Spring til indhold
Forside

Nyhed

AAU-forskning gør det billigere at vedligeholde vindmøller

Lagt online: 15.12.2023

I fremtiden kan vindmøller vedligeholdes med hjælp af droner på både land og vand.

Af Mads Sejer Nielsen

Dronerne kommer, og det er især godt nyt for virksomhederne, der skal vedligeholde Danmark og Europas vindmølleparker.

De får nemlig nemmere ved at vedligeholde deres vindmøller i fremtiden takket være et projekt fra Aalborg Universitet, som dokumenterer, at droner kan transportere udstyr og reservedele til toppen af vindmøllerne.

”Vi har med vores proof-of-concept vist, at vi på sikker vis kan placere en ’payload’, uden at det er til fare for nogen. Det kan være reservedele, olie, værktøj. Det har den fordel, at man slipper for at skulle hejse reservedele op og ned i møllerne. Derved mindsker man risikoen for personskader – og så er det effektivt at bruge droner,” siger Anders la Cour-Harbo, lektor ved Institut for Elektroniske Systemer og spydspidsen for projektet.

Droner bruges mange steder i den moderne industri, men at løfte en ’payload’ – en nyttelast, der løftes som pendul - kan være udfordrende, når lasten skal stilles på et meget lille areal, som toppen af vindmøller typisk er.

”Vi har vist, at vi kan opnå meget stor præcision med dronerne – større end egentlig nødvendigt – og det er et virkelig godt udgangspunkt for videreudvikling af konceptet, så man potentielt set kan bruge det i mange andre sammenhænge,” siger Anders la Cour-Harbo.

Næste skridt er at gøre det samme offshore, så man også kan bruge helikopter-dronerne til at vedligeholde de store offshore havvindmøller.

”Vores helikopter kan nå ud til hovedparten af alle havvindmølleparker, mens piloten stadig står på land op til 80 kilometer væk. Vi kan nå stort set alle op mod 2500 møller i Nordsøen”, siger han.

Ved at bruge droner til at transportere udstyr og reservedele kan man spare tid og penge, reducere risikoen for skader på udstyr eller personale og samtidig mindske miljøpåvirkningen fra traditionelle transportmetoder.

”Det koster mange penge at have en vindmølle til at stå stille, og jo mere effektivt man kan få dem fikset igen, jo bedre. Vores forskning viser, at man effektivt kan benytte droner til meget af det arbejde – både hurtigt og sammenligneligt billigt,” forklarer Anders la Cour-Harbo.

Han forklarer, at der er flere grunde til, at dette er en smart og brugbar løsning. For det første kan droner nemt manøvrere rundt i svært tilgængelige områder og tilgå steder, hvor det kan være vanskeligt eller farligt for mennesker at komme til. Det er især nyttigt til havs eller i kuperet terræn.

For det andet, så kræver de færre ressourcer for at holde dem kørende, og mange af dem kan lastes i forvejen, så man både kan bruge dem efter planlagt vedligehold og akutte behov for reparationer.

Demoen er lavet i ADD2wind-projektet, der også har deltagelse af virksomhederne Siemens Gamesa, Vestas, Ørsted, Vattenfall, EMG, Aeroscout og Loxar.

Her kan du se dronerne i aktion

thumbnail

Droneflyvning

Du skal acceptere følgende cookiekategorier for at kunne se indholdet: Marketing

Droneflyvning