Spring til indhold
Forside

Nyhed

AAU indfører affaldssortering

Affaldssortering har længe været et ønske både fra studerende og ansatte på universitetet, og nu sker det endelig. Fra november 2020 og frem implementeres den nye affaldssortering gradvist på hele universitetet, startende på Campus i Esbjerg, så Campus Aalborg og dernæst Campus København.

Nyhed

AAU indfører affaldssortering

Affaldssortering har længe været et ønske både fra studerende og ansatte på universitetet, og nu sker det endelig. Fra november 2020 og frem implementeres den nye affaldssortering gradvist på hele universitetet, startende på Campus i Esbjerg, så Campus Aalborg og dernæst Campus København.

Tekst: Maria Trabjerg, Campus Service, Billede: Søren Emil Søe Degn, AAU Kommunikation

Direktionen har besluttet, at vi på AAU skal sortere i op mod 10 affaldsfraktioner, som svarer til regeringens nationale standarder. Det vil sige, at vi fremover skal sortere i følgende kategorier: Bio/madaffaldPlastikMetalFlamingoGlasPapPapirBatterier, Småt elektronik og Restaffald.

En stor investering i bæredygtig omstilling

Implementeringen af et nyt affaldssorteringssystem har været i støbeskeen i mere end et år. Nye affaldsspande er blevet designet og testet, så de passer præcist til AAU, underjordiske affaldsstanke graves ned, og adskillige aktører er blevet inddraget. Hele projektet kom til verden på baggrund af ønsker fra både studerende og ansatte på AAU, og det passer rigtigt godt ind i en generel stigende orientering mod bæredygtig drift af universitetet.

Afdelingsleder Alex Røge Hermansen i Campus Service siger:

- I Campus Service bakker vi med omlægningen af affaldsområdet op omkring de studerendes og ansattes ønske om at bidrage til en grøn omstilling bl.a. gennem øget affaldssortering. Det vigtigste argument for øget kildesortering på AAU er, at vi ved at sortere affaldet i forskellige fraktioner, bedre kan udnytte de ressourcer, som affaldet også udgør. Blandes affaldet som nu, kan det stort set kun nyttiggøres i varmeproduktion ved afbrænding. Det betyder noget både for den grønne bundlinje, men vi forventer også at det bliver billigere for universitetet at komme af med affaldet jo renere fraktioner, vi kan levere.  

Det nye affaldssorteringssystem er en stor investering, som også har en vigtig symbolsk betydning, fordi det føles helt forkert at smide det hele i den store spand, når de fleste efterhånden er vant til at sortere affald hjemme i privaten. Desuden er der både på forskningsområdet og i driften af universitetet stort fokus på bæredygtighed, og derfor virker det mærkeligt for studerende, ansatte, gæsteforelæsere og andre gæster på AAU, at vi indtil nu ikke har sorteret vores affald.

- For mig er der en stor signalværdi i, at der sorteres affald på AAU. Det var noget af det første, jeg lagde mærke til manglede, da jeg startede på universitetet for fire år siden. Derfor er jeg rigtig glad for, at det bliver implementeret nu, da det endelig viser med et helt konkret eksempel, hvordan AAU arbejder for at blive mere bæredygtig, siger Freja Jeppesen, der er studerende på 7. sem, Miljøvidenskab.

Gå en ekstra mil for bæredygtighed

Det nye affaldssorteringssystem kommer til at ændre kendte rutiner både for studerende og ansatte. De mange affaldskategorier betyder nemlig, at det praktisk ikke er muligt at have en affaldsspand på hvert kontor og i hvert grupperum, og derfor afskaffes de helt. Det kommer til at være ens på tværs af campusser og med lige vilkår for studerende og ansatte.

I Campus Service har de ansatte været testpiloter på projektet med affaldssortering, og her sagde de farvel til egne affaldsspande allerede sidste år. Indretningsarkitekt, Henriette Blegvad i  Campus Service siger:

- I starten vendte jeg mig tit om, for at kyle en post-it i skraldespanden, ’nå ja’, tænkte jeg så, da jeg kom i tanke om, at den havde vi jo ikke mere, og nogle gange også: ’Øv, hvor besværligt’. Men faktisk har jeg fundet ud af, at det ikke er særligt meget affald, vi producerer inde ved vores skrivebord, og skulle der være en bunke, så ser jeg det som en god mulighed for lige at rejse mig fra stolen og strække ben på den korte tur ud til sorteringsstationen. Det er faktisk helt okay. Vi må alle sammen gøre en lille smule for at gavne miljøet.

Der kommer meget mere information om, hvordan affaldet sorteres her på Update senere på året, og du kan læse mere på hjemmesiden

Ved spørgsmål kontakt Maria Trabjerg, koordinator for studiemiljø og bæredygtighed i Campus service (mtr@adm.aau.dk). Desuden kan eventuelle problemer med affaldsspande indmeldes i Building Support appen eller på bs.aau.dk.