Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Hans Ravn
De to AAU-studerende og iværksættere, Mikkel Krogshede og Jonas Koefoed, modtog fredag NOVI Legatet 2024. Prisen blev uddelt ved AAU’s årsfest og 50-års jubilæumsfejring i Musikkens Hus i Aalborg den 19. april.
Novi Legatet uddeles af NOVI og gives til studerende med en iværksætteridé, der har et så tilpas bæredygtigt potentiale, at konceptet kan omsættes til en virksomhed. Udvælgelsen foregår ved, at kvalificerede ansøgere bliver bedt om at pitche deres idé foran et dommerpanel.
Semesterprojekt som startskud på iværksættereventyret
Mikkel Krogshede og Jonas Koefoed studerer til daglig henholdsvis Idræt og Mekanik og Produktion på AAU. Deres iværksættereventyr startede med et semesterprojekt tilbage i 2019, hvor Mikkel Krogshede fik idéen til, hvordan man kan mindske risikoen for kroniske skuldersmerter hos manuelle kørestolsbrugere.
I 2021 blev han indskrevet på AAU Startup Program og grundlagde Pull & GO. Herefter kom Jonas Koefoed Petersen med på rejsen, og med bidrag fra hver af deres fagligheder, har de sammen valgt at kaste sig ud i en karriere som iværksættere.
NOVI Legatet udgør 250.000 kroner, og herudover stiller NOVI kontorlokaler samt juridisk og regnskabsmæssig bistand til rådighed for vinderne.