Spring til indhold
Forside

Nyhed

AAU arbejder hjemmefra: Camilla Andersen

Lagt online: 26.03.2020

Kontoret rykker helt ud på strand og klit, når ph.d.-studerende Camilla Andersen skal undervise sine studerende i kystsamfunds historie. Og så råder hun til, at man også husker at holde fri, når arbejdet rykker med hjem.

Nyhed

AAU arbejder hjemmefra: Camilla Andersen

Lagt online: 26.03.2020

Kontoret rykker helt ud på strand og klit, når ph.d.-studerende Camilla Andersen skal undervise sine studerende i kystsamfunds historie. Og så råder hun til, at man også husker at holde fri, når arbejdet rykker med hjem.

Af Camilla Andersen, ph.d.-studerende ved Institut for Politik og Samfund

Hvordan har du indrettet dit hjemmekontor? 

Det er nu ved at være godt 14 dage siden, mit skrivebord på Fibigerstræde 1 blev skiftet ud med spisebordet på Gjøl, og selv om det selvfølgelig er rart at være i hjemlige omgivelser, savner jeg allerede mit hæve-sænkebord, en ordentlig kontorstol og ikke mindst mine kollegaer. Men i fredags valgte jeg at bytte spisebordet ud med stranden i Blokhus for at prøve at forberede en anderledes fjernundervisning til mine studerende. 

Hvilke opgaver sidder du med på hjemmekontoret? 

Jeg er kun godt seks måneder inde i mit ph.d.-forløb, men allerede her fra februar af har jeg fået fornøjelsen af at undervise vores studerende på historieuddannelsen. Derfor synes jeg også, at mine undervisningskompetencer blev sat på en ekstra prøve, da vi blev bedt om at lægge al vores undervisning om til fjernundervisning gennem digitalisering. Så en stor del af min tid er de sidste 14 dage gået med at prøve at få undervisningen og vejledningen til at køre nogenlunde som normalt.

Sammen med min ph.d.-vejleder underviser jeg i et modul om kystsamfundenes miljøhistorie, hvor vi blandt andet ser på, hvordan kystsamfund har udviklet sig gennem tiden, eksempelvis hvordan forskellige kystsamfund reagerede på naturkatastrofer for 200 år siden samt hvilke processer, der har været med til at forme og forandre kystlandskaberne frem til i dag. Netop forandringsprocesserne var hovedtemaet for min første fjernforelæsning, hvorfor jeg valgte at skifte hjemmekontoret ud og i stedet køre en tur til Blokhus Strand kl. 06.30.

Foruden at det selvfølgelig var utrolig smukt at se solen stå op over klitterne, imens morgenkaffen og ostemaden blev nydt, blev morgenstunden desuden brugt på at forberede fjernforelæsningen omkring kystlandskaber i forandring til de studerende med små videooptagelser af vand, vind, klitter, sand, sommerhuse, kystsikring og alt det andet, der er med til forme vores kystlandskaber. Dette kunne så bruges som et supplement til de ellers mere traditionelle PowerPoints med speak.

At dømme ud fra de studerendes tilbagemeldinger har det vist kun højnet vores undervisning, at vi er blevet presset til at tænke lidt ud af boksen. Som den ene af de studerende sagde: ’Jeg synes faktisk, at al det her fjernundervisning fungerer over al forventning!’

- Og så var det selvfølgelig også rart for underviseren at komme lidt ud i den friske luft ved Jammerbugten.

Har du et godt råd til, hvordan man får hjemmearbejdet til at fungere bedst muligt?

Mit bedste råd er at finde en arbejdsrytme, der passer til netop ens egen hverdag. For mit vedkommende har det været nogenlunde nemt at opretholde en normal arbejdsrytme, da jeg ingen børn har, hvor computeren bliver startet op omkring klokken 07.00, og så kan jeg arbejde mere eller mindre uforstyrret til om eftermiddagen, hvor min kæreste, der er håndværker, kommer hjem fra arbejde. Desuden har jeg valgt at pakke computeren helt væk, når jeg mener, at arbejdsdagen er omme, så den ikke frister hele døgnet rundt. Det er vel i virkeligheden mit bedste råd: husk at holde fri en gang imellem, hvilket kan være svært, når arbejdet lige pludselig rykker hjem i stuen.

Om 'AAU arbejder hjemmefra':

Alle AAU-ansatte skal i disse uger arbejde hjemmefra pga. coronavirus. Men hvordan indretter man et hjemmekontor, og hvordan får man arbejdsdagen til at fungere? I denne artikelserie har vi spurgt en række AAU-ansatte, om de vil dele billeder af deres hjemmekontorer og give deres bedste tips til, hvordan man bedst får arbejdsdagen til at fungere derhjemme.

Vil du være med? Send 2-3 billeder, inkl. et selfie, samt nogle linjer til inside@adm.aau.dk. Beskriv fx hvordan du har indrettet dit hjemmekontor, hvilke arbejdsopgaver du sidder med og eventuelle gode råd til, hvordan man får arbejdsdagen til at fungere bedst muligt.