperspektiv, og som også bl.a. har arbejdet med samarbejdet mellem medarbejder, leder og forskellige enheder på tværs af AAU som tillidsrepræsentant.

Hvad er din vigtigste mærkesag?

At balancen genetableres, så der er tid til at løse opgaverne, og at vi ikke hele tiden skal forholde os til en ny organisering og ændring af ansvaret for opgaveløsningen.