Spring til indhold
Forside

Nyhed

AAU skal spare på energien

Lagt online: 21.09.2022

Temperaturen i AAU’s bygninger sænkes til 19 grader senest 1. oktober, al unødvendig belysning slukkes og markante besparelser på strømforbruget er på vej. Det sker som konsekvens af regeringens nye energispareplan. Campusdirektør Mogens Juul Møller pointerer, at det er alles ansvar og opfordrer medarbejdere og studerende til at komme med idéer.

Nyhed

AAU skal spare på energien

Lagt online: 21.09.2022

Temperaturen i AAU’s bygninger sænkes til 19 grader senest 1. oktober, al unødvendig belysning slukkes og markante besparelser på strømforbruget er på vej. Det sker som konsekvens af regeringens nye energispareplan. Campusdirektør Mogens Juul Møller pointerer, at det er alles ansvar og opfordrer medarbejdere og studerende til at komme med idéer.

Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation. Foto: Shutterstock

Medarbejdere og studerende kan godt begynde at finde de varme sweatre frem, for Aalborg Universitet (AAU) går en koldere vinter i møde i år. For at afbøde konsekvenserne af de stigende energipriser i Europa har regeringen besluttet, at alle offentlige bygninger skal skrue temperaturen ned til 19 grader senest den 1. oktober. Det er et af de tiltag, som regeringen har indført som et led i en større national energispareplan, som klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) præsenterede på et pressemøde den 8. september.

- Vi ændrer temperaturen fra 22 til 19 grader, og det er klart, at det for nogle medarbejdere og studerende med stillesiddende arbejde vil være en forringelse af indeklimaet. Vi skal have noget varmere tøj på, når vi opholder os på campus. Solen kan måske skinne ind, og når vi er flere samlet på et sted, så stiger temperaturen ofte, men vi må ikke varme vores bygninger op til mere end 19 grader, fortæller Mogens Juul Møller, der er direktør for Campus Service på AAU.

SLUT MED PYNTEBELYSNING

Udover at skrue ned for varmen og reducere driftstiden for varme og ventilation, så er AAU og de øvrige universiteter blevet pålagt at slukke for al unødvendig belysning i alle bygninger og udendørsbelysning af facader, parkarealer mv. Derfor arbejder Campus Service i øjeblikket på at skabe et overblik over, hvor på campus i både Aalborg, Esbjerg og København, universitetet kan spare på belysningen.

- Vi har brug for at tænke os om, så det ikke går ud over sikkerheden, når vi færdes på veje og stier. Vi skal stadig sørge for, at folk er trygge, så det handler om at finde den rette balance. AAU har i forvejen kun meget lidt pyntebelysning, så her vil de forventede energibesparelser være af symbolsk karakter, siger Mogens Juul Møller.

ELPRISERNE ER DEN STØRSTE UDFORDRING

Varmepriserne er for AAU’s vedkommende relativt stabile, fordi en stor del af forsyningen kommer fra overskudsvarme fra elproduktion, affaldsforbrænding og produktionsanlæg i industrien. Den største økonomiske usikkerhed er i øjeblikket forbundet med stigninger i elprisen. Ifølge Mogens Juul Møller er der behov for massive besparelser på el-forbruget.

- Den ekstreme prisudvikling på energipriser belaster allerede universitetets driftsøkonomi, og det må forventes, at risikoen for yderligere stigninger og budgetoverskridelser er høj. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi alle sammen bidrager til sammen at nedbringe universitetets energiforbrug, siger campusdirektøren.

AAU'S EGENKAPITAL EKSTRAORDINÆRT I BRUG

Som svar på den eksisterende energi- og forsyningskrise har rektoratet ekstraordinært besluttet at afsætte ti millioner kroner af universitetets egenkapital til at afværge konsekvenserne de stigende energipriser i 2023.

- Det betyder, at der ikke vil komme et ansættelsesstop i 2023 på grund af stigende energipriser, som flere har spurgt til, tilføjer Mogens Juul Møller.

Derudover har Campus Service den seneste tid arbejdet med en kortlægning af en række mulige initiativer på kort, længere og lang sigt. Disse tiltag skal drøftes på et møde i universitetets hoved- og samarbejdsudvalg (HSU) den 3. oktober.

Herefter lægger universitetet op til at inddrage egne forskningsmæssige eksperter, medarbejdere og studerende i den videre proces med at identificere, hvor der kan spares. Campus Service lægger op til en større energisparekampagne og opfordrer medarbejdere og studerende til allerede nu at tænke i energibesparende adfærd. Det kan for eksempel være ved at slukke for lys, skærme eller udstyr, når det ikke bliver brugt, og deles mere om faciliteter som køleskabe og frysere, hvor det er muligt.

Du vil løbende kunne læse mere om energibesparelserne her på AAU Update - og hvor du kan bidrage med dine idéer.

Find inspiration til energibesparelser på Energistyrelsens hjemmeside sparenergi.dk