Spring til indhold
Forside

Nyhed

AAU Innovation deles i to

Lagt online: 14.12.2022

Direktionen på Aalborg Universitet har besluttet, at AAU Innovation pr. 1. februar skal deles i to selvstændige enheder: AAU Innovation og en ny fagsøjle til understøttelse af forskning, Forskningsservice. Formålet er at give begge enheder en tydeligere profil og en stærkere faglig ledelse for at kunne understøtte arbejdet som et missionsdrevet universitet.

Nyhed

AAU Innovation deles i to

Lagt online: 14.12.2022

Direktionen på Aalborg Universitet har besluttet, at AAU Innovation pr. 1. februar skal deles i to selvstændige enheder: AAU Innovation og en ny fagsøjle til understøttelse af forskning, Forskningsservice. Formålet er at give begge enheder en tydeligere profil og en stærkere faglig ledelse for at kunne understøtte arbejdet som et missionsdrevet universitet.

Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation

Både omsætningen og antallet af medarbejdere er fordoblet, siden AAU Innovation blev etableret som en selvstændig enhed i 2017. De seneste år har afdelingen arbejdet med at skærpe sin profil og forenkle organiseringen, og det arbejde har direktionen på Aalborg Universitet (AAU) besluttet at fortsætte. Helt konkret ved at dele AAU Innovation op i to uafhængige enheder. Én med fokus på videnssamarbejde og den anden med fokus på understøttelse af forskning.

- Vi ønsker at give de nye enheder en tydeligere profil og en stærkere faglig ledelse for at kunne imødekomme organisationens behov. Begge områder har højt specialiserede enheder, som er centrale for understøttelsen af det missionsdrevne universitet og for realiseringen af universitetets strategi Viden for Verden 2022-26. Med to mere fagligt fokuserede enheder bliver det tydeligere for AAU’s forskere og omverdenen, hvem og hvor de forskellige specialister er, og hvad de kan bidrage med, fortæller universitetsdirektør Søren Lind Christiansen.

To søjler bliver selvstændige enheder

AAU Innovation består i dag af seks forskellige faglige enheder, som er organiseret i to faglige søjler med fokus på henholdsvis videnssamarbejde og forskningsstøtte. Dertil kommer et kontor i Bruxelles, et sekretariat og en ledelsesstøttefunktion.

Den nye organisering af AAU Innovations cirka 110 medarbejdere tager udgangspunkt i de to eksisterende søjler, som pr. 1. februar 2023 bliver til to uafhængige enheder under navnene AAU Innovation og Forskningsservice. Forskningsservice flytter organisatorisk til Fælles Service og skal ledes af Nina Schjoldager, som bliver vicedirektør for afdelingen pr. 1. februar 2023. Hun er i dag kontraktchef og leder af Ledelsesstøtte i AAU Innovation. Den nye AAU Innovation-enhed bliver ved med at være et selvstændigt direktørområde, og innovationsdirektøren sidder i universitetets direktion. Universitetet er i gang med at rekruttere en ny innovationsdirektør, og stillingen slås op i december 2022. Innovationsdirektøren vil referere til rektor.

Samarbejdet fortsætter

Konstitueret innovationsdirektør Morten Dahlgaard giver udtryk for, at AAU Innovation har været igennem mange organisatoriske forandringer, og det kan skabe utryghed og bekymring blandt medarbejderne.

- Den nye organisering skal sikre et fortsat højt niveau af enhedernes ydelser og et tydeligere spor for de to enheder hver især. Vi vil gøre vores bedste for, at overgangen bliver så god som muligt for alle. Selvom der fortsat vil være nogle forhold, som er uafklarede, vil vi besvare de spørgsmål, medarbejderne har, efter bedste evne. Derudover vil vi selvfølgelig holde fast i vores gode samarbejde og udvikle videre på det – på tværs af de to nye enheder, siger Morten Dahlgaard, som pr. 1 februar 2023 bliver afdelingschef for INNOVATE Event & Support og leder for stabsfunktionen Ledelsesstøtte i AAU Innovation.

Medarbejderne i AAU Innovation blev den 1. december orienteret om den påtænkte organisationsændring. Forslaget blev drøftet på et møde i universitetets hovedsamarbejdsudvalg den 13. december, og direktionen vedtog samme dag planen om opdelingen.

Om reorganiseringen

AAU Innovation kommer pr. 1. februar 2023 til at bestå af tre enheder: INNOVATE – Event & Support, Forskningsinnovation og Studenterentreprenørskab. Dertil kommer den nuværende stabsfunktion Ledelsesstøtte. Enhederne er i dag at finde i AAU INNOVATE, som også bliver omdrejningspunktet for det fremtidige AAU Innovation.

Forskningsservice vil pr. 1. februar 2023 bestå af de nuværende enheder Fundraising & Projektledelse (F&P), AAU Ph.d. og Kontraktenheden. AAU Innovation har i dag et fælles sekretariat, som indeholder funktioner i forhold til økonomi, HR og digitalisering. Det bliver en del af Forskningsservice og skal fungere som et servicefællesskab mellem AAU Innovation og Forskningsservice. AAU’s Bruxelles-kontor, som består af to medarbejdere, refererer fremover til universitetsdirektøren med henblik på at styrke det strategiske fokus på EU-indsatsen.