Spring til indhold
Forside

Nyhed

AAU-historiker: "Borgerkrig er ikke en umulighed i USA"

Den vold og polarisering, vi ser i USA lige nu, ligner i bekymrende grad den situation, landet stod i op til borgerkrigen i 1800-tallet, påpeger Carsten Hjort Lange efter søndagens attentatforsøg mod Donald Trump.

Nyhed

AAU-historiker: "Borgerkrig er ikke en umulighed i USA"

Den vold og polarisering, vi ser i USA lige nu, ligner i bekymrende grad den situation, landet stod i op til borgerkrigen i 1800-tallet, påpeger Carsten Hjort Lange efter søndagens attentatforsøg mod Donald Trump.

Af Louise Lyck Dreehsen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Colourbox

Den politiske situation i USA lige nu ligner i bekymrende grad den, landet stod i op til Den Amerikanske Borgerkrig. Sådan siger professor i historie på Aalborg Universitet Carsten Hjort Lange efter søndagens attentatforsøg på Donald Trump.

"Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget af det, vi ser lige nu, der ligner noget, vi kender fra historien," siger han med henvisning til borgerkrigen i 1861-1865.

"Den vold og polarisering, vi ser nu, minder om situationen før borgerkrigen i 1860'erne," siger han og påpeger, at USA’s politiske system er under pres. 

Særligt hændelser som stormen på Kongressen den 6. januar 2021 og de nu to attentatforsøg på Donald Trump er eksempler på, hvordan volden er blevet en integreret del af amerikansk politik.  

Men eksempler fra de seneste år er bl.a. også højreekstremisters angreb på en fredelig demonstration i Charlottesville i 2017, planen om at kidnappe Michigans guvernør Gretchen Whitmer i 2020 og angrebet på Nancy Pelosi og hendes mand i 2022. 

Ifølge Lange skal denne type hændelser tages alvorligt som tegn på en stigende destabilisering af de politiske normer.  

"Det er ikke givet, at USA ender i en borgerkrig, men de tendenser, vi ser, bør vække bekymring. For vi er allerede forbi den grænse, hvor vi kun skal tale om, at det potentielt set, hvis alt nu går galt, kan ende i en borgerkrig," siger han og spørger retorisk:

”Hvis Trump taber valget, vil han så ikke fortsætte det samme narrativ om ’The Steal’? Altså om at han er blevet snydt og faktisk var den, der fik flest stemmer. Og er det så ikke muligt, at der er folk på højrefløjen, som vil bruge de våben, de allerede har?”.

Lange understreger, at han ikke forudser en borgerkrig, men pointerer, at "der er så meget, der ligner, at det ikke er en umulighed." Ifølge ham er volden og polariseringen i USA ikke længere isolerede hændelser, men en del af en større udvikling.  

"Uenigheden bliver mere og mere udtalt, og i dag er amerikanerne i en eller anden grad vågnet op til en virkelighed, hvor politisk vold er en normalitet," forklarer han. 

"Det, vi ser i USA i dag, ligner en form for stasis, hvor to grupper står fastlåst over for hinanden med modsatrettede synspunkter. Det er et skræmmende tegn," siger Carsten Hjort Lange. 

Pressekontakt

Tor Bagger
Journalist, AAU Kommunikation & Public Affairs
Mail: toba@adm.aau.dk 

Relaterede nyheder